Europaudvalget
EU-konsulenten
Til:                 Dato:	Europaudvalget, Det Energipolitiske udvalg, Erhvervsudvalget, Finansudvalget, Forsvarsudvalget, Kirkeudvalget, Kulturudvalget, Miljø- og Planlægningsudvalget, Retsudvalget, Socialudvalget, Sundhedsudvalget, Trafikudvalget, Uddannelsesudvalget, Det Udenrigspolitiske nævn, Udenrigsudvalget, Udvalget for Fødevarer, Landbrug og fiskeri, Udvalget for Udlændinge og integrationspolitik, Udvalget for Videnskab og teknologi   31. marts 2008

 

Baggrundsnote om Lissabontraktatens ændringer af politikområder under Folketingets fagudvalg

Denne note søger at give et overblik over Lissabontraktatens væsentligste ændringer af traktatgrundlaget, som har betydning for de enkelte fagudvalgs arbejde med EU-sagerne. Der fokuseres på ændringerne i EU’s politikområder under fagudvalgenes respektive kompetenceområder, og særligt på ændringerne af beslutningsprocedurerne. For så vidt angår den generelle gennemgang af Lissabontraktaten og de institutionelle ændringer henvises til EU-konsulenttjenestens EU-note - E 8 af 6. december 2007, som også er optrykt som bilag i EU-Oplysningens sammenskrevne udgave af Lissabontraktaten, på s. 382.

 

Denne note er derfor ment som et opslagsværk til brug for de respektive fagudvalgs samt Europaudvalgets daglige arbejde med EU-sagerne snarere end som en tekst, der nødvendigvis bør læses fra ende til anden. Der er i øvrigt emner, som behandles i flere fagudvalg (fx EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik, som både hører under Forsvarsudvalget og Udenrigspolitisk Nævn). For overskuelighedens skyld beskrives ændringerne i relation til disse emner under alle de berørte fagudvalg, hvorfor der forekommer nogen gentagelse. Noten vil blive opdateret og suppleret efter behov.

 

Det bemærkes, at der i noten ikke tages stilling til, om ændringer i traktatgrundlaget indebærer overgivelse af suverænitet. Herom henvises til Justitsministeriets § 20-redegørelse fra december 2007.

 

Redegørelsen beskriver Lissabontraktatens ændringer i de politikområder, der hører under følgende fagudvalg i Folketinget (i parentes er angivet de emneområder, der ændres eller berøres med Lissabontraktaten):

 

-          Det Energipolitiske Udvalg (energipolitikken).................................. 3

-          Erhvervsudvalget (indre marked, intellektuelle ejendomsrettigheder, turisme)            . 4

-          Finansudvalget (budgettet, eurosamarbejdet)................................... 8

-          Forsvarsudvalget (den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik)........... 10

-          Kirkeudvalget (respekt af kirkers status m.v.)................................ 12

-          Kulturudvalget (kultur, sport)......................................................... 13

-          Miljø- og Planlægningsudvalget (miljøpolitikken) ......................... 14

-          Retsudvalget (retlige og indre anliggender, beskyttelse af personoplysninger, dyrevelfærd)                15

-          Socialudvalget (social tryghed for vandrende arbejdstagere)............. 21

-          Sundhedsudvalget (folkesundhed)................................................. 23

-          Trafikudvalget (transportpolitikken)................................................ 24

-          Uddannelsesudvalget (uddannelsespolitikken)............................... 25

-          Det Udenrigspolitiske Nævn (fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, fælles sikkerheds- og forsvarspolitik)             26

-          Udenrigsudvalget (fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, udviklingssamarbejde og humanitær bistand)                 30

-          Udvalget for Fødevarer, Landbrug og fiskeri (landbrug, fiskeri, dyrevelfærd)          33

-          Udvalget for Udlændinge og Integrationspolitik (retlige og indre anliggender fvsa. grænsekontrol, asyl og indvandring)   35

-          Udvalget for Videnskab og Teknologi (forskning, rumpolitik).......... 37

 

Lissabontraktaten skønnes ikke at medføre væsentlige ændringer af EU-politikområderne under de øvrige fagudvalgs sagsområder.

 

For så vidt angår henvisningerne til Lissabontraktatens artikler bemærkes for god ordens skyld, at Lissabontraktaten er en ændringstraktat, som ændrer i hhv. traktaten om Den Europæiske Union og i traktaten for de Europæiske Fællesskaber, idet sidstnævnte med Lissabontraktatens ændrer navn til ”traktaten om Unionens funktionsmåde”. I den forbindelse benyttes følgende forkortelser i fodnoterne:

 

TEU= Traktaten om Den Europæiske Union

TEUF= Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.

 

* * *

 

Det Energipolitiske udvalg

 

Udvalgets sagsområder: Energiplanlægning og energiforsyning, herunder efterforskning, indvinding, tilførsel, produktion og anvendelse af kulbrinter, vedvarende energi og energibesparelser samt ejerforhold, placering og sikkerhed m.h.t. energianlæg.

 

Energipolitikken

 

Med Lissabontraktaten får energipolitikken sit helt eget retsgrundlag[1].

Unionen har hidtil kunne vedtage lovgivning på energiområdet med hjemmel i en række bestemmelser i EF-traktaten[2]. Udover at indføre en hjemmelsbestemmelse præciserer Lissabontraktaten også målsætningerne for EU’s energipolitik, som er ”i en ånd af solidaritet mellem medlemslandene”:

a)       at sikre energimarkedets funktion

b)       at sikre energiforsyningssikkerheden i Unionen

c)       at fremme energieffektivitet og energibesparelser samt udvikling af nye og vedvarende energikilder

d)       at fremme sammenkobling af energinet.

 

EU kan træffe de nødvendige foranstaltninger for at nå disse målsætninger. I den forbindelse præciseres det dog, at EU-foranstaltningerne ikke berører medlemsstaternes ret til selv at fastsætte betingelserne for udnyttelse af deres energiressourcer, deres valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af deres energiforsyning. Det bemærkes, at foranstaltninger vedr. atomenergi fortsat hører under Euratom-traktaten. Desuden gælder EU’s kompetence på området med forbehold for traktaternes øvrige bestemmelser, hvorved forstås, at den nye kompetence ikke griber ind i de beføjelser, der er på andre politikområder.

 

Lissabontraktaten indfører også en præcisering i afsnittet om den økonomiske politik, idet det tilføjes, at beføjelsen til at træffe foranstaltninger til afhjælpning af forsyningsvanskeligheder særligt gælder i forhold til energiområdet[3]. Præciseringen skaber ikke en hjemmel til at træffe nye foranstaltninger, som ikke kunne træffes før, men kan dog tillægges en vis politisk signalværdi.

 

Den nye hjemmelbestemmelse ændrer også lovgivningsprocedurerne på energiområdet, idet alle foranstaltninger inden for energiområdet fremover skal træffes efter den almindelige lovgivningsprocedure, dvs. af Europa-Parlamentet og Rådet, og med kvalificeret flertal i Rådet. Den almindelige lovgivningsprocedure er i alt væsentligt identisk med den fælles lovgivningsprocedure, som gælder i dag.

 

På de områder, hvor EU-lovgivning tidligere blev vedtaget efter den særlige hjemmelsbestemmelse om lovgivning uden specifikt hjemmelsgrundlag[4], vil man således gå fra enstemmighed til kvalificeret flertal i Rådet, og Europa-Parlamentet vil fremover blive inddraget som medlovgiver.

 

På andre områder, hvor retsakter tidligere blev truffet efter den fælles beslutningsprocedure, medfører overgangen til den almindelige lovgivningsprocedure ingen væsentlige ændringer.[5]

 

Endelig præciseres det i de indledende bestemmelser til traktaten om Unionens funktionsmåde, at energi er et område med delt kompetence mellem Unionen og EU-landene[6]. Det er det også efter de gældende traktater, men det er angives først nu i traktatgrundlaget.

 

* * *

 

Erhvervsudvalget

 

Udvalgets sagsområder: handel, håndværk, industri, søfart, turisme og den finansielle sektor samt selskabslovgivning, regnskab og revision, valutalovgivning, prislovgivning, næringslovgivning, konkurrencelovgivning, patenter, varemærker og mønstre, erhvervsfremme, erhvervsstøtte m.v.

 

Indre marked

 

Det indre marked er en af EU’s centrale politikker og reglerne herom findes forskellige steder i EF-traktaten[7]. Lissabontraktaten ændrer ikke ved de grundlæggende regler om fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Derimod ændres der i den særlige bestemmelse om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

 

I dag påhviler det EU-landene og Unionen inden for deres respektive kompetenceområder at sikre, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ydes på grundlag af principper og vilkår, der gør det muligt for EU-landene og Unionen at opfylde deres opgaver[8]. Bestemmelsen har i sin nuværende form mest en understøttende karakter og giver således ikke Unionen kompetence til at lovgive på området. Med Lissabontraktaten ændrer bestemmelsen karakter fra en understøttende bestemmelse til en egentlig hjemmelsbestemmelse, hvorefter EU ved forordning kan fastsætte visse principper og vilkår for medlemsstaternes levering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse[9]. Samtidig præciseres det dog, at Unionens kompetence ikke anfægter EU-landenes kompetence til at levere, udlægge og finansiere sådanne tjenesteydelser.

