Folketingets Udvalg for Fødevarer,
|
København, den 8. februar 2008  |
Orientering om udvidede muligheder efter landbrugsloven for erhvervelse af erstatningsarealer
Efter reglerne i landbrugslovsbekendtgørelsen[1] kan landmænd, der afgiver jord til etablering af våde enge eller genopretning af vådområder, erhverve erstatningsarealer uden at reglerne om fortrinsstilling finder anvendelse. Der kan også dispenseres fra landbrugslovens grænse for, hvor meget jord den enkelte landmand må eje. Efter reglerne kan der dog kun erhverves erstatningsarealer, når der afgives jord til Vandmiljøplan II og III projekter.
Dansk Landbrug og Skov- og Naturstyrelsen har opfordret til, at reglerne om, at landmænd, der afgiver jord til etablering af våde enge eller genopretning af vådområder, kan erhverve erstatningsarealer uden at reglerne om fortrinsstilling finder anvendelse, udvides til også at omfatte andre offentlige naturprojekter. Det foreslås, at reglerne også kommer til at gælde for arealer, der inddrages til statslige eller kommunale miljø- og naturprojekter, der tilsigter at gennemføre EU's vandrammedirektiv eller Natura 2000 direktiver, uden at der er tale om Vandmiljøplan II og III projekter. Til udvalgets orientering vedlægges kopi af de to henvendelser.
Dansk Landbrug og Skov- og Naturstyrelsen henviser til, at regeringen har iværksat en særlig vand- og naturindsats i perioden 2007-2009, ligesom der løbende gennemføres en række naturgenopretningsinitiativer, der sigter på en generel forbedring af natur- og miljøtilstanden, herunder gennemførelse af vandrammedirektivet, Natura 2000 direktiverne mv. Gennemførelse af konkrete projekter vil i mange tilfælde forudsætte, at ejerne af de berørte ejendomme får adgang til supplering med jord som kompensation for den jord, der indgår i de konkrete projekter.
Jeg skal hermed orientere udvalget om, at det er min hensigt at ændre reglerne i overensstemmelse hermed.
Det er således min hensigt at ændre § 29, stk. 6, i bekendtgørelse nr. 698 af 21. juni 2007 om reglerne i lov om landbrugsejendomme således, at reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord heller ikke finder anvendelse ved erhvervelse af arealer, der erhverves som kompensation for arealer, der inddrages til statslige eller kommunale miljø- og naturprojekter, som tilsigter at gennemføre EU’s vandramme direktiv eller Natura 2000 direktiver.
Det er ligeledes min hensigt at ændre reglerne i § 49, stk. 7, og § 72, stk. 6, i cirkulære nr. 36 af 3. juni 2005 om lov om landbrugsejendomme således, at der også kan dispenseres fra de generelle arealgrænser i videre omfang ved erhvervelse af arealer, der erhverves som kompensation for arealer, der inddrages til statslige eller kommunale miljø- og naturprojekter, som tilsigter at gennemføre EU’s vandramme direktiv eller Natura 2000 direktiver.
Eva Kjer Hansen
/ Søren Sørensen