|
E-mail: [email protected] |
Høring – Forslag til Økologilov
Hermed fremsendes udkast til forslag til Økologilov i høring.
Med forslaget til Økologilov moderniseres den gældende lov med det formål at skabe rammerne for at fastholde og udvikle den danske økologiske produktion til et marked med stigende efterspørgsel.
Med lovforslaget videreføres hovedelementerne i den gældende lov, idet bestemmelserne dog forenkles og moderniseres. Det foreslås, at den eksisterende formålsparagraf udbygges, så det fremgår, at den økologiske produktionsmetode tager særligt hensyn til miljø, natur, biodiversitet, planters, dyrs og menneskers sundhed samt dyrevelfærd. Samtidig understreges det, at der ved administration af loven skal tages hensyn til økologiens troværdighed og omdømme.
Det foreslås endvidere, at bestemmelser om udstedelse af autorisation til at drive økologisk virksomhed, nægtelse, bortfald og tilbagekaldelse af autorisation fremover fremgår direkte af loven.
Reglerne om autorisationer m.v. af selskaber er tilpasset, således at der tages højde for, at der anvendes forskellige selskabsformer i erhvervet og således, at det sikres at personer, der har fået frataget deres autorisation, ikke kan fortsætte med drift af økologisk virksomhed i en selskabskonstruktion.
Lovforslaget er en sammenskrivning af de tidligere fremsatte lovforslag L15 (økologiloven) og L23 (fødevareloven), der tidligere har været i høring. Samtlige bestemmelser vedrørende økologi er nu samlet i et lovforslag.
Eventuelle bemærkninger til udkastet til lovforslaget bedes være Fødevareministeriet i hænde senest den 11. januar 2008, kl. 12.00. Bemærkninger sendes til [email protected]
Eventuelle spørgsmål vedrørende udkastet kan rettes til Kirstine Frank Jensen i Plantedirektoratet ([email protected]  tel. 45 26 36 95)
Med venlig hilsen