 

Proceduremæssigt medfører den nye bestemmelse, at forordninger, hvorved visse erhverv forbundet med offentlig virksomhed undtages fra etableringsretten, skal vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure, dvs. af Europa-Parlamentet og Rådet, som træffer afgørelse med kvalificeret flertal. Sådanne foranstaltninger har hidtil kunne træffes efter EF-traktatens generelle hjemmelsbestemmelser, hvor der i visse tilfælde kræves enstemmighed[10].

 

Beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder

 

Lissabontraktaten indfører en specifik hjemmelsbestemmelse om beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder[11]. Efter denne bestemmelse kan EU som led i det indre markeds oprettelse eller funktion:

-          træffe foranstaltninger vedrørende indførelse af europæiske beskyttelsesbeviser for at sikre en ensartet beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder i Unionen, samt

-          indføre centraliserede tilladelses-, koordinations- og kontrolordninger pÃ¥ EU-niveau. 

 

Foranstaltningerne fastsættes af Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure, som i alt væsentligt svarer til den fælles beslutningsprocedure.

 

Endvidere bestemmes det, at Rådet ved forordning efter en særlig lovgivningsprocedure fastsætter sprogordningen for de europæiske beskyttelsesbeviser[12]. Henvisningen til den særlige lovgivningsprocedure betyder her, at Rådet træffer afgørelse med enstemmighed efter høring af Europa-Parlamentet.

 

De foranstaltninger, som fremover kan fastsættes med hjemmel i den nye bestemmelse, har hidtil kunne fastsættes efter de generelle hjemmelsbestemmelser i EF-traktaten[13]. Ændringen består således navnlig i, at foranstaltninger, der tidligere blev truffet med enstemmighed[14], fremover skal træffes med kvalificeret flertal i Rådet, dels at Europa-Parlamentet inddrages som medlovgiver.

 

Andre ændringer af betydning for det indre marked

 

På en række andre områder, som vedrører det indre marked, foretages alene ændring af beslutningsproceduren. Det gælder navnlig områder, hvor Rådet i dag træffer afgørelse med kvalificeret flertal efter høring af Europa-Parlamentet. Fremover vil proceduren inden for følgende områder være den almindelige lovgivningsprocedure, hvor Europa-Parlamentet er medlovgiver:

-          undtagelse af visse erhverv forbundet med udøvelse af offentlig myndighed fra etableringsretten[15]

-          udvidelse af anvendelsen af bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser til tjenesteydere, som er statsborgere i et tredjeland og bosat inden for EU[16]

-          bestemmelser til liberalisering af tjenesteydelser[17]

-          foranstaltninger om kapitalbevægelser til eller fra tredjelande, som vedrører direkte investeringer, m.v.[18]

-          fjernelse af fordrejning af konkurrencevilkÃ¥rene[19].

 

Turisme

 

Turisme har ikke hidtil haft sit eget retsgrundlag i EF-traktaten. Fællesskabet har dog bl.a. kunne vedtage foranstaltninger på turismeområdet med hjemmel i generelle hjemmelsbestemmelser[20].

 

Med Lissabontraktaten indføres et specifikt hjemmelsgrundlag, som gør det muligt at vedtage visse foranstaltninger på turismeområdet[21]. Bestemmelsen åbner op for, at Unionen kan bidrage til at fremme konkurrenceevnen for Unionens virksomheder inden for turistsektoren. Det præciseres, at Unionens indsats på turistområdet skal:

a)       tilskynde til at skabe et gunstigt klima for udvikling af virksomhederne inden for turistsektoren

b)       fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne, navnlig ved udveksling af god praksis.

 

For at nå disse mål kan Unionen træffe de nødvendige foranstaltninger, men alene til supplering af medlemsstaternes indsats inden for området. Det fremgår udtrykkeligt af den nye bestemmelse, at foranstaltningerne ikke må medføre harmonisering af reglerne på området. Harmonisering inden for området vil derfor hovedsagelig skulle foregå efter den generelle hjemmel til harmonisering i det indre marked[22].

 

Indsættelsen af den nye bestemmelse medfører, at foranstaltninger til supplering af medlemsstaternes indsats inden for turisme, som tidligere blev truffet efter den generel hjemmelsbestemmelse om retsakter uden specifikt retsgrundlag[23], overgår fra vedtagelse med enstemmighed til vedtagelse med kvalificeret flertal, dels at Europa-Parlamentet bliver medlovgiver.

 

I øvrigt præciseres det i de indledende bestemmelser til traktaten om Unionens funktionsmåde, at turisme hører under de områder, hvor Unionen kun kan gennemføre understøttende, koordinerende eller supplerende tiltag[24]. Dette er også tilfældet efter de gældende traktater, men angives nu udtrykkeligt i traktatteksten.

 

* * *

 

Finansudvalget

 

Udvalgets sagsområder finanslovforslag, konkrete bevillingssager (aktstykker) fra ministre, tillægsbevillingslovforslag, statslån, statsrevisorernes betænkning over statsregnskabet m.v.

 

Budgettet

 

Lissabontraktaten indebærer navnlig en forenkling af beslutnings-procedurerne på budgetområdet. Især to nyskabelser skal her nævnes, nemlig vedtagelsen af EU’s årlige budget[25] og bestemmelsen om den flerårige finansielle ramme[26].

Vedtagelsen af EU’s årlige budget

Med hensyn til det årlige budget indføres med Lissabontraktaten én fælles procedure for vedtagelse af hele EU’s budget, hvor Rådet og Parlamentet ligestilles[27]. Dermed afskaffes det eksisterende system med forskellige beslutningsprocedurer for henholdsvis obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter på EU-budgettet. Parlamentet får dermed fuld indflydelse på fastlæggelsen af budgettets obligatoriske udgifter.

Hertil kommer, at den nye budgetprocedure afkortes fra, som i dag, at kræve to behandlinger i Rådet og Parlamentet til kun én behandling.

Endelig traktatfæstes med Lissabontraktaten muligheden for at indkalde et forligsudvalg sammensat af repræsentanter for Parlamentet og Rådet og med deltagelse af Kommissionen i tilfælde af uenighed mellem Parlamentet og Rådet under førstebehandlingen[28]. Hvis forligsudvalget når til enighed om et kompromis, skal det efterfølgende godkendes af både Parlamentet og Rådet, og siger begge EU-institutioner efterfølgende ja til budgettet, betragtes det som vedtaget. Skulle den situation derimod opstå, at enten Parlamentet eller Rådet beslutter sig for at underkende deres forhandleres ja til budgettet i forligsudvalget, står Rådet svagest i det videre forløb. Det gælder navnlig, hvis Parlamentet godkender aftalen, mens Rådet siger nej. For så har Parlamentet det sidste ord at skulle have sagt og kan vedtage budgettet med de ændringsforslag fra førstebehandlingen, som Rådet ikke kunne acceptere. Er det derimod Rådet, som siger ja, mens Parlamentet forkaster kompromisforslaget, falder budgettet og Kommissionen må fremlægge et nyt budgetforslag. Hvis der ikke opnås enighed i forligsudvalget, er forslaget til budget forkastet, og Kommissionen må fremsætte et nyt forslag.

Brugen af flerårige finansielle rammer

En anden vigtig nyskabelse med Lissabontraktaten er, at brugen af flerårige finansielle rammer, som i dag fastsættes på baggrund af aftaler mellem EU-institutionerne, traktatfæstes[29]. Siden 1987 har medlemsstaterne i EU aftalt flerårige udgiftslofter for budgettet for perioder på 5-7 år med henblik på at sikre bedre budgetdisciplin og fred mellem de to budgetmyndigheder. Med Lissabontraktaten skal de flerårige finansielle rammer fastlægges for en periode på mindst fem år med enstemmighed af Rådet efter godkendelse af Europa-Parlamentet.

Dog kan Det Europæiske Råd med enstemmighed beslutte at gøre det muligt for Rådet at vedtage fremtidige finansielle rammer med kvalificeret flertal i stedet for enstemmighed[30].

Vedtagelsen af finansielle regler

Lissabontraktaten ændrer også proceduren for vedtagelse af centrale finansielle retsakter som fx finansforordningen vedrørende EU’s budget. Denne forordning, øvrige regler og retningslinjer for regnskabsaflæggelsen og revisionen samt reglerne for kontrollen med de finansielle aktører, vil fremover skulle vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure[31]. Dette betyder navnlig, at afstemningsproceduren i Rådet ændres fra enstemmighed til kvalificeret flertal, og at Europa-Parlamentet bliver medlovgiver, hvor det i dag kun skal høres.

Eurosamarbejdet

Lissabontraktaten indebærer også en styrkelse af eurolandenes samarbejde, herunder reglerne om budgetdisciplin og udarbejdelsen af fælles økonomisk-politiske retningslinier[32]. Der er desuden tale om ændringer på følgende områder:

 

-          Kommissionens position i forhold til proceduren for uforholdsmæssigt store underskud styrkes. Fremover kræves der enstemmighed i RÃ¥det for at gÃ¥ imod Kommissionens indstilling, hvor RÃ¥det i dag kan ændre den med kvalificeret flertal i RÃ¥det[33].

 

-          Det præciseres, at lande der stÃ¥r uden for euroen, ikke har stemmeret i visse spørgsmÃ¥l, fx om henstillinger til eurolande som led i multilateral overvÃ¥gning, herunder stabilitetsprogrammer og advarsler, samt vedrørende foranstaltninger vedrørende uforholdsmæssigt store underskud[34].

