Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug
og Fiskeri



 

Den 11. marts 2008

Sagsnr.: 39

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

./.      Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering svar på spm. 1 (alm.del. 2849 – landbrug og fiskeri) fra Folketingets Europaudvalg vedrørende antibiotikaresistente genmarkører i GMO’er, der også bruges i behandling.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Marie Louise Flach de Neergaard


 

 

Folketingets Europaudvalget

 

København, den

FVM 514

 

 

 

 

Folketingets Europaudvalg har i brev af 12. februar 2008 (Alm. del – 2849 – landbrug og fiskeri spørgsmål nr. 1) udbedt sig min besvarelse af følgende:

 

 

Spørgsmål 1:

”WHO anbefaler, at man ikke anvender antibiotikaresistente genmarkører i GMO’er, når det handler om resistensgener, der også bruges i behandlingen af mennesker og dyr. De nævnte markører anvendes ifølge Greenpeace netop i behandlingen af mennesker og dyr, jf. KOM (2007) 0814, KOM (2007) 0815, KOM (2007) 0816 og KOM (2007) 0813. Ministeren bedes, som lovet på europaudvalgsmødet den 8. februar 2008, af- eller bekræfte, at netop disse typer af antibiotika i stigende grad bruges i Sverige (en stigning på 25 % siden 2002) og er vigtige i behandlingen af tuberkulose.”

 

 

Svar:

Statens Serum Institut er anmodet om bidrag til besvarelse af ovennævnte spørgsmål, som jeg henviser til.

 

Statens Serum Institut oplyser følgende: ” Statens Serum Institut har ikke haft stillet de anførte henvisninger til rådighed, men forudsætter med baggrund i tidligere spørgsmål fra Europaudvalget, at der henvises til resistensgenet NPTII. Dette er et enzym, der kan inaktivere visse aminoglykosider, der er en gruppebetegnelse for en række antibiotika, hvor af nogle har større betydning end andre ift. human behandling.

 

Så vidt Statens Serum Institut har kunnet erfare, er der i Sverige sket en stigning på sygehuse i anvendelsen af aminoglykosider (JO1 GB) på 2,9 DDD/100 indlæggelser i 2002 til 3,3 DDD/ 100 indlæggelser i 2005 (Swedres 2006, A Report on Swedish Antibiotic Utilisation and Resistance in Human Medicine, SMI, Stockholm, ISSN 1400-3473). Det er ikke opgivet, om stigningen relaterer sig til bestemte undertyper.

 

De anførte antibiotika er ikke første valg ved behandling af tuberkulose i Danmark, men kan finde anvendelse ved bivirkninger overfor andre stoffer og ved resistent tuberkulose. I andre lande med højere forekomst af tuberkulose, herunder resistent tuberkulose, vil disse antibiotika kunne spille en mere fremtrædende rolle i en effektiv behandling.”