1.0  FORORD

I forbindelse med den manglende udpegning af TOBAKKEN som regionalt spillested i perioden 2009-2012, er følgende redegørelse udarbejdet, for at konkretisere TOBAKKENs berettigelse, som regionalt spillested.  

 

Ved en seriøs og objektiv gennemlæsning af TOBAKKENs ansøgning må det stå klart, at TOBAKKEN på alle punkter fremstår, som et yderst kompetent spillested, der opfylder samtlige betingelser for at blive udpeget, som regionalt spillested.

 

TOBAKKEN har siden 2000 været regionalt spillested, og har, bortset fra et enkelt punkt i evalueringen i 2007, aldrig modtaget nogen form for konkret negativ kritik fra først Statens Musikråd eller siden Kunstrådets Musikudvalg. Hvis der uden TOBAKKENs viden skulle foreligge dokumentation for negative vurderinger vedrørende TOBAKKENs ydelser, som regionalt spillested, ønsker vi naturligvis aktindsigt i disse.

 

Nærværende redegørelse er opbygget således, at de officielt formulerede vilkår som musikudvalget har opstillet er sat i forhold til TOBAKKENs ansøgning. Musikudvalgets vilkår er indrykket i teksten.

 

 

2.0  BETINGELSER FOR ANSØGENDE SPILLESTEDER

I henhold til de opstillede kriterier for ansøgning til regionalt spillested er følgende formuleret:

 

Kunstrådets Musikudvalg har besluttet, at de regionale spillesteder i kontraktperioden 2009-2012 skal fremstå og virke som dynamiske og musikalske kraftcentre, vækstcentre og spillesteder, som desuden internt og i sit regionale virkeområde skal:

 

• Sikre præsentation af national og international rytmisk musik af høj kunstnerisk kvalitet.

 

Det er ikke defineret, hvornår rytmisk musik er af høj kunstnerisk kvalitet, og denne vurdering bør foretages primært af de regionale spillesteder og af de personer, som arbejder dagligt og kontinuerligt med den rytmiske musik.

TOBAKKEN har i sin ansøgning detaljeret redegjort for den kunstneriske profil, og samtidigt angivet antallet af arrangementer og kunstnere/bands - med en genremæssig procentuel vægtning - der ønskes præsenteret på TOBAKKEN i den kommende regionale periode.

TOBAKKEN har gennem de seneste år som regionalt spillested sikret præsentation af både national og international rytmisk musik af høj kunstnerisk kvalitet. TOBAKKEN fik en negativ kommentar ved evalueringen i april 2007, men har både før og efter denne evaluering leveret ”varen”, som kontraktligt aftalt. En sammenligning med de øvrige regionale spillesteder, vil klart vise at TOBAKKEN præsenterer rytmisk musik af høj kunstnerisk kvalitet.

 

Det er væsentligt at bemærke, at TOBAKKEN, som det eneste reelle spillested i vores geografiske område, præsenterer - og føler sig forpligtet til at præsentere - en bred og alsidig vifte af rytmiske kunstnere/bands indenfor stort set alle rytmiske musikgenrer. TOBAKKEN skal dels varetage præsentation af mange forskellige genrer – og have fokus på og besidde den fornødne kompetence indenfor hver enkelt genre – samtidigt med at der skal plejes et utroligt bredt publikum med mange forskellige forventninger. Denne opgave må nødvendigvis adskille sig væsentligt fra f.eks. et genrespecifikt spillested i en storby, og det burde der være taget hensyn til i udvælgelsen af regionale spillesteder. TOBAKKEN dækker principielt i Esbjerg det samme kunstneriske felt, som samtlige spillesteder samlet gør i København – en opgave, som passer på betegnelsen: Regionalt spillested.

 

• Holde prioriteret fokus på udvikling og nytænkning.

 

Dette kriterium er formuleret ukonkret, og enhver argumentation for eller imod ville kunne afvises af Musikudvalget. Men uanset denne formulering, holder TOBAKKEN konstant fokus på både udvikling og nytænkning – set fra et kunstnerisk perspektiv er der blot ikke den samme hastighed i udviklingen i det sydvestlige Jylland, som i f.eks. København eller Århus – men set med regionale øjne, er TOBAKKEN yderst udviklingsorienteret og nytænkende omkring den rytmiske musik og dens udvikling.

