· Udvalget for Videnskab og Teknologi · Kulturudvalget · Erhvervsudvalget · Videnskabsministeriet · Kulturministeriet · Økonomi- og Erhvervsministeriet |
Der har i de seneste måneder været stort fokus på piratkopiering på internettet. Det har dog i denne debat været forsøgt at give et fejlagtigt billede af internetudbydernes rolle og ansvar i forbindelse med piratkopiering på internettet.
Senest har pladeselskabernes brancheorganisation IFPI rettet henvendelse til Folketingets Kulturudvalg, Udvalget for Videnskab og Teknologi, Kulturministeriet og Videnskabsministeriet. Budskabet fra IFPI er, at det er de danske internetudbydere, der bærer ansvaret for at stoppe piratkopieringen på internettet. Det er en umulig og urimelig forpligtelse at lægge på internetudbydernes skuldre.
Internetudbyderne skal ikke være et â€internetpolitiâ€
Der er ingen tvivl om, at ophavsrettigheder skal beskyttes og at brud på ophavsrettigheder skal straffes. Brud på ophavsrettigheder er dog et forhold mellem rettighedshaveren og den hjemmeside eller privatperson, der bryder ophavsretten. Rettighedshaverne må derfor altid gå direkte efter dem, der bryder deres rettigheder.
Ansvaret for ulovligt indhold pÃ¥ internettet ligger ikke hos internetudbyderne. Det er ikke et privat internetselskabs rolle at fungere som â€internetpoliti†– herunder at skulle overvÃ¥ge og vurdere indholdet af borgernes færden pÃ¥ internettet.
De seneste sager om piratkopieret materiale på internettet har indebåret, at internetudbyderne er blevet sat på anklagebænken i retssager indledt af IFPI. I en sådan sag bliver internetudbyderne tvunget til at blive en aktiv part i sagen og tage stilling til, om en konkret hjemmeside indeholder ulovligt materiale, og om der derfor skal lukkes for adgangen til denne hjemmeside. Denne fremgangsmåde – som IFPI foreslår – er retssikkerhedsmæssigt betænkelig, da internetudbyderen hverken har den fornødne viden om den pågældende hjemmeside eller reel interesse i at bruge ressourcer på at imødegå en lukning. Dermed strider ordningen grundlæggende mod det almindelige princip, som gælder i dansk ret, om at parterne hver især må sørge for en tilstrækkelig belysning af sagen. Internetudbyderne skal så at sige vælge side mellem rettighedshaverne (IFPI) og indehaverne af den konkrete hjemmeside. Vel at mærke uden, at der forud for denne retssag er taget stilling til, om indholdet på hjemmesiden er ulovligt af enten en offentlig myndighed eller en domstol.
Løsningen på problemet med piratkopiering på internettet er ikke, at internetudbyderne bogstaveligt talt bliver sat på anklagebænken, når en organisation som IFPI vil have lukket for en hjemmeside et sted i Europa. Det er i den forbindelse vigtigt at huske, at internetudbyderne ikke har kontrol med eller indflydelse på, hvad der befinder sig på forskellige hjemmesider verden rundt.
Behov for klare retningslinjer
Hvis en domstol som resultat af en retssag mellem en rettighedshaver og en person eller virksomhed, der krænker deres rettigheder, når frem til, at der skal lukkes for adgangen til en konkret hjemmeside, vil internetudbyderne selvfølgelig medvirke til, at dette bliver gjort.
Forudsætningen er dog, at der i sådanne tilfælde er klokkeklare retningslinjer for, hvorfor og hvordan internetudbyderne skal blokere for deres kunders adgang til internettet. I de hidtidige sager har en domstol ikke taget stilling til de krav, som kan pålægges en internetudbyder, hvad det juridiske grundlag er, og om blokeringen og de omkostninger, der følger med, står mål med formålet. Det er i den forbindelse afgørende at finde en løsning, der er effektiv og proportional både i forhold til internetudbyderne og den enkelte privatperson, der færdes på internettet.
Det er vigtigt at understrege, at internetudbyderne ikke har en økonomisk interesse i, at deres kunder krænker eventuelle rettigheder i deres færden på internettet.
En aktiv deltager i det fremadrettede arbejde
En tværministeriel arbejdsgruppe har netop afleveret en række anbefalinger til regeringen, som møder bred opbakning blandt teleselskaberne og internetudbyderne i Danmark.
Et vigtigt element i den fremadrettede kamp mod piratkopiering er oplysning. De danske internetudbydere er enige i arbejdsgruppens anbefaling om at iværksætte offentlige informationskampagner, der informerer privatpersoner om de negative konsekvenser ved piratkopiering og hvordan man som enkeltperson og familie kan sikre sig mod uforvarende at downloade eller dele piratkopieret indhold.
Den tværministerielle arbejdsgruppe har inviteret Telekommunikationsindustrien til at deltage i det videre arbejde om problemstillingen med piratkopiering på internettet. Vi ser frem til at deltage aktivt i det videre arbejde.
De danske internetudbydere står derudover til rådighed for udvalget, hvis der måtte vise sig behov for yderligere information eller uddybning af ovenstående.
Med venlig hilsen
Ib M. Tolstrup
Direktør
E-mail: [email protected]