 

-          Der indføres en bestemmelse, hvorefter eurolandenes ministre - den sÃ¥kaldte eurogruppe - vælger en fast formand for 2½ Ã¥r ad gangen[35].

 

For så vidt angår proceduren for optagelse af nye lande i eurosamarbejdet, indfører Lissabontraktaten en bestemmelse om, at der skal foreligge en henstilling fra et kvalificeret flertal blandt eurolandene, før Rådet træffer beslutning blandt alle lande om ophævelse af et lands dispensation fra deltagelse i den fælles valuta[36].

 

Euroforbeholdet

Danmarks forbehold over for euroen indebærer, at Danmark ikke deltager i Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase.

 

* * *

 

Forsvarsudvalget

 

Udvalgets sagsområder: Forsvar, udskrivningsvæsen, civile værnepligtige, civile institutioner under forsvaret, det kommunale og statslige redningsberedskab, det civile beredskab, atomberedskabet og nuklear sikkerhed samt sikkerhedspolitiske spørgsmål, som er knyttet til forsvarets opgaver.

 

Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik

 

De nye bestemmelser om det fælles sikkerheds- og forsvarssamarbejde[37] definerer blandt andet:

-          rækkevidden af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik[38]

-          de opgaver, hvortil civile og militære midler kan anvendes[39]

-          muligheden for overdragelse af opgaver til medlemsstaterne[40]

-          Det Europæiske Forsvarsagenturs opgaver[41]

-          deltagelse i permanent struktureret samarbejde[42]

 

Der indføres en solidaritetsklausul: Hvis en medlemsstat udsættes for et væbnet angreb på sit område, skal de øvrige medlemsstater yde den pågældende medlemsstat al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen[43].

 

Lissabontraktaten bevarer grundtrækkene fra den eksisterende sikkerheds- og forsvarspolitik. Målet er stadig en gradvis udvikling af en fælles EU-forsvarspolitik, som med tiden kan føre til et fælles EU-forsvar.

Dette forudsætter dog stadig en enstemmig beslutning i Det Europæiske Råd. Hovedsigtet med den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik er, at EU skal kunne varetage krisestyringsopgaver – de såkaldte Petersbergopgaver – med anvendelsen af såvel civile som militære midler, som stilles til rådighed af medlemsstaterne.

 

Lissabontraktaten ajourfører hvilke typer opgaver, der kan være tale om[44]. Det drejer sig om følgende opgaver:

-          Fælles aktioner pÃ¥ nedrustningsomrÃ¥det,

-          Humanitære opgaver og redningsopgaver,

-          RÃ¥dgivnings- og bistandsopgaver pÃ¥ det militære omrÃ¥de,

-          Konfliktforebyggende og fredsbevarede opgaver,

-          Kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse og postkonfliktstabiliseringsoperationer.

Desuden fastslås det, at disse opgaver kan bidrage til bekæmpelse af terrorisme.

 

Som noget nyt kan det overlades til en gruppe af medlemsstater at varetage opgaverne, og disse medlemsstater skal så stille den nødvendige militære eller civile kapacitet til rådighed[45]. Dette har dog bl.a. allerede fundet sted under de gældende traktater, i forbindelse med EU-operationen i Congo i 2003, hvor det kun var en mindre gruppe af lande, som deltog. EU har ikke altid tilstrækkelig kapacitet til at påtage sig sådanne opgaver. Et vigtigt mål med Lissabontraktaten er derfor også at bidrage til en gradvis opbygning af den nødvendige kapacitet. Lissabontraktaten forpligter bl.a. derfor medlemsstaterne til gradvist at forbedre deres militære kapacitet.

 

Som noget nyt indføres en mulighed for, at medlemsstater kan gå sammen i et permanent struktureret samarbejde om udviklingen af militær kapacitet – f.eks. deltagelse i samarbejdsprogrammer for udvikling af forsvarsmateriel[46]. Til at bistå med udviklingen af den militære kapacitet traktatfæstes nu også oprettelsen af et europæisk agentur for forsvarsmateriel, forskning og militær kapacitet, også benævnt Det Europæiske Forsvarsagentur[47]. Rådet oprettede dog allerede agenturet den 12. juli 2004 ved en fælles aktion. Endelig præciseres, at ansvaret for den mere konkrete fastlæggelse af et lands militære kapacitet forbliver et nationalt anliggende.

 

Det danske forsvarsforbehold

Forsvarsforbeholdet indebærer, at Danmark ikke deltager i udarbejdelsen og gennemførelsen af afgørelser og tiltag indenfor forsvarsområdet. Danmark bidrager så heller ikke til finansieringen af aktioner inden for forsvarsområdet. Danmark kan dog ikke forhindre, at de øvrige EU-lande udvikler deres samarbejde på området.

 

* * *

 

Kirkeudvalget

 

Udvalgets sagsområder: Folkekirken, begravelsesvæsenet, andre trossamfunds stilling m.v.

 

Lissabontraktaten indfører en ny bestemmelse om respekt af kirkers og konfessionsløse organisationers status[48]. Det er første gang respekten for kirker og religion udtrykkeligt er genstand for en selvstændig bestemmelse i traktatgrundlaget.

 

Det fremgår af bestemmelsen, at Unionen skal respektere og ikke må anfægte den status, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne i henhold til national lovgivning. Unionen skal ligeledes respektere den status, som filosofiske og konfessionsløse organisationer har i henhold til national lovgivning. Endelig fastslås det, at Unionen opretholder en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med disse kirker og organisationer i anerkendelse af deres identitet og specifikke bidrag.

 

Indsættelsen af den nye bestemmelse om kirker og konfessionsløse samfund indfører dog ikke nogen ny kompetence for Unionen til at lovgive på området.

 

* * *

 

Kulturudvalget

 

Udvalgets sagsområder: kulturelle og kunstneriske anliggender, herunder biblioteker, museer, teatre, film, radio, fjernsyn, idræt m.v. samt ophavsret.

 

Kultur

 

I dag kan EU vedtage tilskyndelsesforanstaltninger på kulturområdet efter den fælles beslutningsprocedure, idet der dog kræves enstemmighed i Rådet[49]. Med Lissabontraktaten erstattes enstemmighed med kvalificeret flertal, da foranstaltningerne fremover skal vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure[50]. Denne procedure er stort set identisk med den fælles beslutningsprocedure.

 

I øvrigt præciseres det i de indledende bestemmelser til traktaten om Unionens funktionsmåde, at kultur hører under de områder, hvor Unionen kun kan gennemføre understøttende, koordinerende eller supplerende tiltag[51]. Dette er også tilfældet efter de gældende traktater, men præciseres nu specifikt i traktatteksten.

 

Sport

 

Den gældende bestemmelse om uddannelse, erhvervsuddannelse og ungdom[52], udvides specifikt til at omhandle sport[53]. Det er således første gang sport udtrykkeligt nævnes i traktatgrundlaget. Udbygningen af bestemmelsen ændrer dog ikke ved den hjemmel, som lovgiver skal benytte ved foranstaltninger om sport, idet man også hidtil har skullet vedtaget disse efter bestemmelsen om ungdom[54].

 

I den forbindelse præciseres det:

-          at EU bidrager til fremme af sport i Europa og tager hensyn til sportens specifikke forhold, dens strukturer, der bygger pÃ¥ frivillighed, og dens sociale og uddannende funktion

-          at mÃ¥lene for Unionens indsats bl.a. er at udvikle sportens europæiske dimension ved at fremme retfærdighed og Ã¥benhed i sportskonkurrencer og samarbejde mellem de organisationer og myndigheder, der har ansvar for sport, samt ved at beskytte sportsudøvernes, især de yngstes, fysiske og moralske integritet.

 

Endelig skal Unionen og medlemsstaterne fremme samarbejdet med tredjelande og med de internationale organisationer, der beskæftiger sig med uddannelsesforhold og sport, herunder navnlig Europarådet.

 

I øvrigt præciseres det i de indledende bestemmelser til traktaten om Unionens funktionsmåde, at sport henhører under de områder, hvor Unionen kun kan gennemføre understøttende, koordinerende eller supplerende tiltag[55]. Dette er også tilfældet efter de gældende traktater, men præciseres nu specifikt i traktaten.

 

* * *

 

Miljø- og Planlægningsudvalget

 

Udvalgets sagsområder: Miljøbeskyttelse, naturbeskyttelse, skovbrug og fysisk planlægning samt genteknologi, jagt, vildtforvaltning, erhvervelse til rekreative formål, kulturmiljø, bygnings- og naturfredning, råstoffer i jorden og på havbunden m.v.

 

Med Lissabontraktaten ændres formålsbestemmelsen om miljøpolitikken, idet det tilføjes, at EU’s målsætninger om at fremme internationalt samarbejde om miljøproblemer navnlig omfatter bekæmpelse af klimaforandringer[56]. Der er alene tale om en tydeliggørelse af en problemstilling inden for et eksisterende EU-politikområde, idet klimapolitikken hidtil har været en integreret del af EU’s miljøpolitik.

 

I øvrigt præciseres det i de indledende bestemmelser til traktaten om Unionens funktionsmåde, at miljøpolitikken er et område med delt kompetence mellem Unionen og EU-landene[57]. Dette er også tilfældet efter de gældende traktater, men præciseres nu specifikt i traktaten.

