Europaudvalget |
|
EU-konsulenten |
|
Til:
Dato: |
Europaudvalget, Retsudvalget, Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
16. maj 2008 |
EF-Domstolen evaluerer den danske implementering af direktivet om svinetransporter
EF-Domstolen har i en dom af 8. maj 2008 fastslået, at Danmark i princippet handlede inden for sit skøn, da direktiv 91/628/EØF om beskyttelse af dyr under transport blev implementeret i dansk ret[1]. Domstolen overlader det dog til Vestre Landsret at tage stilling til, om de danske regler - for så vidt som de måtte forstyrre de frie varebevægelser og markedsordningernes funktion - er objektivt nødvendige og proportionale med det formål, de forfølger.
Sagens baggrund
Den 19. november 1991 vedtog Rådet direktiv 91/628/EØF om beskyttelse af dyr under transport[2]. Direktivet indeholder bl.a. generelle bestemmelser om hvor megen plads, der skal tildeles svin under transporter, herunder om arealkrav og rumhøjde. Direktivet blev gennemført i Danmark ved Justitsministeriets bekendtgørelse af 1993 om beskyttelse af dyr under transport.
I 2005 anlagde Brancheorganisationen Danske Svineproducenter sag mod Justitsministeriet, idet organisationen fandt, at Justitsministeriet ved implementeringen af direktivet i dansk ret havde opstillet strengere pladskrav end det, der ifølge organisationen kunne kræves efter direktivet. Ifølge organisationen var de danske regler samtidig i strid med EF-traktatens regler om fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser.
EF-Domstolens dom
EF-Domstolen indleder i dommen med at konstatere, at direktivets hovedformål er at beskytte dyr under transport, men at direktivet også har til formål at fjerne de tekniske hindringer for handelen med dyr og at sikre, at EU-markedsordningerne kan fungere efter hensigten (præmis 29).
Direktivet pålægger således medlemsstaterne at vedtage minimumsbestemmelser, der sikrer, at svin under transport med lastbil råder over tilstrækkelig plads med hensyn til areal og højde og en tilstrækkelig ventilation. Disse krav skærpes, hvis transportens varighed overstiger otte timer.
I den forbindelse fastslår Domstolen, at eftersom direktivet ikke fastsætter rummenes præcise højde, men blot bestemmer, at svin som minimum skal kunne ligge ned og stå op i deres naturlige stilling, bør medlemsstaterne indrømmes et vist skøn ved vedtagelsen af nationale bestemmelser. Domstolen konstaterer, at selv om Danmark har valgt at fastsætte meget præcise krav til rumhøjde og arealkrav, falder dette i princippet inden for det skøn, EU-landene har i forbindelse med implementering af direktiver.
For så vidt som de danske regler dog kunne udgøre en hindring for opfyldelsen af direktivets to andre formål (afskaffelse af tekniske hindringer for handelen med levende dyr og skabelse af grundlag for, at markedsordningerne kan fungere efter hensigten), kræves det ifølge Domstolen:
- at de danske regler forbliver objektivt nødvendige, og
- at reglerne er forholdsmæssige i forhold til opfyldelsen af formålet om beskyttelse af dyr under transport.
Domstolen konstaterer, at Danmark har prioriteret hovedformålet om beskyttelse af dyr under transport i forhold til direktivets to øvrige formål (afskaffelsen af tekniske handelshindringer og markedsordningernes effektive funktion)(præmis 41). På den baggrund kan det ifølge Domstolen ikke udelukkes, at producenternes meromkostninger som følge af de danske regler kan hindre opfyldelsen af disse to formål.
Domstolen ser sig imidlertid ikke i stand til selv at foretage denne vurdering, da den ikke råder over oplysninger om bestemmelsernes indvirkning på markedet. På den baggrund overlader Domstolen det til den nationale ret (Vestre Landsret) at kontrollere, om de danske regler hindrer opfyldelsen af de sidstnævnte to formål, og dermed om Danmark har overskredet grænserne for sit skøn.
Vestre Landsret skal således i forbindelse med sin endelige bedømmelse særligt sikre sig, at de danske regler, for så vidt som de skulle kunne udgøre en hindring for opfyldelsen af disse to formål, forbliver objektivt nødvendige og forholdsmæssige i forhold til opfyldelsen af det hovedformål vedrørende beskyttelse af dyr under transport, som forfølges med direktivet (præmis 44).
Domstolen præciserer i den forbindelse (præmis 45), at Vestre Landsret med henblik på denne bedømmelse skal kontrollere:
- at de danske regler ikke medfører en meromkostning og tekniske vanskeligheder af en sådan karakter, at de danske svineproducenter stilles ringere
- at de danske regler ikke vil kunne straffe danske svineproducenter, som ønsker at udføre deres produkter i forhold til eksportører fra andre medlemsstater, som ikke skal afholde den meromkostning, der er forbundet med de tekniske ændringer af lastvognstogene
- at de danske regler ikke stiller svineproducenter fra andre EU-lande, som ønsker at transportere dyr til eller gennem Danmark, og som også vil være forpligtede til at tilpasse deres lastvognstog for at overholde de danske regler, ringere.
Domstolen fastslår endelig, at Danmark var berettiget til at implementere arealkravene i direktivet således, at der ved transporter af mere end otte timers varighed skal være mindst 0,5 m² for svin på 100 kg.
./.  Domstolens dom vedlægges.
Med venlig hilsen
Thomas Fich
(Tlf. 3611)