26. februar 2008
Som bekendt indeholder lov om Kunstrådet en bestemmelse om, at loven skal tages op til revision i folketingsåret 2008-2009.
Med henblik på at tilvejebringe et solidt grundlag for den kulturpolitiske debat forud for Folketingets behandling af revisionen af Kunstrådsloven har Kulturministeriet, som I ved, bestilt en uvildig undersøgelse af Kunstrådets virke fra starten i 2003 indtil i dag.
Denne rapport, â€Undersøgelse af KunstrÃ¥detâ€, udarbejdet af konsulenthuset Pluss leadership er nu færdig og fremsendes vedlagt til udvalgets orientering og videre drøftelse.
Rapporten indeholder en lang række anbefalinger – både til mig som minister og til jer som repræsentanter for de politiske partier i Folketinget, til Kunstrådet og til Kunststyrelsen som administrativ enhed i ministeriet.
Rapporten og dens anbefalinger skal naturligvis drøftes grundigt igennem med de partier, som stod bag aftalen – og det ser jeg frem til.
Det er herudover min opfattelse, at den politiske debat om revisionen af Kunstrådsloven bør basere sig på en forudgående kunstpolitisk debat med Kunstrådet og Statens Kunstfonds bestyrelse. Debatten bør emnemæssigt ikke lade sig begrænse af den foreliggende rapport, men bør tværtimod åbne for en bredere debat om principperne for kunststøttesystemet i Danmark.
Blandt de emner, der har været fremme i den offentlige debat, og som derfor kunne være relevant at inddrage i en generel debat om kunststøttesystemet, er spørgsmålet om de livsvarige ydelser og spørgsmålet om dokumentationskrav og evaluering i forbindelse med Statens Kunstfonds uddeling af arbejdslegater til kunstnere.
I løbet af foråret planlægger jeg således at invitere Kunstrådet og Statens Kunstfonds bestyrelse til dialogmøder for at diskutere både rapporten og den danske kunststøtte.
Og sidst – men jo absolut ikke mindst – vil jeg i løbet af foråret også tage initiativ til at invitere Folketingets partier ind i overvejelserne, både i forhold til de nævnte debatinitiativer og til egentlige politiske forhandlinger.
Jeg ser frem til vores kommende drøftelser om kunststøtten i Danmark i dag.