 

* * *

 

Retsudvalget

 

Udvalgets sagsområder: Rets- og politivæsen, herunder retsplejeloven, retsafgifter, straffelovgivning, almindelig formueret, herunder tinglysning, familieret, færdselslovgivning, dyreværn m.v. Udvalget afgiver indstilling om valg af Folketingets ombudsmand og om Ombudsmandens årlige beretning, og udvalget kan gøre indstilling om afskedigelse af ombudsmanden.

 

Retlige og indre anliggender

 

- Generelt

EU-samarbejdet om retlige og indre anliggender er et af de politikområder, der berøres mest af Lissabontraktaten, hvilket bl.a. skyldes, at traktaten samler og omskriver bestemmelserne på området for at tydeliggøre teksten og for at udbedre tidligere ændringstraktaters spredte systematik.

 

Samarbejdet om retlige og indre anliggender fordeler sig - som i dag - på tre hovedområder:

1.       Samarbejdet om strafferet og politi

2.       Samarbejdet om grænsekontrol, asyl og indvandring

3.       Det civilretlige samarbejde

 

Samarbejdet under punkt 2. og 3. har hidtil været overstatsligt (søjle 1, dvs. under EF-traktaten), mens samarbejdet under punkt 1. har været mellemstatsligt (den såkaldte 3. søjle, dvs. EU-traktaten).

 

Med Lissabontraktaten samles alle bestemmelser om retlige og indre anliggender (herefter RIA-samarbejdet) i et enkelt afsnit i traktaten om Unionens funktionsmåde[58]. Samtidig afskaffes den nuværende søjlestruktur, hvilket har den konsekvens, at hele RIA-samarbejdet gøres overstatsligt. Beslutningsprocedurerne forenkles, idet næsten hele spektret af emner inden for RIA-samarbejdet vil skulle vedtages med kvalificeret flertal i Rådet og med Europa-Parlamentet som medlovgiver (dette sker ved udbredelsen af den såkaldte almindelige lovgivningsprocedure[59], som grundlæggende svarer til den nuværende fælles beslutningsprocedure). Regler vedrørende asyl, indvandring og kontrollen med de ydre grænser overgår helt til at skulle vedtages efter denne lovgivningsprocedure, mens man på enkelte særligt følsomme områder inden for det strafferetlige område og politisamarbejdet bevarer enstemmighed. Det gælder f.eks. i forbindelse med oprettelsen af en Europæisk Anklagemyndighed[60].

Initiativretten til forslag på RIA-området ligger som udgangspunkt hos Kommissionen, men på det strafferetlige område og inden for politisamarbejdet bevares en delt initiativret mellem Kommissionen og medlemsstaterne. Udover Kommissionen kan en gruppe på en fjerdedel af EU’s medlemsstater (dvs. mindst 7 lande) fremsætte forslag til retsakter inden for samarbejdet om strafferet og politi[61].

Endelig får EF-Domstolen (som ændrer navn til EU-domstolen) kompetence til at behandle sager inden for RIA-samarbejdet. Domstolen får dog ikke kompetence til at prøve gyldigheden eller proportionaliteten af operationer, som udføres af en medlemsstats politi eller andre retshåndhævende myndigheder, eller udøvelsen af medlemsstaternes beføjelser med hensyn til opretholdelsen af lov og orden og beskyttelse af den indre sikkerhed[62].

Overdragelsen af kompetence til Domstolen inden for strafferets- og politisamarbejdet sker dog først efter en overgangsperiode på fem år efter Lissabontraktatens ikrafttræden[63]. Der vil dog være fuld domstolskontrol for så vidt angår ændringsforanstaltninger vedtaget inden for samarbejdet om politi og straffesager i den femårige overgangsperiode fra disses ikrafttræden. Men kontrollen vil kun have virkning for de medlemsstater, som foranstaltningen finder anvendelse på.

Nogle enkelte kommentarer skal knyttes til de tre hovedområder.

- Samarbejdet om strafferet og politi

Som nævnt afskaffer Lissabontraktaten den mellemstatslige arbejdsform inden for samarbejdet om strafferet og politi[64]. Det bliver dermed muligt for EU at vedtage minimumsregler i form af direktiver, som fastsætter, hvad der skal anses for strafbare handlinger samt for straffene herfor[65]. Dette gælder dog som udgangspunkt kun på følgende typer af kriminalitet af særlig grov karakter, som har en grænseoverskridende dimension: terrorisme, menneskehandel og seksuel udnyttelse af kvinder og børn, ulovlig narkotikahandel, ulovlig våbenhandel, hvidvaskning af penge, forfalskning af betalingsmidler, edb-kriminalitet og organiseret kriminalitet. Listen kan udvides af Rådet til også at omfatte andre typer af kriminalitet.

Hertil kommer, at EU også inden for andre politikområder, hvor EU kan vedtage harmoniseret lovgivning, kan fastsætte minimumsregler for, hvad der udgør strafbare handlinger samt for straffene herfor, hvis en tilnærmelse af medlemsstaternes strafferetlige bestemmelser er nødvendig af hensyn til en effektiv gennemførelse af EU’s politik.

Lissabontraktaten gør det desuden muligt for EU at oprette en europæisk anklagemyndighed, ved en afgørelse vedtaget af Rådet med enstemmighed efter godkendelse i Europa-Parlamentet[66]. Anklagemyndighedens virkefelt vil som udgangspunkt være koncentreret om lovovertrædelser, der skader EU’s finansielle interesser. Men Det Europæiske Råd kan udvide anklagemyndighedens beføjelser til også at vedrøre grov kriminalitet med en grænseoverskridende dimension.

Der sker også en vis udvidelse af Eurojust’s opgaver til at iværksætte efterforskning af straffesager[67].

Endelig tildeler Lissabontraktaten de nationale parlamenter en særlig funktion i relation til overvågningen af samarbejdet om strafferet og politi. Det gælder både i forhold til kontrollen med EU-institutionernes overholdelse af nærhedsprincippet inden for dette område, samt sammen med Europa-Parlamentet i overvågningen af Europol og Eurojust.

Samtidig indføres for at sikre en smidig overgang fra enstemmighed til kvalificeret flertal, en særlig nødbremse, hvorefter medlemsstater kan blokere for et forslag, hvis de mener, det vil berøre grundlæggende aspekter af deres strafferetlige system[68]. I den forbindelse gives dog lande, som ønsker at gå videre, en særlig adgang til at indføre et forstærket samarbejde på det pågældende område (denne mekanisme kaldes også ”bremseacceleratoren”).

 

Udvidelse af det danske RIA-forbehold

Danmarks retsforbehold indebærer, at Danmark deltager fuld ud i det mellemstatslige samarbejde på området, men står uden for det overstatslige samarbejde.

Danmark har således hidtil deltaget fuldt ud i samarbejdet om straffesager og politisamarbejde, da det har været mellemstatsligt. Eftersom strafferets- og politisamarbejdet bliver overstatsligt vil Danmark efter evt. ikrafttrædelse af Lissabontraktaten stå uden for dette samarbejde såfremt det danske forbehold opretholdes.

- Grænsekontrol, asyl og indvandring

Lissabontraktatens nye regler om grænsekontrol, asyl og indvandring indebærer navnlig en overgang fra enstemmighed til kvalificeret flertal samt inddragelsen af Europa-Parlamentet som medlovgiver i overensstemmelse med den almindelige lovgivningsprocedure[69]. De nye bestemmelser er i vid udstrækning traktatmæssige præciseringer af mål og planer, som Det Europæiske Råd allerede har udstukket inden for det gældende traktater, og omfatter således ikke væsentlige indholdsmæssige ændringer af selve politikområdet.

Nyhederne i traktatteksten er navnlig:

-          fremhævelsen af et almindeligt princip om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling mellem medlemsstaterne vedr. grænsekontrol, asyl og indvandring [70]

-          en ny mÃ¥lsætning og et nyt retsgrundlag om gradvis indførelse af et integreret system for forvaltningen af de ydre grænser[71]

-          en ny hjemmel til fastsættelse af bestemmelser om pas, identitetskort, opholdsbeviser og lign[72]. Beslutningsproceduren er dog den samme, som den, der gælder i dag[73], nemlig enstemmighed i RÃ¥det og høring af Europa-Parlamentet. Med den nuværende hjemmel er der sÃ¥ledes vedtaget en forordning om biometriske kendetegn i europæiske pas[74].

-          en selvstændig bestemmelse om en fælles europæisk asylpolitik [75]

-          en selvstændig bestemmelse om fælles indvandringspolitik[76], som tidligere var slÃ¥et sammen med asylpolitikken[77]. Navnlig fremhæves bekæmpelsen af menneskehandel, især handel med kvinder og børn. Det bestemmes udtrykkeligt, at den fælles indvandringspolitik ikke berører medlemslandenes ret til at fastlægge, hvor mange der kan indrejse fra tredjelande for at søge arbejde som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende[78]

-          et nyt, udtrykkeligt retsgrundlag om støtte og fremme af integration af tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold[79].

