Til Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri



 

København, den 15. juli 2008

Sagsnr.: 12528

 

 

 

 

 

 

Kære medlemmer af Fødevareudvalget,

 

I efteråret 2006 udarbejdede Fødevarestyrelsen i samarbejde med Dansk Kvæg og Den Danske Dyrlægeforening en permanent ordning om Ny Sundhedsrådgivning i kvægbesætninger. Ordningen kom i stand efter længere tids ønske om at modernisere regelsættet vedrørende sundhedsrådgivning i kvægbesætninger, og giver bl.a. landmændene mulighed for selv at indlede behandling af voksent kvæg for en række såkaldte ”besætningsdiagnoser” mod et øget rådgivningsmæssigt arbejde, herunder regelmæssige dyrlægebesøg. Ordningen skulle samtidig give administrative lettelser for landmænd og dyrlæger.

 

I forbindelse med implementeringen af ordningen blev det samtidig besluttet, at den skulle evalueres efter en periode. Denne evalueringsrapport foreligger nu, og jeg oversender den hermed til udvalgets orientering.

 

I forbindelse med implementering af bekendtgørelse om Ny Sundhedsrådgivning blev muligheden for udvikling af en ”trafiklysordning” til brug for risikobaseret udpegning af dyrlæger og landmænd, til brug for Fødevarestyrelsen kontrol, også præsenteret.

 

Fødevarestyrelsen har i samarbejde med Dansk Kvæg og Den Danske Dyrlægeforening udviklet en model for trafiklysordningen som samtidig er blevet testet i første halvår af 2008. Erfaringerne fra denne testperiode indgår også i evalueringsrapporten.

 

Evalueringsrapport og test giver et billede af en ordning, hvor både dyrlæger og landmænd finder, at dyrlægen får bedre kendskab til besætningen ved de hyppige rådgivningsbesøg. Dette giver bl.a. mulighed for at lave forebyggende sundhedsrådgivningsmæssigt arbejde. På den anden side er der behov for en vis opstramning i forhold til såvel landmændenes som dyrlægernes overholdelse af reglerne, hvilket bl.a. er kommet til udtryk gennem indberetningerne til ”trafiklysordningen”. Det er vurderingen, at kravene i ordningen ikke overholdes tilfredsstillende.

 

Det kan samtidig konstateres, at kun 1,8 % af det samlede antal aktive kvægbesætninger og 7,7 % af de mælkeleverende besætninger i Danmark har tilmeldt sig ordningen. Dette svarer til 10,5 % af det totale antal kvæg i Danmark. Tilslutningen til ordningen må vurderes at være mindre end forventet.

 

Samlet vurderes det, at ordningen om Ny Sundhedsrådgivning bør fortsætte, men videreudvikles. Samtidig bør ordningen om ”Gl. Sundhedsrådgivning” forlænges, da den nye ordning først og fremmest er attraktiv for større besætninger.

 

Med henblik på at rette op på en række af de forhold, der problematiseres i evalueringsrapporten, vil Fødevarestyrelsen allerede her i løbet af sommeren skrive til samtlige dyrlæger og landmænd, som har tegnet aftale om Ny Sundhedsrådgivning, med henblik på at orientere om, hvor godt kravene i ordningen opfyldes, og hvilke krav der bør rettes op på.

 

Samtidig er jeg bevidst om, at spørgsmålet om sundhedsrådgivningsaftaler, herunder muligheden for at gøre disse obligatoriske for malkekvæg, udgør en central del af de igangværende forhandlinger om det veterinære område. Det er derfor min opfattelse, at en videreudvikling af ordningen om Ny Sundhedsrådgivning må afvente resultatet af disse forhandlinger.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

 

 

./. Evaluering af ordning om Ny Sundhedsrådgivning i Kvægbesætninger