 

• Bidrage til at udvikle og understøtte rytmiske vækstlagsmiljøer.

 

TOBAKKEN antager at ”up-coming” kunstnere/bands er en del af Musikudvalgets tanker, når der angives ”vækstlag”.

TOBAKKEN har i sin ansøgning detaljeret redegjort for både midler og mål i forbindelse med udviklingen og understøttelsen af de rytmiske vækstlagsmiljøer. Det er i den forbindelse vigtigt, at Musikudvalget er opmærksomt på, at det er næsten umuligt at fastholde de talentfulde regionale kunstnere i forholdsvist små lokale vækstlagsmiljøer i vores geografiske område. Faktum er, at de som virkelig vil noget med den rytmiske musik søger mod geografiske områder, hvor der er flere at være sammen i miljøet med – f.eks. København eller Århus. Men vi leverer talenter, der har haft muligheder på og relationer til TOBAKKEN.

 

• Medvirke til øget dialog og samarbejde mellem genrer, musikmiljøer, institutioner,

   kunstarter, erhvervsliv m.fl. med henblik på at positionere den rytmiske musik samt øge

   den kulturelle interaktion i virkeområdet.

 

TOBAKKEN har i ansøgningen detaljeret redegjort for de samarbejdsmæssige forhold og relationer, der ønskes varetaget og udviklet i en kommende periode, som regionalt spillested. Det skal dertil bemærkes, at TOBAKKEN i gennem mange tiltag allerede har positioneret sig selv og den rytmiske musik i vores virkeområde bl.a. gennem samarbejde med diverse institutioner, erhvervsvirksomheder, kunstarter og genrer – og denne positionering vil TOBAKKEN arbejde på at udvikle og styrke.

 

• Formidle musik som en god og udviklende oplevelse for områdets borgere og kulturliv –

   herunder holde et særligt fokus på børn, unge og mangfoldighed.

 

TOBAKKEN ser denne formulering, som en af hovedopgaverne, som regionalt kraftcenter for den rytmiske musik. Ansøgningen om regionalt spillested indeholder en detaljeret redegørelse for netop indsatsen i forhold til børn og familier, og TOBAKKEN mener samtidigt at ansøgningen i forhold til vækstlagsdelen holder fokus på unge. Generelt er TOBAKKENs ansøgning et udtryk for en mangfoldig indsats i forhold til den rytmiske musik.

TOBAKKEN har bestemt særligt fokus på børn, unge og mangfoldighed – som et udsnit af de mange opgaver, vi som det eneste reelle spillested i vores geografiske område, både skal og bør have fokus på. Se i øvrigt bemærkningerne under punktet ”Sikre præsentation af national og international rytmisk musik af høj kunstnerisk kvalitet”.

 

• Sikre at spillestedet og dets aktiviteter varetages, ledes og administreres

   udviklingsorienteret og professionelt.

 

TOBAKKEN drives og ledes udviklingsorienteret og professionelt – af kompetente, engagerede og loyale medarbejdere.

 

• Informere effektivt og inviterende om spillestedets aktiviteter i hele dets virkeområde.

 

TOBAKKEN har i ansøgningen redegjort for de markedsføringsmæssige tiltag, der ønskes udført i forbindelse med en ny periode, som regionalt spillested. TOBAKKEN søger konstant at udvikle og effektivisere sin indsats på dette område.

 

 

3.0  DEN KONKRETE ANSØGNING

I henhold til de opstillede kriterier for ansøgning til regionalt spillested er følgende formuleret:

 

Spillestedets konkrete ansøgning skal indeholde:

 

• En skriftlig bekræftelse på, at der foreligger et kommunalt tilsagn, med angivelse af beløb,    

   på medfinansiering af spillestedets musikdrift fra perioden 1. januar 2009 – 31. december 

   2012.

 

TOBAKKEN har medsendt den ønskede dokumentation, som viser et kommunalt tilsagn i perioden på kr. 1.750.000 årligt.

 

• Ansøgt beløb fra Kunstrådets Musikudvalg.

 

TOBAKKEN har ansøgt Kunstrådets Musikudvalg om kr. 2.050.000 årligt i perioden.

 

• Specifik dokumentation for spillestedets koncertvirksomhed i 2005, 2006 og 2007,

   herunder oplysning om arrangørforhold omkring hver enkelt koncert.

 

TOBAKKEN har medsendt den ønskede dokumentation, og TOBAKKEN er arrangør af alle koncerter i huset.

