Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

 

København, den 10. april 2008

Sagsnr.: 10606

 

 

 

 

 

 

 

 

Orientering om status for indsatsen vedr. bevarelse af den brune bi på Læsø

 

I fortsættelse af tidligere oplysninger til udvalget om indsatsen for bevarelse af den brune Læsø bi, fremsendes hermed ”Slutrapport” fra Moniteringsgruppe til faglig kvalitetssikring af Fødevareministeriets indsats for at sikre bevarelse af den brune bi på Læsø.

 

Som det fremgår af rapporten, finder Moniteringsgruppen, at den brune bi på Læsø er bevaringsværdig.

 

Det er med tilfredshed, jeg kan konstatere, at Moniteringsgruppen i sin rapport konkluderer, at sameksistensmodellen har fungeret, ikke mindst fordi der har været en god lokal opbakning og de indgåede aftaler er respekteret af alle øens biavlere.

 

Moniteringsgruppen er fremkommet med nogle klare anbefalinger omkring tilpasning af de grænser, der af hensyn til sikring af renparringen af den brune bi, er fastsat i bekendtgørelsen om biavl på Læsø.  På baggrund af disse anbefalinger vil jeg tage initiativ til at ændre bekendtgørelsen, således at ændringerne kan få virkning allerede for indeværende sæson. Bekendtgørelsen vil blive sendt i høring på sædvanlig vis.

 

De øvrige anbefalinger og forslag, som er fremkommet fra Moniteringsgruppen, omhandler blandt andet omfanget af den fremtidige kontrolindsats, etablering af reservepopulationer m.v.

 

Disse forslag vil jeg nu overveje og drøfte med de implicerede parter, således at vi inden for rammerne af en sameksistensmodel skaber de bedst mulige betingelser for fortsat bevarelse af den brune Læsø bi.

 

Som bekendt har et lokalt projekt til understøttelse af bevaringen af den brune Læsø bi været understøttet med offentlige midler gennem en årrække. Projektperioden udløb med udgangen af 2007.

 

Da en endelig afklaring af, hvordan det videre bevaringsarbejde for den brune bi skal foregå, først vil være på plads på et senere tidspunkt, er jeg indstillet på også i år at understøtte det lokale projekts bevaringsinitiativer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Eva Kjer Hansen