Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug
og Fiskeri



 

Den 22. juli 2008

Sagsnr.: 39

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

./.      Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering Referat af møde i Rådet (landbrug og fiskeri) den 15. juli 2008.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Hanne Lauger


 

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

2.1 Kontoret for europapolitik og internationale relationer/TAER

Den 21. juli 2008

FVM 568

 

Referat af møde i Rådet (landbrug og fiskeri) den 15. juli 2008

 

1. Formandskabets arbejdsprogram

Den franske formand præsenterede kort nogle af de større sager på formandskabets arbejdsprogram for det kommende halvår. Sundhedstjekket forventes stadig at kunne afsluttes på rådsmødet i november, hvor formandskabet satser på at opnå politisk enighed om forslagene. Forslaget om en europæisk skolefrugtordning er også højt prioriteret af det franske formandskab. Kommissionens kommende forslag om et hjælpeprogram for de mest udsatte i Fællesskabet og Kommissionens kommende grønbog om kvalitetslandbrugsvarer blev også fremhævet af formanden. Endelig vil bæredygtig udvikling være på dagsordenen under fransk formandskab, og i den forbindelse nævnte formanden et kommende forslag om at forhindre handel med illegalt tømmer. På fiskeriområdet vil det franske formandskab bl.a. indebære forhandlinger om fastsættelse af TAC-kvoter for 2009.

 

2. Sundhedstjekket

Rådet havde en bordrunde om sundhedstjekket, der tog udgangspunkt i fire spørgsmål fra formandskabet. I forhold til spørgsmålet om modulation og nye udfordringer for landbrugspolitikken udtrykte størstedelen af medlemslandene bekymring overfor den foreslåede øgede obligatoriske modulation. Flere medlemslande pegede på, at der allerede er taget højde for landbrugets nye udfordringer i landenes landdistriktsprogrammer. Enkelte medlemslande mente, at forslaget om progressiv modulation ikke vil lette de administrative byrder. Spørgsmålet om sikkerhedsmekanismer blev af nogle medlemslande benyttet til at fremhæve ønsket om at sikre stabile forhold for sektoren. Støttemekanismerne skal bevares, således at de kan aktiveres efter behov. Et stort antal medlemslande ønskede således at bevare interventionsordningerne for ris, hård hvede og svinekød. Det tredje spørgsmål vedrørende en ”blød landing” for mælkekvoterne afslørede, at medlemslandene ikke deler samme forståelse af en ”blød landing”. Visse medlemslande, heriblandt Danmark, ytrede ønske om en større kvoteudvidelse end den 1 %-stigning om året, som foreslået af Kommissionen. Andre medlemslande udtrykte bekymring for mælkeproducenter i de mindre velstillede regioner. Endelig for så vidt angår det fjerde og sidste spørgsmål vedrørende krydsoverensstemmelse og god landbrugs- og miljømæssig praksis (GLM) var der stort set enighed om, at der i Kommissionens oplæg ikke er sikret tilstrækkelig forenkling af reglerne. Endvidere udtrykte mange medlemslande modstand overfor at gøre GLM-kravene obligatoriske, da der er behov for at tage hensyn til de forskellige forhold i medlemslandene. På rådsmødet i september vil Rådet igen have en bordrunde om sundhedstjekket.

 

3. Skolefrugt

Kommissionen præsenterede forslaget om en europæisk skolefrugtordning, idet en første drøftelse af forslaget vil ske på rådsmødet i september.

 

 

4. og 5. GMO’er

Der blev hverken konstateret et kvalificeret flertal for eller imod de to forslag om markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af GMO A2704-12 sojabønne og GMO bomuld LLCotton25. Kommissionen kan herefter vedtage forslagene. Kommissær Vassiliou fremhævede, at godkendelsen af GMO’erne kan medvirke til at afhjælpe foderforsyningsproblemerne. Danmark stemte imod de to forslag (sojabønne og bomuld).

 

6. Dekontaminering af fjerkrækød

Punktet var ikke på dagsordenen.