 

• Spillestedets reviderede regnskaber og årsrapporter for 2005 og 2006 samt

   perioderegnskaber for 2007.

 

TOBAKKEN har medsendt den ønskede dokumentation, dog har vi alene medsendt den seneste økonomirapport for 2007 med kommentaren, at vores årsregnskab for 2007 er tilgængeligt indenfor kort tid, hvis Musikudvalget ønsker dette tilsendt.

 

• Spillestedets budgetter og aktivitetsplaner for perioden 2009-2012.

 

TOBAKKEN har medsendt den ønskede dokumentation i forhold til budgetter. I forhold til aktivitetsplaner anser TOBAKKEN selve ansøgningen for at være aktivitetsplanen. I henhold til de tidligere regionale aftaler ansøger det enkelte spillested årligt om støttemidlerne – med indsendelse af budget og virksomhedsplan for den kommende periode. Den årlige virksomhedsplan vil indeholde dels de generelle planer fra ansøgningen, samt de mere specifikke mål for de enkelte år.

TOBAKKEN har som efterrationalisering udarbejdet et nyt budget for 2009-2012 baseret på tal fra 2007, et budget der alene sætter TOBAKKEN i forhold til de rent støtteberettigede arrangementer.

 

• Spillestedets organisationsplan med tilhørende oversigt over fast tilknyttet lønnet og

   ulønnet personale.

 

TOBAKKEN har medsendt den ønskede dokumentation, og har i ansøgningen præciseret antallet af fast tilknyttet personale på TOBAKKEN. Bortset fra frivillige scenemedarbejdere har TOBAKKEN ikke ulønnet personale.

 

 

4.0  DET KONKRETE AFSLAG

Musikudvalget har i deres afslagsskrivelse opstillet yderligere kriterier for deres overvejelser.

 

                Følgende faktorer har især spillet ind i vurderingen:                

 

• Udvikling af det rytmiske musikliv i lokalt, nationalt og internationalt perspektiv.

 

Musikudvalget vælger en formulering, som virker ukonkret og i virkeligheden uangribelig. Men TOBAKKEN antager, at denne formulering betyder evnen til at medvirke ved udviklingen af kunstnere/bands i det lokale område, udviklingen af kunstnere/bands på national plan – og udviklingen af danske kunstnere/bands, som vil kunne begå sig internationalt.

Uanset hvilket niveau der tales om i ovenstående, kan TOBAKKEN byde ind jvf. den fremsendte ansøgning – udviklingen af vækstlaget er detaljeret beskrevet både regionalt og nationalt.

 

• Spillestedets fysiske og økonomiske rammer.

 

TOBAKKEN har ubestrideligt de fysiske rammer til stort set alle udfordringer inden for præsentation af rytmisk musik.

TOBAKKEN har fremsendt regnskaber for 2005, 2006 og økonomirapport for 2007, og har udarbejdet budget for 2009-2012. Desuden er der til denne redegørelse udarbejdet et mere detaljeret budget for 2009-2012 for de ”støtteberettigede” arrangementer alene. De økonomiske rammer er bestemt tilstede.

 

• Spillestedets ledelses- og personalemæssige ressourcer.

 

TOBAKKEN har i sin ansøgning detaljeret redegjort for de ledelses- og personalemæssige ressourcer.

 

• Spillestedets samspil med det øvrige musikliv i virkeområdet.

 

TOBAKKEN er stort set det eneste spillested i det sydvestlige Jylland, der afvikler rytmisk musik på kontinuerlig basis. TOBAKKEN har redegjort for samarbejdsrelationer og udviklingen heraf i sin ansøgning.

 

• Spillestedets lokale forankring, publikumsunderlag og markedsføring.

 

TOBAKKEN har en rigtig god forankring lokalt og regionalt, men med de begrænsninger befolkningstallet i regionen sætter. TOBAKKEN har redegjort for sin markedsføring i ansøgningen.

 

• Spillestedets identitet som musikalsk kraftcenter.

 

TOBAKKENs identitet som musikalsk kraftcenter både i regionen og blandt spillesteder, bookingbureauer og musikere i Danmark, mener vi selv, er ubestridelig.

 

• Spillestedets evne til at tiltrække ny og spændende musik af høj kunstnerisk kvalitet.

