Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Institution: Fødevarestyrelsen

Kontor/initialer: 2. kontor/TOVL

Sagsnr.: 10699

Dato: 29. januar 2008

 

Opfølgning på samråd den 23. januar 2008 om ensartethed

– redegørelse for Fødevarestyrelsens sanktionering af Carlsberg

 

Baggrund        

Fødevareministeren var i samråd den 23. januar 2008 i forbindelse med behandlingen af lovforslag L 45 (ændring af fødevareloven til implementering af fødevareforliget). Under samrådet blev Carlsberg fremhævet som et eksempel på en virksomhed, som ikke havde modtaget en bøde for manglende egenkontrol.

 

Instruksen om mere konsekvent bødesanktionering og egenkontrol

Når fødevarekontrollen konstaterer overtrædelser af fødevarelovgivningen skal kontrollen anvende den sanktion, som skønnes nødvendig for at få virksomheden til at rette op på forholdet, og sanktionen må ikke være mere indgribende end nødvendigt.

Fødevarestyrelsens instruks om mere konsekvent bødesanktionering, som trådte i kraft den 1. juli 2006 som led i implementeringen af nul-tolerance planen for fødevareområdet, supplerer det generelle princip om den nødvendige sanktion. Det følger af instruksen, at klare overtrædelser af klare regler som udgangspunkt skal sanktioneres med en bøde også ved førstegangsovertrædelser. Der skal dog i hvert enkelt tilfælde laves en konkret vurdering – hvis der er tale om en bagatelagtig overtrædelse eller der i øvrigt er særligt formildende omstændigheder, kan dette medføre, at udgangspunktet om en administrativ bøde skal fraviges.

 

Egenkontrol

For egenkontrol medfører instruksen om mere konsekvent bødesanktionering, at manglende egenkontrolprogram som klart udgangspunkt skal sanktioneres med en administrativ bøde, da der er tale om en klar overtrædelse af en klar regel. Vurderingen af, om en virksomhed har tilstrækkelig egenkontroldokumentation er derimod forbundet med et skøn, og er dermed ikke omfattet af instruksen om mere konsekvent bødesanktionering. Det udelukker dog ikke, at der kan gives en administrativ bøde i førstegangstilfælde – dette afhænger bl.a. af overtrædelsens omfang, virksomhedens art og virksomhedens overholdelse af reglerne i øvrigt.

Hvis en virksomhed i forbindelse med et kontrolbesøg fra fødevarekontrollen ikke kan fremvise et egenkontrolprogram, skal virksomheden således som klart udgangspunkt have en administrativ bøde. Kontrollen oplever dog jævnligt, at virksomheden oplyser, at den har et egenkontrolprogram, at programmet p.t. ikke er tilstede på virksomheden, men at det kan fremskaffes i løbet af kort tid. I sådanne situationer skal kontrollen lave en konkret vurdering af, om der er grundlag for at fravige udgangspunktet om en administrativ bøde. Flere faktorer har betydning for denne vurdering, bl.a. hvor hurtigt virksomheden kan fremskaffe egenkontrolprogrammet, er der tale om en type virksomhed, hvor det overhovedet er muligt at kontrollere egenkontrolprogrammet efterfølgende, er der tale om en virksomhed, som normalt har orden på tingene, er de konkrete forhold i virksomheden i orden eller er der f.eks. beskidt m.v.

 

Hvis forholdene taler for at give virksomheden mulighed for at fremskaffe egenkontrolprogrammet, kan den administrative bøde erstattes af en indskærpelse, hvis virksomheden i løbet af en meget kort periode fremviser et tilfredsstillende egenkontrolprogram.

 

Sanktionering af Carlsberg

Fødevarestyrelsen vurderer ud fra de foreliggende oplysninger, at der må være tale om Carlsberg i hhv. Valby og Taastrup.

 

Carlsberg i Valby blev kontrolleret den 27. juni 2007. Under kontrolbesøget oplyste virksomheden, at egenkontrolprogrammet fandtes på den egenkontrolansvarliges pc´er, og at denne person ikke var tilstede på virksomheden den pågældende dag. Øvrige forhold i virksomheden blev kontrolleret uden anmærkninger – det blev bl.a. kontrolleret, at virksomheden havde fulgt op på en indskærpelse vedr. skadedyrssikring fra det seneste kontrolbesøg. Fødevareregion Øst, Kontrolafdeling Rødovre, har yderligere oplyst, at egenkontrolprogrammet blev fremsendt den efterfølgende dag, og at såvel programmet som dokumentation for gennemførelse af egenkontrollen var i orden. På den baggrund fraveg kontrolafdelingen udgangspunktet om en administrativ bøde og gav i stedet virksomheden en indskærpelse.

Fødevarestyrelsen finder på baggrund af Kontrolafdeling Rødovres oplysninger, at kontrolafdelingen umiddelbart har vurderet sagen i overensstemmelse med de ovenfor skitserede retningslinjer på området, og styrelsen har på det foreliggende grundlag ingen bemærkninger til kontrolafdelingens valg af sanktion. Fødevarestyrelsen bemærker dog i den forbindelse, at kontrolafdelingen ved kontrolbesøg i virksomheden i 2005 og 2006 ikke har kontrolleret virksomhedens egenkontrol, da der var tale om et ubemandet lager. I henhold til retningslinjerne på området skal egenkontrol kontrolleres ved hvert ordinært kontrolbesøg, hvilket beklageligvis ikke er sket i dette tilfælde. Havde egenkontrollen været kontrolleret, som den burde, kunne resultatet heraf have haft betydning for valget af sanktion.

 

Carlsberg i Taastrup blev kontrolleret den 5. december 2007.  Virksomheden fremviste under kontrolbesøget en elektronisk udskrift af egenkontrolprogrammet. Virksomheden kunne dog ikke fremvise dokumentation for gennemførelse af egenkontrolprogrammet, da den person, som havde adgang til dokumentationen på virksomhedens computer, ikke var tilstede på tidspunktet for kontrolbesøget. Øvrige forhold i virksomheden blev kontrolleret uden anmærkninger. Fødevareregion Øst, Kontrolafdeling Rødovre, har yderligere oplyst, at egenkontroldokumentation blev fremsendt den efterfølgende dag, og at denne blev fundet i orden. På den baggrund gav kontrolafdelingen virksomheden en indskærpelse.

Fødevarestyrelsen har pÃ¥ baggrund af Kontrolafdeling Rødovres oplysninger ingen bemærkninger til kontrolafdelingens valg af sanktion. Styrelsen bemærker i den forbindelse, at dette tilfælde ikke umiddelbart er omfattet af instruksen om mere konsekvent bødesanktionering, da der er tale om mangelfuld dokumentation og ikke manglende egenkontrolprogram.Â