Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug
og Fiskeri



 

Den 30. juni 2008

Sagsnr.: 39

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

./.      Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering referat af møde i Rådet (landbrug og fiskeri) den 23.-24. juni 2008 for så vidt angår de punkter, der hører under Fødevareministeriets ressort.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Hanne Lauger


Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

2.1 Kontoret for europapolitik og internationale relationer/HLA

Den 27. juni 2008

FVM 556

 

 

Referat af møde i Rådet (landbrug og fiskeri) den 23.-24. juni 2008 for så vidt angår de punkter, der hører under Fødevareministeriets ressort

 

1. Forslag om ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri – IUU

Rådet opnåede med enstemmighed politisk enighed om forslaget om bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, idet Kommissionen afgav en række erklæringer om særligt samarbejdet med tredjelande, mulighed for EU-medfinansiering af kontrolsystemer, sammenhæng med andre kontrolsystemer og kapacitetsopbygning i udviklingslandene. Forordningen vil finde anvendelse fra den 1. januar 2010.

 

2. Forslag om tredjelandsfiskeri

Rådet opnåede med enstemmighed politisk enighed om forslaget om fiskeritilladelser i forhold til tredjelande, hvor der i forhold til omfordeling af fiskerimuligheder blev indsat en henvisning til rådskonklusionerne fra 2004 om fiskeripartnerskabsaftaler, således at omfordelingen af fiskeritilladelser alene omfattede fiskeripartnerskabsaftaler med et finansielt bidrag.

 

3. Forslag om beskyttelsen af sårbare marine økosystemer i det åbne hav

Rådet opnåede med enstemmighed politisk enighed om forslaget om sårbare marine økosystemer, hvor fiskeri skulle kunne tillades, hvis der var et videnskabeligt grundlag herfor kombineret med krav om fuld observatørdækning.

 

4. Forslag om ny fiskeriaftale med Mauretanien

Kommissionen redegjorde for forslaget om en ny fiskeriaftale med Mauretanien og understregede behovet for en hurtig vedtagelse af forslaget.

 

5. Meddelelse om fiskerimuligheder for 2009

Rådet havde en drøftelse af meddelelsen om fiskerimulighederne for 2009, hvor medlemslandene generelt lagde vægt på et udsving i TAC/kvoterne på maksimalt +/-15 %.

 

6. Revision af TAC’en for torsk i Det Keltiske Hav 2008

Rådet noterede sig ønsker fra en række medlemslande om en revurdering af TAC’en for torsk i Det Keltiske Hav for 2008.

 

7. Forslag om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (Miljøministeriets ressort)

Der henvises til særskilt referat fra Miljøministeriet.

 

8. Forslag til implementering af sundhedstjekket

Rådet havde en første politisk drøftelse af forslagene til sundhedstjekket med særlig vægt på afkobling og artikel 69. De fleste lande var enige i målet om fuld afkobling i 2013. En række medlemslande var dog bekymrede for visse sårbare sektorer og pegede i den forbindelse på behovet for fortsat delvist koblet støtte. I forhold til støttemulighederne i den nye artikel 68 efterspurgte flere medlemslande en mere fleksibel og enkel løsning, mens andre medlemslande understregede vigtigheden af, at sådanne støttemuligheder ikke udgør handelshindrende foranstaltninger.

 

 Kommissionen fastholdt målet om fuld afkobling i 2013 og var afvisende over for mere fleksibilitet i artikel 68, herunder mulighed for årlige tilpasninger.

 

Det kommende franske formandskab bekræftede, at det var målet at opnå politisk enighed om forslagene til sundhedstjekket i november måned.

 

9. Forslag til ændring af reglerne vedrørende betingelserne for udbetaling af kvægpræmier

Forslaget var ikke på dagsordenen.

 

10. Kommissionens stop for tunfiskeri af notfartøjer i Atlanterhavet og Middelhavet

Kommissionen fastholdt, at der var behov for en lukning af fiskeriet efter tun med notfartøjer i Atlanterhavet og Middelhavet.

 

Under eventuelt orienterede Kommissionen om sit oplæg til foranstaltninger med henblik på at afbøde virkningerne af brændstofkrisen i fiskerisektoren. Kommissionen lagde op til en række tilpasninger af Fiskerifonden i form af toårige undtagelser for at sikre en omstrukturering af fiskerisektoren. Derudover overvejede Kommissionen en større fleksibilitet i forhold til de minimis statsstøtte. Medlemslandene var generelt åbne over for at drøfte ændringer af Fiskerifonden. En række medlemslande var skeptiske over for mere fleksible regler for statsstøtte.