Folketingets Udvalg
for Fødevarer, Landbrug
|
Den 17. juni 2008 Sagsnr.: 39 |
./.     Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering svar på spørgsmål 1 til Rådsmøde 2875 fra Folketingets Europaudvalg om azofarvestoffer.
Med venlig hilsen
|
FVM 547 |
Spørgsmål 1:
Ministeren bedes – som lovet på mødet i Europaudvalget den 16. maj 2008 – redegøre for udfaldet af ekspertmødet om azofarvestoffer den 16. maj 2008, ligesom ministeren bedes kommentere indholdet af den undersøgelse af azofarvestoffer, som Southampton Universitetet har foretaget.
Svar:
Mødet i Kommissionens tilsætningsstofekspertgruppe den 16. maj 2008 var det første møde, hvor medlemsstaternes synspunkter vedrørende Southampton-undersøgelsen blev udvekslet. Udveksling af synspunkter var således det vigtigste ved mødet og dernæst at diskutere eventuelle løsningsforslag.
De fleste medlemsstater gav udtryk for, at de tager Southampton studiet alvorligt, og at forbrugerne er bekymrede for virkningen af azofarvestoffer. Der var enighed om, at undersøgelsen ikke er solid og konsistent i konklusionerne, og man efterlyste et mere solidt grundlag for eventuel handling. Der var dog ikke opbakning til at der skulle iværksættes endnu en undersøgelse.
Kommissionen konkluderede på mødet, at der ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for et forbud mod azofarvestoffer. Kommissionen henviste dog til, at der kunne fremkomme nye oplysninger i forbindelse med EFSA’s planlagte revurderinger.
Fra dansk side anmodedes om at revurderingerne af azofarvestoffer fremskyndes, og flere medlemsstater var enige heri. Kommissionen lod forstå, at man ville undersøge mulighederne herfor, men at man umiddelbart mente det ville være vanskeligt af hensyn til afsættelse af de fornødne menneskelige ressourcer hertil.
Samtidig testede Kommissionen medlemsstaternes holdning til Europa Parlamentets ændringsforslag til 4-pakken for så vidt angår mærkning af azofarvestoffer. Der var ingen konklusioner på diskussionen, men det fremgik umiddelbart af drøftelserne at et flertal af medlemsstaternes eksperter ikke var afvisende overfor en mærkningsløsning.
Southampton-undersøgelsen er det hidtil mest omfattende studie af farvestoffers indvirken på børns aktivitetsniveau og opmærksomhed, og undersøgelsen viser, at nogle børn kan være følsomme overfor visse farvestofblandinger. Konklusionerne er grundigt analyserede af EFSA’s kompetente videnskabsfolk, som påpeger flere alvorlige svagheder i undersøgelsen, blandt andet observationsmetoder, statistiske analysemetoder, manglende konsistens, manglende biologiske mekanismer samt det faktum, at det er blandinger af farvestoffer, der blev brugt.