PRESSEMEDDELELSE

1. februar 2008

 

Træffetid i Miljøministeriet

 

Fredag den 25. januar inviterer miljøminister Troels Lund Poulsen (V) til træffetid i Miljøministeriet. Her kan man uanmeldt møde op og få en snak med ministeren. Baggrunden for initiativet er, at det skal være nemmere at komme i personlig kontakt med miljøministeren, siger Troels Lund Poulsen (V):

”Som folketingsmedlem har jeg holdt over 100 træffetider lokalt i det tidligere Vejle Amt og er blevet stillet over for alt muligt lige fra helt konkrete spørgsmål til bredere politiske problemstillinger. Når det kan fungere i Vejle Amt, kan det selvfølgelig også fungere i Miljøministeriet i København.”

”Min plan er at have en træffetid, hvor man kan møde miljøministeren og stille spørgsmål og give kommentarer. Folk, der har nogle udfordringer på miljø- og naturområdet, kan komme ind og forklare, hvordan de ser tingene”, siger miljøminister Troels Lund Poulsen (V).

Første træffetid afholdes i Miljøministeriet på Højbro Plads i København fredag den 25. januar kl. 16.00-17.30.

Træffetiden foregår efter først-til-mølle-princippet. Miljøministeren ønsker, at flest mulige får lejlighed til at forelægge deres synspunkter, hvorfor tiden til den enkelte vil afhænge af antal fremmødte.

Næste træffetid afholdes fredag den 29. februar kl. 16.00, og det er ambitionen at afholde en træffetid hver måned. Træffetiderne vil blandt andet blive annonceret på Miljøministeriets hjemmeside og Troels Lund Poulsens hjemmeside.

 

Yderligere oplysninger:

Thomas Hag, fung. Pressechef, Departementet, tlf: 72 54 60 41 el. 22 48 10 30