NOTAT 15. september 2008

 

Dødsfald i forbindelse med udbrud af Salmonella Typhimurium type U292

 

I forbindelse med det landsdækkende udbrud af Salmonella Typhimurium U292 er der til dags dato registreret 822 tilfælde af denne særlige type. Disse oplysninger er baseret på indberetninger fra landets mikrobiologiske laboratorier. Da dette er en laboratoriebaseret overvågning, er der ikke rutinemæssigt ledsagende oplysninger om andre diagnoser som for eksempel underliggende sygelighed, tilstødende komplikationer eller dødsfald.

 

Ved at sammenholde oplysninger om de registrerede tilfælde med koder for vitalstatus i CPR registret vides det imidlertid, at der ind til videre er registeret seks dødsfald blandt salmonella-patienterne i udbruddet. Disse patienter var 33, 58, 70, 74, 75 og 85 år gamle. For de fem har Epidemiologisk afdeling anmodet om oplysninger fra sygehus med videre om anden sygelighed. Oplysninger om det sidste tilfælde er ved at blive indhentet.

 

Ingen af disse patienter var helt raske forud for salmonella-infektionen. Det kan dog ikke udelukkes, at salmonella-infektionen har bidraget til at fremskynde døden hos enkelte af disse patienter. For de to yngste kan det specifikt oplyses, at de led af henholdsvis alvorlig cancersygdom og nyre- og hjertelidelse.    

 

Det er velkendt, at salmonella infektioner i lighed med andre infektioner er forbundet med overdødelighed, og at disse dødsfald især forekommer hos ældre mennesker eller personer med underliggende sygelighed. Enkelte af disse dødsfald kan forekomme et stykke tid efter at patienterne har pådraget sig salmonella-infektion, og kan tilskrives komplikationer til infektionen.  

 

Kåre Mølbak

Overlæge, dr. med.

Afd.chef, Epidemiologisk afd.

Statens Serum Institut