Europaudvalget

Folketingets repræsentant ved EU

Til:

Dato:

Udvalgets medlemmer og stedfortrædere

30. juni 2008

Dannelse af politiske grupper i Europa-Parlamentet

 

Resumé:

De to største grupper i Europa-Parlamentet (PPE-DE og PSE) har foreslået at hæve grænsen for at kunne danne en politisk gruppe i parlamentet fra 20 medlemmer (fra 6 medlemslande) til 30 medlemmer (fra 7 medlemslande).

 

Forslaget blev forkastet i Forfatningsudvalget med 15 stemmer imod og 14 for.

 

Forslaget genfremsættes og behandles i plenum i Parlamentet i juli sessionen (7.- 10.7.) i Strasbourg.

 

Baggrund

I Europa-Parlamentet drøfter man for øjeblikket en revision af reglerne om dannelse af politiske grupper (Forretningsordenen art. 29).

 

Gruppen for Det Europæiske Folkeparti/De Europæiske Demokrater (PPE-DE) og De Europæiske Socialdemokraters Gruppe (PSE) har foreslået at hæve grænsen for antallet af medlemmer og lande for at kunne danne en politisk gruppe.

 

Ordfører for forslaget er Richard Corbett (PSE).

Forslaget

Forslaget indeholder tre elementer:

 

  1. Antal af medlemmer

 

Ifølge de nugældende regler kan der dannes en politisk gruppe af minimum 20 medlemmer svarende til 2,5 pct. af antallet af medlemmer i Parlamentet.

 

Det nye forslag indebærer, at der kræves mindst 30 medlemmer svarende til 4 pct. af medlemmerne.

 

  1. Antal af medlemslande

 

De nugældende regler kræver, at medlemmerne er valgt i mindst en femtedel af medlemslandene, hvilket i dag er 6 lande.

 

Ifølge det nye forslag kræves, at medlemmerne kommer fra en fjerdedel af medlemslandene, svarende til 7 lande.

 

  1. Bevarelse af en gruppe, der falder under grænsen

 

Hvis en gruppe, der opfyldte antalskriterierne ved oprettelsen, mister medlemmer og derved får færre medlemmer, end der kræves for at oprette en gruppe, kan den godt fortsætte.

 

Ifølge forslaget kan dette ske så længe gruppen har mindst 25 medlemmer.

Begrundelse/debat

Ordføreren begrunder forslaget med ønsket om at undgå for stor fragmentering i parlamentet samt med praktiske og økonomiske årsager og henviser til, at de fleste nationale parlamenter, der har regler herom, har en højere grænse. I 15 parlamenter er minimumsantallet for at danne en gruppe højere end 4 pct. af medlemmerne.

 

De øvrige politiske grupper i Europa-Parlamentet er imod forslaget. Under behandlingen i Forfatningsudvalget advarede bl.a Andrew DUFF (ALDE) imod at begrænse antallet af grupper og herved tvinge medlemmer ind i de større grupper. Hanne Dahl (IND/DEM) mente, at forslaget vil begrænse debatternes mangfoldighed. Ønsket om effektivitet er en trussel mod demokratiet, sagde hun.

 

At have status som gruppe betyder meget for arbejdet i Europa-Parlamentet. Ikke blot i form af tilskud, sekretariat og andre praktiske hjælpemidler, som i større omfang tilbydes grupper, men især for arbejdet i udvalg og plenum samt i andet politisk arbejde, hvor grupperne deltager. Det gælder f. eks. Formandskonferencen, der har en vigtig rolle i parlamentets arbejde, praktisk og politisk.  Heri deltager parlamentets formand og gruppernes formænd.  Medlemmer uden for grupperne har én observatørpost.

Beslutning

Forslaget om at hæve grænsen (medlemmer og lande) for at kunne danne en gruppe blev forkastet i Forfatningsudvalget med 15 stemmer mod 14. Derimod vedtog udvalget forslaget om at kunne bevare en gruppe, der oprindeligt er godkendt, men efterfølgende falder under grænsen.

 

Forslaget, i form af et ændringsforslag til betænkningen, går nu til behandling og beslutning i plenum i Europa-Parlamentets samling den 7. – 10. juli 2008.

 

 

Med venlig hilsen

 

Peter Juul Larsen

Tel. (fra Ft.) 11169