 

TOBAKKEN har præsenteret og vil fremover fortsætte med at præsentere ny og spændende musik af høj kunstnerisk kvalitet – på samme måde som de fleste af de øvrige regionale spillesteder gør det.

 

• Spillestedets målrettede engagement i at udvikle nye musikalske talenter inden for sit

   virkeområde.

 

TOBAKKEN har i ansøgningen detaljeret redegjort for arbejdet vedr. vækstlag.

 

Musikudvalget har set det som sin opgave at identificere de spillesteder, som i den kommende fireårige periode bedst vil være i stand til at bidrage til at styrke kvaliteten og tilgængeligheden af den rytmiske musik i Danmark jf. de kriterier Musikudvalget har udmeldt.

 

TOBAKKEN har gennem de sidste mange år bidraget til at styrke kvaliteten og tilgængeligheden af den rytmiske musik i Danmark – og det vil vi blive ved med. Men det er betænkeligt, at Musikudvalget ikke har fundet det attraktivt at fortsætte med at styrke hverken kvaliteten eller tilgængeligheden af den rytmiske musik i det sydvestlige Jylland.

 

I udvælgelsesprocessen har kvaliteten hos den enkelte ansøger været afgørende, dog med en skelen til, at den samlede nationale struktur skulle gå op med hensyn til behovet for:

§         Genre-specifikke spillesteder med speciale inden for en eller flere specifikke genrer

§         Genre-brede spillesteder

 

TOBAKKEN mener, at Musikudvalget med deres dispositioner vedr. udpegning af regionale spillesteder, har ladet hånt om denne formulering. Den samlede nationale struktur set med jyske øjne er ikke ”gået op”.

 TOBAKKEN er ubestrideligt et genrebredt spillested – og uanset hvilken profil Musikudvalget har søgt efter i vurderingen af de ansøgende spillesteder, er TOBAKKEN et af den rytmiske musiks kraftcentre – et regionalt spillested.

 

 

5.0  KONSEKVENSER VED DEN MANGLENDE UDPEGNING TIL REGIONALT SPILLESTED

ØKONOMISKE KONSEKVENSER

De økonomiske konsekvenser for TOBAKKEN ved den manglende udpegning er selvfølgelig at der mistes det statsligt ansøgte beløb på kr. 2.050.000 – og formodentlig også det ekstraordinære tilsagn fra Esbjerg Kommune på kr. 500.000.

Dertil kommer at TOBAKKEN pt. modtager ca. kr. 400.000 årligt i statslig refusion i forbindelse med flexjob-aftaler.

 

KUNSTNERISKE KONSEKVENSER

De kunstneriske konsekvenser er langt mere vidtrækkende.

 

Samtlige af de direkte støtteberettigede arrangementer vil naturligt bortfalde, da der ikke vil være økonomisk grundlag for at opretholde den del af den kunstneriske profil.

Ca. 70 arrangementer med ca. 110 kunstnere/bands vil falde bort årligt. Herunder alle up-coming og vækstlags kunstnere/bands. Under dette bortfalder bl.a. TOBAKKENs program for børn, klubben for sangskrivere ”Songwriters Attic”, samarbejdet med det regionale ensemble RARE og den nye regionale ”vækstlagskonsulent”.

 

Smalle arrangementer med rytmisk musik af højeste kunstneriske kvalitet vil falde bort. Herunder TOBAKKENs New Orleans Festival (som gennem en uge afvikles i samarbejde med Vestjysk Musikkonservatorium), diverse big bands bl.a. Radioens Big Band, Klüvers Big Band, Drum’n’Bass Big Band, udenlandske jazz navne som Curtis Stigers, Marcus Miller, John Scofield, Michael Landau, Dave Weckl etc., det begrænsede udbud af verdensmusik, som hidtil er blevet præsenteret.

 

Publikum i regionen fratages muligheden for at deltage i arrangementer med spændende rytmisk musik af høj kunstnerisk kvalitet – inden for rimelige geografiske og transportmæssige afstande.

 

Det regionale vækstlag fratages muligheden for udvikling og samarbejde med TOBAKKEN, som den samlende og ofte udfarende kraft.

 

Regionen fratages muligheden for at opretholde et spillested, som har muligheden for at eksperimentere og satse på mangfoldigheden af kunstnere/bands, som enten er etablerede, nyskabende, smalle, uafhængige, lokale, internationale, eksperimenterende eller noget helt andet.