Folketingets Udvalg
for Fødevarer, Landbrug
|
./.     Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering notat og grundnotat om forslag til Kommissionens beslutning om tilladelse til markedsføring af Baobab (Adansonia digitata) dried fruit pulp som en ny levnedsmiddelingrediens i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 258/97. (Komitésag).
Forslaget er sat på dagsordenen til afstemning i den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed (SCoFCAH) den 15. april 2008.
Med venlig hilsen
Kommissionen har den 2. april 2008 fremsat forslag om tilladelse til markedsføring af tørret frugtkød af Baobab (Adansonia digitata) frugt som ny fødevareingrediens i henhold til novel food forordningen. Frugten vil skulle anvendes i bl.a. drikkevarer og müsli-barer.
Forslaget er sat til afstemning på dagsordenen til møde i SCoFCAH den 15. april 2008.
Den ernærings- og sundhedsmæssige vurdering af tørret baobab frugtkød har ikke givet anledning til fødevaresikkerhedsmæssige betænkeligheder fra Fødevareinstituttet, og forslaget vurderes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark.
Regeringen forholder sig derfor positivt overfor en vedtagelse af forslaget.
Grundnotat til Folketingets Europaudvalg
om forslag til Kommissionens beslutning om tilladelse til markedsføring af Baobab (Adansonia digitata) dried fruit pulp som en ny levnedsmiddelingrediens i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 258/97. (Komitésag)
KOM dokument nr. foreligger ikke
Resumé
Forslaget omhandler tilladelse til markedsføring af tørret frugtkød af frugten baobab (Adansonia digitata) som ny fødevareingrediens i henhold til novel food forordningen. Forslaget vurderes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark.
Kommissionen har den 2. april 2008 fremsendt forslag til Kommissionens beslutning om tilladelse til markedsføring af tørret frugtkød af Baobab (Adansonia digitata) frugt som ny fødevareingrediens i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 258/97 af 27. januar 1997 om nye levnedsmidler og nye levnedsmiddelingredienser (novel food forordningen).
Forslaget er sat på dagsordenen til afstemning i den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed (SCoFCAH) den 15. april 2008.
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 7 i novel food forordningen. I henhold til denne artikel skal der træffes afgørelse om tilladelse til markedsføring efter proceduren i artikel 13, når der er fremsat indsigelse mod en ansøgning om godkendelse som nyt levnedsmiddel. Afgørelsen træffes på grundlag af et forslag fra Kommissionen, som forelægges Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed.
Forslaget behandles i en forskriftskomitéprocedure i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed. Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen beslutningen. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet, der kan vedtage forslaget uændret med kvalificeret flertal eller ændre det med enstemmighed. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede beslutningen.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor regeringens vurdering, at det følger heraf, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
Formål og indhold
PhytoTrade Africa indgav d. 9. august 2006 en ansøgning til de kompetente myndigheder i Storbritannien om tilladelse til markedsføring af tørret baobab frugtkød som en ny fødevareingrediens i henhold til reglerne i novel food forordningen. Ifølge ansøgningen ønskes produktet anvendt i en række drikkevarer og andre fødevarer, særligt i smoothies og müsli-barer. Indholdet af baobab frugtkød i smoothies vil udgøre 6-10% og i müsli-barer 10-15% af vægten.
I forslaget lægges op til, at baobab frugtkød tillades uden begrænsninger til alle fødevarer. Produktet skal leve op til en række specifikationer vedrørende sammensætningen af produktet. Indholdet af tørret baobab frugtkød må ikke overstige 10% i smoothies og 15% i müsli barer.
Beslutningen vil være gældende fra datoen for vedtagelse.
De kompetente britiske myndigheder afgav den 12. juli 2007 den første vurderingsrapport, som er positiv.
Kommissionen videresendte den første vurderingsrapport til de øvrige medlemsstater den 1. august 2007, hvorefter medlemsstaterne inden for en frist på 60 dage kunne fremsætte bemærkninger eller begrundet indsigelse mod markedsføringen.
Der blev inden fristens udløb fremsat bemærkninger fra medlemsstaterne. Disse bemærkninger vedrørte dog ikke de sikkerhedsmæssige aspekter vedrørende produktet.
Danmark indsendte i september 2007 begrundede indsigelser i forbindelse med, at den gennemførte procedure for risikovurdering for baobab frugtkødet afviger fra de hidtil udførte risikovurderinger af nye fødevarer og nye fødevareingredienser, idet vurderingen fandt sted på baggrund af data om langvarig sikker fødevareanvendelse af baobab frugten i Afrika. Proceduren blev herefter drøftet på et møde i novel food arbejdsgruppen i januar 2008. Der var enighed om, at oplysninger om langvarig sikker anvendelse som fødevare i et tredjeland kan indgå i risikovurderingen, og at det drøftes fra sag til sag, i hvilket omfang, der i så fald er behov for toksikologiske studier.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslaget.
Gældende dansk ret
Reglerne i novel food forordningen er umiddelbart gældende i Danmark og de øvrige EU-lande. De enkelte konkrete beslutninger på baggrund af forordningen er rettet til bestemte virksomheder og umiddelbart gældende for disse.
Konsekvenser
Fødevareinstituttet ved DTU har ikke ernærings- eller sundhedsmæssige betænkeligheder ved godkendelse af baobab frugtkød til de ansøgte formål.
Det fremgÃ¥r af det engelske beslutningsforslag, at produktet skal mærkes â€Baobab fruit pulp†(den danske oversættelse af forslaget foreligger endnu ikke).
Forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark.
Høring
Beslutningsforslaget blev offentliggjort på høringsportalen den 3. april 2008 med høringsfrist 7. april 2008.
Følgende høringssvar er indkommet fra høringsberettigede organisationer:
Landbrugsrådet har ikke særlige bemærkninger til de pågældende produkter.
Den ernærings- og sundhedsmæssige vurdering af tørret baobab frugtkød har ikke givet anledning til fødevaresikkerhedsmæssige betænkeligheder hos Fødevareinstituttet.
Regeringen har således ingen fagligt begrundede indvendinger imod godkendelsen.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Man er fra dansk side ikke bekendt med offentlige tilkendegivelser om forslaget i andre medlemsstater. Det forventes dog, at der vil være flertal for forslaget.
Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.