Lissabontraktaten medfører også en række omrokeringer af de eksisterende bestemmelser. Bl.a. flyttes retsgrundlagene for foranstaltninger om henholdsvis pas, identitetskort, opholdstilladelser[80] og om indefrysning af aktiver for at bekæmpe terrorisme[81], til Lissabontraktatens samarbejde om frihed, sikkerhed og retfærdighed[82]. Det betyder samtidig, at de to hjemmelsbestemmelser ikke finder anvendelse for Danmark, idet de omfattes af det danske retsforbehold. Det samme gælder vedtagelsen af foranstaltninger vedrørende databeskyttelse i forhold til det politimæssige og strafferetlige samarbejde, som ligeledes vil være omfattet af retsforbeholdet.

Med Lissabontraktaten tilføjes desuden en bestemmelse i traktaten om Unionens funktionsmåde[83], som fastslår, at medlemsstaterne fri kan etablere samarbejde og koordinering mellem deres kompetente instanser inden for deres administration med ansvar for beskyttelsen af den nationale sikkerhed.

 

- Civilretligt samarbejde

Lissabontraktatens nye regler om civilretligt samarbejde[84] indebærer navnlig:

-          en præcisering af, at samarbejdet skal bygge pÃ¥ princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser og udenretlige afgørelser[85]

-           en præcisering af andre omrÃ¥der, hvor der kan vedtages foranstaltninger, fx om alternative metoder til tvistbilæggelse, støtte til uddannelse ag dommere, m.v.

I forbindelse med foranstaltninger på familieretsområdet videreføres den gældende beslutningsprocedure, som indebærer enstemmighed i Rådet og høring af Europa-Parlamentet. Muligheden for med enstemmighed at overgå til den almindelige lovgivningsprocedure fastholdes også. Endelig indføres en vetoret til hvert enkelt nationalt parlament over for indførelsen af kvalificeret flertal og den almindelige lovgivningsprocedure i forbindelse med grænseoverskridende familieretlige spørgsmål[86].

 

Beskyttelse samt udveksling af personoplysninger

 

Lissabontraktaten indfører et nyt og selvstændigt retsgrundlag inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), så EU kan vedtage regler for beskyttelsen af fysiske personer i forbindelse med medlemsstaternes behandling af personoplysninger på FUSP-området[87].

 

Desuden tilføjes i den gældende bestemmelse om beskyttelse af personoplysninger[88] en grundsætning om, at enhver har ret til beskyttelse af personoplysninger, der vedrører ham/hende. Denne grundsætning svarer til bestemmelsen i Chartret om grundlæggende rettigheder[89]. Det præciseres, at beskyttelsen af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger også påhviler medlemsstaterne, når disse udøver aktiviteter, der er omfattet af EU-retten. Den gældende bestemmelse[90], hvorefter Europa-Parlamentet og Rådet opretter en fælles uafhængig kontrolinstans med ansvar for at overvåge de fælles EU-regler på området, afløses af en bestemmelse om, at EU-reglerne skal kontrolleres af uafhængige myndigheder, hvilket også sker for at sikre sammenhængen med bestemmelsen i chartret.

 

Samtidig begrænses anvendelsesområdet for bestemmelsen om beskyttelse af personoplysninger, så det ikke omfatter beskyttelsen af personoplysninger på FUSP-området[91].

 

Det er værd at notere, at opsplitningen af retsgrundlagene på to bestemmelser i hhv. EU-traktaten og traktaten om Unionens funktionsmåde navnlig har den virkning, at Europa-Parlamentet ikke deltager i udarbejdelsen af regler om databeskyttelse på FUSP-området, idet Rådet træffer afgørelse alene og med kvalificeret flertal. På alle andre områder[92] gælder den almindelige lovgivningsprocedure, hvor Europa-Parlamentet er medlovgiver. Opsplitningen har dog også den konsekvens, at Danmark – på grund af forsvarsforbeholdet – ikke er omfattet af afgørelser, som vedrører personoplysninger inden for de områder, der er dækket af forsvarsforbeholdet[93].

 

Dyrevelfærd

 

Den gældende protokol om dyrebeskyttelse og dyrevelfærd får en mere central placering i traktatgrundlaget, idet protokollen integreres i selve teksten til traktaten om Unionens funktionsmåde[94].

 

Ifølge den nye traktatbestemmelse skal EU og medlemsstaterne i forbindelse med fastlæggelsen og gennemførelsen af visse centrale politikområder tage fuldt hensyn til velfærden hos dyr som følende væsener, samtidig med at de skal respektere medlemsstaternes love og administrative bestemmelser samt deres skikke, navnlig med hensyn til religiøse ritualer, kulturelle traditioner og regionale skikke.

 

Indlemmelsen af protokollen om dyrebeskyttelse og dyrevelfærd i traktatteksten har ikke umiddelbart retlige konsekvenser, da der er tale om en eksisterende bestemmelse fra en protokol, som har samme retlige status, om end der ligger en vis signalværdi i at placere bestemmelsen i selve traktatteksten.

 

 

* * *

 

Socialudvalget

 

Udvalgets sagsområder: Social pension, social service, individuel boligstøtte og børnetilskud.

 

Social tryghed for vandrende arbejdstagere

 

Lissabontraktaten indfører en ny horisontal "social" bestemmelse, som præciserer, at Unionen ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker skal tage hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af "et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse samt et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed"[95].

 

Grundlæggende sociale rettigheder anerkendes også i kraft af traktatens henvisning til chartret om grundlæggende rettigheder, som nu gøres juridisk bindende[96]. Chartret indeholder et afsnit om solidaritet, der nævner en række rettigheder og principper, der er direkte relevante for det sociale område, f.eks. retten til information og høring af arbejdstagerne i virksomheden, retten til at indgå kollektive overenskomster og retten til kollektive skridt, retten til at bruge en gratis arbejdsformidlingstjeneste og beskyttelse mod ubegrundet opsigelse samt retten til social sikring og social bistand m.m.

I den gældende bestemmelse i EF-traktaten, som handler om foranstaltninger vedrørende social tryghed for vandrende arbejdstagere, selvstændige og pårørende[97], ændres afstemningsproceduren fra enstemmighed til kvalificeret flertal i Rådet, idet hele området overgår til den almindelige lovgivningsprocedure[98].

Nødbremse

Derudover indføres en særlig nødbremse[99]. Herefter kan et EU-land, som finder, at et udkast til lovgivning om social tryghed vil berøre vigtige aspekter af landets sociale sikringssystem m.v., anmode Rådet om, at spørgsmålet forelægges Det Europæiske Råd. I så fald suspenderes den almindelige lovgivningsprocedure. Efter drøftelse skal Det Europæiske Råd, som træffer afgørelse med enstemmighed, enten 

a)       forelægge RÃ¥det udkastet pÃ¥ ny eller

b)       undlade at handle eller anmode Kommissionen om at forelægge et nyt forslag; i sÃ¥ fald anses den oprindeligt foreslÃ¥ede retsakt for ikke-vedtaget.

En lignende nødbremse findes også på det strafferetlige område.

 

Endelig præciseres det i de indledende bestemmelser til traktaten om Unionens funktionsmåde, at social- og arbejdsmarkedspolitikken, for så vidt angår de aspekter, der er fastlagt i traktaten er et område med delt kompetence mellem Unionen og EU-landene[100]. Dette er også tilfældet i dag, men det præciseres først nu specifikt i traktatteksten.

 

* * *

Sundhedsudvalget

 

Udvalgets sagsområder: Sundhed, sygdomme og forebyggelse, herunder sygehusvæsenet, sygesikring, den primære sundhedssektor, apoteksvirksomhed, lægemidler, medicinalpersoner, etik og forskning på sundhedsområdet samt foranstaltninger vedrørende alkohol- og narkotikamisbrug.

 

Folkesundhed

 

Lissabontraktatens ændringer på folkesundhedsområdet indebærer navnlig en uddybning og præcisering af EU’s eksisterende beføjelser, men uden væsentlige indholdsmæssige ændringer.

Således præciseres det indledningsvis, at EU’s indsats på området skal imødegå forhold, der kan indebære risiko for den fysiske og mentale sundhed (i den gældende bestemmelse henvises blot til ”menneskers sundhed”). Endvidere tilføjes det, at EU’s indsats også skal omfatte overvågning af alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler, varsling i tilfælde af sådanne trusler og bekæmpelse heraf[101].

I relation til samarbejdet mellem medlemsstaterne på sundhedsområdet tilføjer Lissabontraktaten, at dette samarbejde navnlig skal få staternes sundhedstjenester til at supplere hinanden bedre i grænseregioner. Kommissionens opgave er her især at tage initiativer til opstilling af retningslinjer og indikatorer, tilrettelægge udveksling af bedste praksis og udarbejde de nødvendige elementer til periodisk overvågning og evaluering[102]. Europa-Parlamentet skal holdes fuldt underrettet herom.

For så vidt angår Europa-Parlamentets og Rådets lovgivningskompetence på området tilføjes det, at der kan vedtages ”foranstaltninger til fastsættelse af høje standarder for kvaliteten og sikkerheden af lægemidler og medicinsk udstyr”[103].

Ligeledes præciseres det, at de tilskyndelsesforanstaltninger over for trusler mod sundheden, som Europa-Parlamentet og Rådet i dag kan vedtage efter EF-traktaten, navnlig kan vedrøre bekæmpelsen af større grænseoverskridende sundhedstrusler[104]. Derudover specificeres det, at Europa-Parlamentet og Rådet kan vedtage foranstaltninger, der vedrører overvågning af alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler, varsling i tilfælde af sådanne trusler og bekæmpelse heraf, samt foranstaltninger med direkte henblik på beskyttelse af folkesundheden i forbindelse med tobak og alkoholmisbrug. Som det også er tilfældet i dag må vedtagelsen af sådanne regler ikke indebære harmonisering af EU-landenes lovgivninger.