 

7. Handelsnormer for fjerkrækød

Punktet var ikke på dagsordenen.

 

8. Ændring af TAC-kvoter for 2008

Der blev opnået politisk enighed om forslaget til ændring af TAC-kvoter for 2008 uden debat.

 

9. Støtte til omstrukturering af fiskerisektoren

Der blev med et ganske snævert kvalificeret flertal opnået politisk enighed om forslaget, idet Danmark og Sverige stemte imod og Tyskland, Østrig, Tjekkiet, Bulgarien, Estland og Litauen undlod at stemme på grund af tilkendegivelse om evt. muligheder for tilvejebringelse af yderligere finansielle midler.

 

Både Formandskabet og Kommissær Borg fremhævede, hvor akut krisen var for fiskerierhvervet, og at handling på dette rådsmøde var nødvendig. Formanden takkede Kommissionen og Europa-Parlamentet for at have reageret hurtigt med forslag og haste-udtalelse. Kommissionen redegjorde for elementerne i krisepakken. Kommissionen nævnte, at der ikke kunne tages hensyn til tidligere ophugning, da krisen direkte var udløst af de aktuelle høje priser, hvilket blev beklaget af flere medlemslande under den efterfølgende bordrunde. Ydermere fastholdt Kommissionen, at kapacitetsreduktionen inden for flådetilpasningsordningen skulle være på 30 %, og der blev ikke yderligere fleksibilitet i kriterierne for delvis ophugning.

 

Elementerne i forslaget blev således i det store hele fastholdt med generelle foranstaltninger med mulighed for midlertidig oplægning, investeringer ombord og pilotprojekter. Der blev dog indarbejdet en mere fleksibel tidsfrist for midlertidig oplægning og mulighed for udskiftning af hjælpemotorer under investeringer ombord. Derudover blev der generelt henvisninger til klimahensyn ved investeringer ombord frem for alene energieffektivitet. Undtagelsen for medlemsstater med små flåder blev udvidet fra at være under 100 fartøjer til også at gælde flåder under 12.000 BT. Kommissionen ville endvidere senest den 31. december 2009 afrapportere til Rådet om gennemførelsen af foranstaltningerne. Der blev afgivet en række erklæringer af Kommissionen om overvågning, motorudskiftning, forskning, akvakultur, finansiering og et forklarende memorandum om statsstøtte. Kommissionen gentog redegørelsen fra meddelelsen om finansieringen af disse tiltag, og at Kommissionen ville undersøge mulighederne for yderligere finansiering på op til 600 mio. €.

 

 

10. Fiskeripartnerskabsaftale med Mauretanien

Forslaget blev vedtaget med kvalificeret flertal, idet dog Spanien stemte imod forslaget på grund af utilfredshed med omfordelingen af fiskerimulighederne efter blæksprutte.

 

Under eventuelt drøftede Rådet status på WTO-forhandlingerne inden ministermødet i Geneve den 21. juli 2008. Enkelte medlemslande udtrykte utilfredshed med den foreliggende forhandlingsløsning. Flere medlemslande efterspurgte større beskyttelse af følsomme produkter, beskyttelse af geografiske indikationer og tropiske frugter. Kun enkelte lande udtrykte støtte til Kommissionens forhandlingslinje.

Rådet drøftede også på Ungarns anmodning et forslag om harmonisering af regelsættene for refusion af moms. Ungarn fremførte, at det ikke fremstår rimeligt, at mens moms på investeringer kan refunderes ifølge EU’s regionalpolitik, så er dette ikke muligt for moms under landdistriktspolitikken. Et flertal af medlemslandene bakkede op om dette synspunkt, og Kommissionen vil nu se nærmere på sagen.

Endelig præsenterede Rumænien et ønske om en bedre organisering af skovbrugsrelaterede politikker på EU-niveau. Kommissionen henviste i den forbindelse til midtvejsevalueringen i 2009 af EU’s handlingsplan for skovbrug.