Til Forsvarsordførerne

 

Vil dit parti være med til at tilføre den danske kystredningstjeneste de midler der er nødvendige for at den skal kunne bevares/udvikles frem for at afvikles. Dette spørgsmål kræver sikkert en forklaring da jeg ikke er helt sikker på at alle ved hvilken service kystredningstjenesten udfører overfor det danske samfund.

Kystredningstjenesten, er et statsorgan der yder redningstjeneste til alle der kommer i nød i de danske farvande, med en effektivitet der ikke ses andre steder, enheden består af 21 stationer der er placeret rundt langs den danske kyst, der er 43 fastansatte og 151 frivillige redningsmænd der er villige til, døgnet rundt, året rundt, at risikere eget liv for at redde andres, der er et konstant 20 minutters beredskab, at dette beredskab overholdes, kan ses i statistikkerne for aktioner de senere år, hvor reaktionstiden fra alarm til første enhed er af sted er 9 minutter, en hastighed ingen andre kan leve op til, denne enhed mangler penge, både til drift og til løn.

Kystredningstjenesten hører under farvandsvæsenet, og er dermed en del af forsvarsforliget, og de dertil hørende afskrivnings finansierede indkøb, dette har skabt et indkøbs finansieringsproblem hvad angår indkøb af nyt materiel til kystredningstjenesten over farvandsvæsenets budgetter, det lønmæssige efterslæb ligger i at man er bundet op af at man ikke må overskride 2004 budgettet for løn, i dag 2007 er aktionerne næsten fordoblet, og da der er en stor del frivillige involveret i de enkelte aktioner, frivillige på timebetaling, er det umuligt at holde lønnen på det krævede, vel at bemærke, hvis man vil have at vi sejler ud og hjælper folk i nød.

Vi ser gang på gang andre enheder der slår sig op at levere de samme ydelser som vores ( miljø-opgaver og sø-redning) få tilført nyt materiel til mange millioner kroner, selvom den effektivitet og professionalisme de kan levere, langt fra kan matche kystredningstjenestens, jeg har valgt at tro på at det skyldes uvidenhed om kystredningstjenestens eksistens og kompetencer.

Der arbejdes netop nu på en strategi plan for kystredningstjenesten for de næste 10 år, og denne kommer til at vise at der bliver behov for væsentlig forøgelse af budgettet, hvis man vil bevare denne enheds effektivitet, og ikke bare gøre den til en sørgelig silhuet af noget der var engang.

I forhold til arbejdet med strategi for den fremtidige kystredning i Danmark, ser jeg gerne en forholdsvis hurtig respons på denne henvendelse, og skulle der være brug for mere uddybende forklaring om emnet, er jeg sikker på at Foreningen af Danske Redningsmænd gerne stiller sig til rådighed for dette evt. suppleret af personale fra farvandsvæsenet    

Dette er blot en lille skrivelse for at aktivere jeres interesse på området.

Jeg henvender mig til jer da jeg mener at det er den rette vej at gå, og forventer derfor et svar, og en ærlig interesse for at være med til at løse de problemer vi står overfor. Får jeg mod forventning ikke dette er jeg klar til at gøre hvad jeg kan for at få et svar på hvorfor, man ikke fra politisk hold ønsker at støtte en organisation som den danske kystredningstjeneste, men derimod poster masser af millioner i marinehjemmeværnet, der indkøber skib på skib, til mange millioner kroner, for at de kan ligge ved kaj det meste af tiden, og med en udnyttelsesgrad der er en bagatel i forhold til kystredningstjenestens gamle og til dels udtjente materiel.

Det skal nævnes at en ekstra bevilling til kystredningstjenesten normalt vil gå igennem en forhøjelse af farvandsvæsenets bevillinger, men her snakker jeg om en ekstra bevilling, øremærket til kystredningstjenesten.-

 

 

Med venlig hilsen

 

Stationsleder redningsstation Østerby

Kim Rulle