Med Lissabontraktaten ændres proceduren fra den fælles beslutningsprocedure til den almindelige lovgivningsprocedure. Da disse to procedurer stort set er identiske, har ændringen ingen praktisk betydning.

Endelig præciseres det i de indledende bestemmelser til traktaten om Unionens funktionsmåde, at beskyttelse og forbedring af menneskers sundhed henhører under de områder, hvor Unionen alene har kompetence til at gennemføre understøttende, koordinerende eller supplerende tiltag[105]. Dette er også tilfældet efter de gældende traktater, men præciseres nu specifikt i traktatteksten.

 

* * *

 

Trafikudvalget

 

Udvalgets sagsområder: Jernbaner, veje, godstransport, hyrekørsel, buskørsel, kollektiv trafik, faste forbindelser, færgefart, luftfart, havne, kystsikring samt meteorologi, postvæsen m.v.

 

EU’s transportpolitik

 

Lissabontraktatens væsentligste ændring i EU’s fælles transportpolitik er udbredelsen af den almindelige lovgivningsprocedure i forbindelse med al lovgivning på transportområdet (med undtagelse af visse overgangsregler[106]).

 

Efter den nye bestemmelse vil EU-lovgivningen på transportområdet fremover skulle vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure, dvs. med kvalificeret flertal i Rådet og med Europa-Parlamentet som medlovgiver[107]. Denne procedure er stort set identisk med den fælles beslutningsprocedure, som i dag finder anvendelse på de fleste områder af den fælles transportpolitik.

 

Konkret betyder ændringen, at ”bestemmelser, der vedrører principperne for ordningen på transportområdet, og hvis anvendelse alvorligt kunne påvirke levestandarden og beskæftigelsesniveauet i visse egne samt udnyttelse af transportmateriel”, som i dag vedtages med enstemmighed i Rådet efter høring af Parlamentet, fremover vil skulle vedtages med kvalificeret flertal og med Europa-Parlamentet som medlovgiver.

 

I øvrigt præciseres det i de indledende bestemmelser til traktaten om Unionens, at transportpolitikken er et område med delt kompetence mellem EU og EU-landene[108]. Dette er også tilfældet efter de gældende traktater, men præciseres nu specifikt i traktaten.

 

* * *

 

Uddannelsesudvalget

 

Udvalgets sagsområder: Folkeskolen, gymnasieskoler, kursus til studentereksamen og højere forberedelseseksamen, folkeoplysning, folkehøjskoler, aftenskoler, ungdomsskoler, voksenuddannelse, seminarier, handelsskoler, tekniske skoler og teknika, uddannelsesstøtte, arbejdsmarkedsuddannelser m.v.

 

Lissabontraktatens væsentligste ændring på uddannelsesområdet er udbredelsen af den almindelige lovgivningsprocedure i forbindelse med vedtagelse af al EU-lovgivning om uddannelse.

 

Efter den gældende hjemmelsbestemmelse om uddannelse[109] vedtages lovgivning på uddannelsesområdet hovedsagelig efter den fælles beslutningsprocedure med kvalificeret flertal i Rådet og med Europa-Parlamentet som medlovgiver, og Lissabontraktaten ændrer således ikke den generelle uddannelsespolitik.

 

Den fælles beslutningsprocedure gælder dog i dag ikke fuldt ud på ”direktiver, hvis gennemførelse i mindst én af medlemsstaterne medfører ændring af bestående lovgivningsprincipper for erhvervsregulering, der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer”. Sådanne bestemmelser skal i dag vedtages med enstemmighed i Rådet. Med Lissabontraktaten erstattes enstemmighed af kvalificeret flertal[110]. Den almindelige lovgivningsprocedure er stort set identisk med den gældende fælles beslutningsprocedure, som den erstatter.

 

Endelig præciseres det i de indledende bestemmelser til traktaten om Unionens funktionsmåde, at uddannelse henhører under de områder, hvor Unionen har kompetence til at gennemføre understøttende, koordinerende eller supplerende tiltag[111]. Dette er også tilfældet efter de gældende traktater, men præciseres nu specifikt i traktaten.

 

* * *

 

Det Udenrigspolitiske Nævn

 

Nævnets sagsområder: beslutninger af større udenrigspolitisk rækkevidde, sager af betydning for landets udenrigspolitik, udenrigspolitiske forhold.

 

Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

 

Lissabontraktaten indebærer en styrkelse af samordningen af EU-politikinstrumenter på det eksterne område, navnlig ved oprettelsen af posten som højtstående repræsentant for udenrigsanliggender.

 

Med Lissabontraktaten oprettes posten som højtstående repræsentant for udenrigsanliggender med to funktioner - han/hun skal både være formand for Rådet for Udenrigsanliggender og en af Kommissionens næstformænd – og skal sikre sammenhæng i Unionens optræden udadtil[112]. Han/hun udnævnes af Det Europæiske Råd med samtykke fra Kommissionens formand. Som en af Kommissionens næstformænd er han/hun underlagt Europa-Parlamentets afstemning om indsættelse af den samlede Kommission. En erklæring, som Europa-Parlamentets repræsentanter tog initiativ til, og som kom i stand hen mod slutningen af regeringskonferencen, sikrer Europa-Parlamentet ret til at blive inddraget i udnævnelsen af den midlertidige første højtstående repræsentant.

 

Endvidere smeltes Unionen og Fællesskabet sammen til én juridisk person[113]. Denne sammensmeltning har en særlig betydning for udenrigspolitikken, idet EU fremover kan indgå bindende aftaler med tredjelande og internationale organisationer, som både dækker det traditionelle arbejde i det daværende søjle 1-Fællesskab og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

 

Samtidig indføres en fælles procedurebestemmelse for forhandling og indgåelse samt evt. suspension og domstolsprøvelse af disse internationale aftaler[114]. Bestemmelsen fastlægger også reglerne for samspillet mellem Kommissionen/udenrigsrepræsentanten, Rådet og Europa-Parlamentet.

 

Hovedreglen i forbindelse med afstemninger om aftaler, der berører den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, vil som hidtil være enstemmighed i Rådet. Desuden inddrages Europa-Parlamentet som noget nyt i det økonomiske, finansielle og tekniske samarbejde med tredjelande. Hidtil har Europa-Parlamentet ikke haft nogen større indflydelse på indgåelsen af internationale aftaler.

 

Grundlæggende forbliver den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik et mellemstatsligt anliggende, og bestemmelserne bibeholdes i et særskilt kapitel i Unionstraktaten[115]. De mest markante ændringer i procedurerne er følgende:

-          der i indføres et nyt, særligt retsgrundlag for vedtagelse af en afgørelse om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med medlemslandenes behandling af personoplysninger under udøvelsen af aktiviteter under FUSP’en[116].

-          Der indføres en sÃ¥kaldt ”passerelle” (fransk for ”gangbro”), som betyder, at Det Europæiske RÃ¥d med enstemmighed kan bemyndige RÃ¥det til at gÃ¥ fra enstemmighed til kvalificeret flertal, dog bortset fra i afgørelser, der har indvirkning pÃ¥ militær- eller forsvarsomrÃ¥det[117].

-          Det tilføjes, at udenrigsrepræsentanten skal koordinere medlemsstaternes samordning af deres optræden ved internationale organisationer[118]

-          Lissabontraktaten bestemmer, at anvendelsen af økonomiske sanktioner mod tredjelande forudsætter et fælles forslag fra udenrigsrepræsentanten og Kommissionen, og der indføres krav om orientering af Europa-Parlamentet[119]. Endvidere præciseres, at sanktioner ogsÃ¥ kan anvendes over for fysiske eller juridiske personer m.v.

 

Det præciseres, at EF-Domstolen (som ændrer navn til EU-Domstolen) fortsat ikke har nogen kompetence på FUSP-området[120]. I den forbindelse præciseres det dog også, at Domstolen fortsat har kompetence til at kontrollere, om Unionens kompetencer på dette område udøves inden for de grænser og procedurer, der er fastsat i traktaterne, samt under retssager anlagt af private at prøve gyldigheden af retsakter på FUSP-området, der berører den umiddelbart og individuelt[121].

 

Endelig præciserer Lissabontraktaten FUSP’ens særlige kendetegn, idet det understreger, at FUSP-samarbejdet udgør sin egen kompetencekategori[122], og at gennemførelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke berører procedurerne og beføjelserne på andre politikområder og omvendt[123].

 

Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik

 

De nye bestemmelser om det fælles sikkerheds- og forsvarssamarbejde[124] definerer blandt andet

-          Rækkevidden af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik[125]

-          De opgaver, hvortil civile og militære midler kan anvendes[126]

-          Muligheden for overdragelse af opgaver til medlemsstaterne[127]

-          Det Europæiske Forsvarsagenturs opgaver[128]

-          Deltagelse i permanent struktureret samarbejde[129]

 

Der er indført en solidaritetsklausul: Hvis en medlemsstat udsættes for et væbnet angreb på sit område, skal de øvrige medlemsstater yde den pågældende medlemsstat al den hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen[130].

