./.     Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering referat af møde i Rådet (landbrug og fiskeri) den 29.-30. september 2008.
Med venlig hilsen
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
2.1 Kontoret for europapolitik og internationale relationer/JWP
Den 3. oktober 2008
FVM 586
Referat af møde i Rådet (landbrug og fiskeri) den 29.-30. september 2008
Â
1. Sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik
Formandskabet opsummerede efter trilaterale drøftelser med alle medlemsstater om sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik, at formandskabet satsede på eventuelt at opnå generel indstilling på rådsmødet(landbrug og fiskeri) i oktober 2008. Derefter satsede formandskabet på at opnå politisk enighed på rådsmødet(landbrug og fiskeri) den 18.-19. november 2008, hvor Europa-Parlamentets udtalelse forventedes at foreligge den 19. november 2008.
2. Skolefrugt
Rådet havde en politisk drøftelse af forslaget om en skolefrugtsordning, hvor der blev udtrykt generel opbakning til forslaget. En lang række medlemsstater ønskede et større budget samt større fleksibilitet i forhold til den nationale medfinansiering. I forhold til hvilke produkter, der skulle kunne omfattes af ordningen ønskede medlemsstaterne generelt, at det skulle overlades til de enkelte medlemsstater at fastlægge produktsortimentet. En række medlemsstater ønskede endvidere, at ordningen alene skulle omfatte EU produkter. Kommissionen understregede, at der skulle sikres størst mulig subsidiaritet i gennemførelsen af skolefrugtsordningen.
3. Fødevarehjælp til socialt udsatte i EU
Kommissionen præsenterede kort forslaget om fødevarehjælp til socialt udsatte i EU, hvor Kommissionen lagde op til at sikre mulighed for direkte opkøb på markedet frem for alene uddeling fra interventionslagre. Derudover foreslog Kommissionen national medfinansiering af ordningen. Kommissionen oplyste endvidere, at budgettet forventedes øget fra 300 til 500 mio. € i 2009.
4. Salgsfremme
Punktet var ikke på dagsordenen.
5. Tilpasning af genopretningsplanen for torsk i Nordsøen og Skagerrak/Kattegat mv
Rådet havde en politisk drøftelse af forslaget om tilpasningen af genopretningsplanen for torsk på basis af spørgsmål fra formandskabet. En række medlemsstater var skeptiske overfor muligheden for reduktioner på op til 25 % i fiskeridødeligheden, mens andre støttede Kommissionens tilgang. I forhold til omlægningen fra havdage til kW-dage ønskede medlemsstaterne generelt en anden referenceperiode. Flere medlemsstater fremførte behovet for belønning af fiskere eller medlemsstater, der anvendte mere selektive og skånsomme redskaber. Der var et generelt ønske om en reduktion i discarden af torsk. Formandskabet forventede at kunne opnå politisk enighed på rådsmødet i november 2008.
6. Fiskeriaftalen med Mauretanien
Kommissionen orienterede om fiskeriaftalen med Mauretanien, hvor Kommissionen havde modtaget de nødvendige tekniske forsikringer fra Mauretanien, således at EU kunne foretage betalingen for aftalen. Kommissionen understregede, at dette var med forbehold for konsultationerne med Mauretanien i henhold til artikel 96 i Cotonou-aftalen, hvilket blev støttet af flere medlemsstater.
7. Anmodning fra Cypern om en national statsstøtteordning
Rådet godkendte med enstemmighed Cyperns anmodning om en national statsstøtteordning til landbrugssektoren på grund af tørke, idet Storbritannien, Nederlandene, Sverige og Danmark tilkendegav at ville undlade at stemme.