Til Folketingets Kulturudvalg
På Skibsbevaringsfondens vegne skal vi hermed anmode om foretræde for Kulturudvalget.
Baggrund
Skibsbevaringsfonden er en selvejende institution, der kanaliserer statens bidrag i form af rente- og afdragsfrie lån til restaureringsprojekter på udvalgte kulturhistorisk værdifulde danske skibe, der fortsat skal sejle. Desuden rådgiver Skibsbevaringsfonden skibsejere, myndigheder, fonde og andre interessenter. På fondens hjemmeside www.skibsbevaringsfonden.dk kan man få et samlet indtryk af virksomheden.
Â
I 2007 udgav Skibsbevaringsfonden rapporten â€Vision og Strategi 2006-2011, der bÃ¥de gør status over de foregÃ¥ende 20 Ã¥rs arbejde og ser fremad.
Resultater og forslag er sammenfattede på s. 27-29, og 80 eksemplarer af rapporten overbringes til udvalget.
Et hovedpunkt er den yderst foruroligende analyse af udvalgte skibes driftsøkonomi (Visionsrapportens bilag 5, side 40), som viser, at den gennemsnitlige og generelle vedligeholdelsesstandard er faldende, og at forfaldet sker hurtigere end en realistisk reparationstakt. Forfaldet på gamle skibe følger ikke en lineær kurve, og når først forfaldet har overskredet en vis grænse øges udgiften væsentligt og meget hurtigt.
Denne udvikling er ikke ukendt, men da statens tilskud til Fondens virksomhed har ligget på samme niveau siden 1995, har det betydet, at Fondens mulighed for at støtte er blevet udhulet med ca. 30 % i perioden. Det har ganske enkelt ikke været muligt at lave større restaureringer uden at det er sket over flere år, hvad der hverken er hensigtsmæssigt ud fra en økonomisk eller arbejdsmæssig synsvinkel.
Derfor søgte fonden i efteråret 2007 ministeriet om en markant forhøjelse af sit tilskud (fra 3,5 til 6,0 millioner kr.) for finansåret 2008/2009.
Til sammenligning kan det nævnes, at den norske stats bidrag til den tilsvarende opgave 10 gange så stort, som det beløb Skibsbevaringsfonden for nuværende modtager.
Den 17. januar 2008 havde fonden lejlighed til at drøfte situationen med Kulturministeren, som havde mange positive bemærkninger om såvel fondens hidtidige virksomhed som planer. Ministeren ønskede dog ikke at tage stilling til fondens ansøgning for 2008/2009, men pegede blot på muligheden for at søge forskellige ministeriers projektpuljer. Derimod tilbød ministeren 150.000 kr. til styrkelse af fondens sekretariat.
Den aktuelle situation
De kulturhistorisk værdifulde sejlende fartøjer er Danmarks fineste vidnesbyrd om vor maritime kulturarv, og de opnåede resultater har været baseret på en række skibsejeres frivillige indsats og private økonomi, kombineret med statens bidrag til Skibsbevaringsfondens virksomhed.
I dag er statens bidrag så lille, at det end ikke er muligt at fastholde de opnåede resultater. Skibsbevaringsfondens støttemuligheder er så små, at man ikke er en troværdig samarbejdspartner for andre fonde. Blandt fartøjsejere synes tilliden til, at Skibsbevaringsfondens indsats nytter, desværre at være vigende. De samme fartøjsejere finder det påfaldende, at samfundet ofrer stor opmærksomhed på skibe, der ligger som vrag, medens 100 år gamle bevaringsværdige, sejlende skibe forfalder.
Â
Med venlig hilsen
for nedenstående
Hans Jeppesen
formand for Skibsbevaringsfonden Â
Ole Vistrup
Næstformand
Bilag
Rapporten Vision og Strategi 2006-2011 (overbringes fredag i 80 ex.)
Skibsbevaringsfondens ansøgning om tilskud for 2008/2009 (vedhæftet fil)