 

Lissabontraktaten bevarer grundtrækkene fra den eksisterende sikkerheds- og forsvarspolitik. Målet er stadig en gradvis udvikling af en fælles EU forsvarspolitik, som med tiden kan føre til et fælles EU forsvar.

Dette forudsætter dog stadig en enstemmig beslutning i Det Europæiske Råd. Hovedsigtet med den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik er, at EU skal kunne varetage krisestyringsopgaver – de såkaldte Petersbergopgaver – med anvendelsen af såvel civile som militære midler, som stilles til rådighed af medlemsstaterne.

 

Lissabontraktaten ajourfører hvilke typer opgaver, der kan være tale om[131]. Det drejer sig om følgende opgaver:

-          Fælles aktioner pÃ¥ nedrustningsomrÃ¥det,

-          Humanitære opgaver og redningsopgaver,

-          RÃ¥dgivnings- og bistandsopgaver pÃ¥ det militære omrÃ¥de,

-          Konfliktforebyggende og fredsbevarede opgaver,

-          Kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse og postkonfliktstabiliseringsoperationer.

Desuden fastslås det, at disse opgaver kan bidrage til bekæmpelse af terrorisme.

 

Som noget nyt kan det overlades til en gruppe af medlemsstater at varetage disse opgaver, som så stiller den nødvendige militære eller civile kapacitet til rådighed[132]. Dette har dog bl.a. allerede fundet sted i forbindelse med EU-operationen i Congo i 2003, hvor det kun var en mindre gruppe af lande, som deltog. EU har ikke altid tilstrækkelig kapacitet til at påtage sig sådanne opgaver. Et vigtigt mål med Lissabontraktaten er derfor også at bidrage til en gradvis opbygning af den nødvendige kapacitet. Lissabontraktaten forpligter bl.a. derfor medlemsstaterne til gradvist at forbedre deres militære kapacitet.

 

Som noget nyt indføres en mulighed for, at medlemsstater kan gå sammen i et permanent struktureret samarbejde om udviklingen af militær kapacitet – f.eks. deltagelse i samarbejdsprogrammer for udvikling af forsvarsmateriel[133]. Til at bistå med udviklingen af den militære kapacitet traktatfæstes nu også oprettelsen af et europæisk agentur for forsvarsmateriel, forskning og militær kapacitet, også benævnt Det Europæiske Forsvarsagentur[134]. Rådet oprettede dog allerede agenturet den 12. juli 2004 ved en fælles aktion. Endelig præciseres, at ansvaret for den mere konkrete fastlæggelse af et lands militære kapacitet forbliver et nationalt anliggende.

 

 

Det danske forsvarsforbehold

Forsvarsforbeholdet indebærer, at Danmark ikke deltager i udarbejdelsen og gennemførelsen af afgørelser og tiltag indenfor forsvarsområdet. Danmark bidrager så heller ikke til finansieringen af aktioner inden for forsvarsområdet. Danmark kan dog ikke forhindre, at de øvrige EU-lande udvikler deres samarbejde på området.

 

* * *

 

Udenrigsudvalget

 

Udvalgets sagsområder: udenrigs - og sikkerhedspolitiske spørgsmål samt udviklingssamarbejde.

 

Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

 

Lissabontraktaten indebærer en styrkelse af samordningen af EU-politikinstrumenter på det eksterne område, navnlig ved oprettelsen af posten som højtstående repræsentant for udenrigsanliggender.

 

Med Lissabontraktaten oprettes posten som højtstående repræsentant for udenrigsanliggender med to funktioner - han/hun skal både være formand for Rådet for Udenrigsanliggender og en af Kommissionens næstformænd – og skal sikre sammenhæng i Unionens optræden udadtil[135]. Han/hun udnævnes af Det Europæiske Råd med samtykke fra Kommissionens formand. Som en af Kommissionens næstformænd er han/hun underlagt Europa-Parlamentets afstemning om indsættelse af den samlede Kommission. En erklæring, som Europa-Parlamentets repræsentanter tog initiativ til, og som kom i stand hen mod slutningen af regeringskonferencen, sikrer Europa-Parlamentet ret til at blive inddraget i udnævnelsen af den midlertidige første højtstående repræsentant.

 

Endvidere smeltes Unionen og Fællesskabet sammen til én juridisk person[136]. Denne sammensmeltning har en særlig betydning for udenrigspolitikken, idet EU fremover kan indgå bindende aftaler med tredjelande og internationale organisationer, som både dækker det traditionelle arbejde i det daværende søjle 1-Fællesskab og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

 

Samtidig indføres en fælles procedurebestemmelse for forhandling og indgåelse samt evt. suspension og domstolsprøvelse af disse internationale aftaler[137]. Bestemmelsen fastlægger også reglerne for samspillet mellem Kommissionen/udenrigsrepræsentanten, Rådet og Europa-Parlamentet.

 

Hovedreglen i forbindelse med afstemninger om aftaler, der berører den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, vil som hidtil være enstemmighed i Rådet. Desuden inddrages Europa-Parlamentet som noget nyt i det økonomiske, finansielle og tekniske samarbejde med tredjelande. Hidtil har Europa-Parlamentet ikke haft nogen større indflydelse på indgåelsen af internationale aftaler.

 

Grundlæggende forbliver den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik et mellemstatsligt anliggende, og bestemmelserne bibeholdes i et særskilt kapitel i Unionstraktaten[138]. De mest markante ændringer i procedurerne er følgende:

-          der i indføres et nyt, særligt retsgrundlag for vedtagelse af en afgørelse om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med medlemslandenes behandling af personoplysninger under udøvelsen af aktiviteter under FUSP’en[139].

-          Der indføres en sÃ¥kaldt ”passerelle” (fransk for ”gangbro”), som betyder, at Det Europæiske RÃ¥d med enstemmighed kan bemyndige RÃ¥det til at gÃ¥ fra enstemmighed til kvalificeret flertal, dog bortset fra i afgørelser, der har indvirkning pÃ¥ militær- eller forsvarsomrÃ¥det[140].

-          Det tilføjes, at udenrigsrepræsentanten skal koordinere medlemsstaternes samordning af deres optræden ved internationale organisationer[141]

-          Lissabontraktaten bestemmer, at anvendelsen af økonomiske sanktioner mod tredjelande forudsætter et fælles forslag fra udenrigsrepræsentanten og Kommissionen, og der indføres krav om orientering af Europa-Parlamentet[142]. Endvidere præciseres, at sanktioner ogsÃ¥ kan anvendes over for fysiske eller juridiske personer m.v.

 

Det præciseres, at EF-Domstolen (som ændrer navn til EU-Domstolen) fortsat ikke har nogen kompetence på FUSP-området[143]. I den forbindelse præciseres det dog også, at Domstolen fortsat har kompetence til at kontrollere, om Unionens kompetencer på dette område udøves inden for de grænser og procedurer, der er fastsat i traktaterne, samt under retssager anlagt af private at prøve gyldigheden af retsakter på FUSP-området, der berører den umiddelbart og individuelt[144].

 

Endelig præciserer Lissabontraktaten FUSP’ens særlige kendetegn, idet det understreger, at FUSP-samarbejdet udgør sin egen kompetencekategori[145], og at gennemførelsen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke berører procedurerne og beføjelserne på andre politikområder og omvendt[146].

 

Udviklingssamarbejde og humanitær bistand

 

Lissabontraktatens samler bestemmelserne om udviklingssamarbejde og humanitær bistand i et selvstændigt afsnit[147]. 

 

De nye regler indbefatter navnlig:

-          indførelse af et specifikt retsgrundlag for humanitær bistand, som fremhæver politikkens særlige karakter og anvendelsen af principperne i humanitær folkeret, især upartiskhed og ikke-forskelsbehandling[148].

-          udtrykkelig angivelse af bekæmpelse og udryddelse af fattigdom som det overordnede mÃ¥l for EU’s politik for udviklingssamarbejde. Der skal tages hensyn til dette mÃ¥l, nÃ¥r EU fører politikker ud i livet, som mÃ¥ forventes at pÃ¥virke udviklingslandene. Det indebærer ogsÃ¥, at udviklingspolitikken er en selvstændig politik og ikke en gren af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

-          at RÃ¥det - nÃ¥r der er behov for akut finansiel bistand - kan træffe afgørelse med kvalificeret flertal pÃ¥ forslag af Kommissionen.

 

Der skabes hjemmel for en række nye initiativer såsom en artikel om oprettelsen af et frivilligt europæisk korps for humanitær bistand og ændring i rammerne for gennemførelse af EU’s bistandshjælp[149].

 

Endelig klassificerer Lissabontraktaten udviklingssamarbejde og humanitær bistand som delte parallelle kompetencer[150]. Det betyder, at EU fører en selvstændig politik, som hverken forhindrer medlemslandene i at udøve deres kompetencer eller blot gør EU’s politik til et supplement til medlemslandenes indsats.

 

* * *

 

Udvalget for Fødevarer, Landbrug og fiskeri

 

Udvalgets sagsområder: Fødevarer, landbrug, fiskeri, gartneri og havebrug, veterinærvæsen samt grundforbedring.

 

Landbrug

 

Lissabontraktatens væsentlige ændring på landbrugsområdet består i, at Europa-Parlamentet bliver medlovgiver i forbindelse med den fælles landbrugspolitik i kraft af, at høringsproceduren erstattes af den såkaldte ”almindelige lovgivningsprocedure”, som svarer til den gældende fælles beslutningsprocedure. I dag er det på landbrugsområdet alene Rådet, der træffer afgørelse efter høring af Europa-Parlamentet[151].

 

Endvidere bliver Europa-Parlamentet med Lissabontraktaten med til at bestemme de overordnede finansielle rammer for landbrugspolitikken, fordi Europa-Parlamentet får medindflydelse på de obligatoriske udgifter[152].

 

Europa-Parlamentet vil dog fortsat ikke have indflydelse på fastsættelsen af landbrugspolitikkens priser, afgifter, støtte og kvoter. Her træffer Rådet afgørelse alene, med kvalificeret flertal[153].

 

Endelig præciseres det i de indledende bestemmelser, at EU’s landbrugspolitik er et område med delt kompetence mellem Unionen og EU-landene[154]. Dette er også tilfældet efter de gældende traktater, men præciseres først nu i traktaten.

 

 

 

Fiskeri

 

Ændringen af lovgivningsproceduren fra høringsprocedure til almindelig lovgivningsprocedure gælder også den fælles fiskeripolitik. Derudover bliver Europa-Parlamentet med Lissabontraktaten med til at bestemme de overordnede finansielle rammer for fiskeripolitikken, fordi Europa-Parlamentet får medindflydelse på de obligatoriske udgifter[155].

 

Dog vil den almindelige lovgivningsprocedure ikke finde anvendelse på fastsættelsen og fordelingen af fiskerimuligheder (dvs. fiskekvoterne). Her vil Rådet som hidtil skulle træffe afgørelse med kvalificeret flertal og uden høring af Europa-Parlamentet [156].  

 

Endvidere præciseres det i de indledende bestemmelser til traktaten om Unionens funktionsmåde, at bestemmelser om bevarelse af havets biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik (dvs. fiskekvoterne) henhører under EU’s enekompetence[157], hvorimod resten af fiskeripolitikken er et område med delt kompetence mellem Unionen og EU-landene[158]. Dette er også tilfældet efter den gældende EF-traktat, men præciseres først nu eksplicit i traktatteksten.

 

Dyrevelfærd

 

Den gældende protokol om dyrebeskyttelse og dyrevelfærd får en mere central placering i traktatgrundlaget, idet protokollen integreres i selve teksten til traktaten om Unionens funktionsmåde[159].

 

Ifølge den nye traktatbestemmelse skal EU og medlemsstaterne i forbindelse med fastlæggelsen og gennemførelsen af visse centrale politikområder tage fuldt hensyn til velfærden hos dyr som følende væsener, samtidig med at de skal respektere medlemsstaternes love og administrative bestemmelser samt deres skikke, navnlig med hensyn til religiøse ritualer, kulturelle traditioner og regionale skikke.

 

Indlemmelsen af protokollen om dyrebeskyttelse og dyrevelfærd i traktatteksten har ikke umiddelbart retlige konsekvenser, da der er tale om en eksisterende bestemmelse fra en protokol, som har samme retlige status, om end der ligger en vis signalværdi i at placere bestemmelsen i selve traktatteksten.

 

* * *

 

Udvalget for Udlændinge og integrationspolitik

 

Udvalgets sagsområder: Udlændingelovgivning, sager vedrørende flygtninge, indvandrere og etniske minoriteter, for så vidt angår ophold i Danmark, samt integrationslovgivningen.

 

- Grænsekontrol, asyl og indvandring

Lissabontraktatens nye regler om grænsekontrol, asyl og indvandring – inden for samarbejdet om retlige og indre anliggender - indebærer navnlig en overgang fra enstemmighed til kvalificeret flertal samt inddragelsen af Europa-Parlamentet som medlovgiver i overensstemmelse med den almindelige lovgivningsprocedure[160]. De nye bestemmelser omfatter i vid udstrækning traktatmæssige præciseringer af mål og planer, som Det Europæiske Råd allerede har udstukket inden for det gældende traktater, og omfatter således ikke væsentlige indholdsmæssige ændringer af selve politikområdet.

Nyhederne i traktatteksten er navnlig:

-          fremhævelsen af et almindeligt princip om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling[161]

-          en ny mÃ¥lsætning og et nyt retsgrundlag om gradvis indførelse af et integreret system for forvaltningen af de ydre grænser[162]

-          en ny hjemmel til fastsættelse af bestemmelser om pas, identitetskort, opholdsbeviser og lign[163]. Beslutningsproceduren er dog den samme, som den, der gælder i dag [164]nemlig enstemmighed i RÃ¥det og høring af Europa-Parlamentet. Med den nuværende hjemmel er der sÃ¥ledes vedtaget en forordning om biometriske kendetegn i europæiske pas.

-          en selvstændig bestemmelse om en fælles europæisk asylpolitik [165]

-          en selvstændig bestemmelse om fælles indvandringspolitik[166], som tidligere var slÃ¥et sammen med asylpolitikken[167]. Navnlig fremhæves bekæmpelsen af menneskehandel, især handel med kvinder og børn. Det bestemmes udtrykkeligt, at den fælles indvandringspolitik ikke berører medlemslandenes ret til at fastlægge, hvor mange der kan indrejse fra tredjelande for at søge arbejde som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende[168],

-          et nyt, udtrykkeligt retsgrundlag om støtte og fremme af integration af tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold[169].

Lissabontraktaten medfører også en række omrokeringer af de eksisterende bestemmelser. Bl.a. flyttes retsgrundlagene for foranstaltninger om henholdsvis pas, identitetskort, opholdstilladelser[170] og om indefrysning af aktiver for at bekæmpe terrorisme[171], til Lissabontraktatens samarbejde om frihed, sikkerhed og retfærdighed[172]. Det betyder samtidig, at de to hjemmelsbestemmelser ikke finder anvendelse for Danmark, idet de omfattes af det danske retsforbehold.

Det samme gælder vedtagelsen af foranstaltninger vedrørende databeskyttelse i forhold til det politimæssige og strafferetlige samarbejde, som ligeledes vil være omfattet af det danske forbehold.

Med Lissabontraktaten tilføjes desuden en bestemmelse i traktaten om Unionens funktionsmåde[173], som fastslår, at medlemsstaterne fri kan etablere samarbejde og koordinering mellem deres kompetente instanser inden for deres administration med ansvar for beskyttelsen af den nationale sikkerhed.

Endelig får EF-Domstolen (som ændrer navn til EU-domstolen) kompetence til at behandle sager inden for RIA-samarbejdet, herunder samarbejdet om grænsekontrol, asyl og indvandring.

 

 

* * *

 

 

 

Udvalget for Videnskab og teknologi

 

Udvalgets sagsområder: Forskningspolitik, herunder kontaktorgan mellem Folketingets medlemmer og repræsentanter for den videnskabelige forskning, universitetslovsinstitutioner, forskeruddannelser, herunder erhvervs Ph.D-ordningen, samt informationsteknologi, herunder telesektoren, samt teknologisk udvikling og innovation

 

Forskning

 

Lissabontraktaten præciserer, at målet om at styrke Unionens videnskabelige og tekniske grundlag skal nås ved gennemførelse af et europæisk forskningsrum med fri bevægelighed for forskere samt videnskabelig og teknologisk viden[174]. Dermed nævnes ”det europæiske forskningsrum” nu specifikt i selve traktatteksten. Det europæiske forskningsrum blev ellers lanceret i 2000 af Kommissionen med det formål at skabe attraktive muligheder for forskerne, og som et fællesbegreb for alle de virkemidler, som EU kan gøre brug af til at samordne forskning og innovation såvel i de enkelte medlemsstater som på EU-plan. Sprogbrugen udtrykker samtidig et politisk ønske om at gøre den fri bevægelighed for viden til en ”femte frihed” (i lighed med den fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, personer og kapital).

 

Foranstaltninger til gennemførelse af det europæiske forskningsrum skal træffes efter den almindelige lovgivningsprocedure, af Europa-Parlamentet og Rådet, og med kvalificeret flertal i Rådet[175].

 

Rumpolitik

 

Lissabontraktaten indfører et nyt retsgrundlag om en europæisk rumpolitik, som skal supplere medlemslandene ved at fremme videnskabelige og tekniske fremskridt, industriens konkurrenceevne og iværksættelse af politikker samt etablere relevante forbindelser til Den Europæiske Rumorganisation[176].                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                       

 

Foranstaltninger inden for rumpolitikken vil fremover skulle træffes efter den almindelige lovgivningsprocedure, dvs. af Europa-Parlamentet og Rådet, som træffer afgørelse med kvalificeret flertal, og efter høring af Regionsudvalget og Det Økonomiske og Sociale Udvalg. Den almindelige lovgivningsprocedure er i det væsentlige identisk med den fælles lovgivningsprocedure.

 

Det præciseres i de indledende bestemmelser til traktaten om Unionens funktionsmåde, at Unionen på områderne forskning, teknologisk udvikling og rummet har kompetence til at gennemføre tiltag, navnlig til at fastlægge og iværksætte programmer, men at udøvelsen af denne kompetence ikke kan føre til, at medlemsstaterne forhindres i at udøve deres kompetence[177].

 

 

Med venlig hilsen

 

Thomas Fich

(3611)