NOTAT

 

 

 

Til:

Folketingets Europaudvalg

J.nr.:

400.A.5-3-4-337

CC:

 

Bilag:

 

Fra:

EU-retskontoret

Dato:

23. september 2008

Emne:

EF-domstolen: Intervention i T-29/08 Liga para a Protecção da Natureza mod Kommissionen.

 

Baggrund

 

Regeringen har interveneret til støtte for sagsøger i et direkte søgsmål mod Kommissionen ved Retten i Første Instans. Sagen drejer sig om aktindsigt i dokumenter på miljøområdet.

 

Sagsøgeren, Liga para a Protecção da Natureza (LPN) har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens generalsekretærs afgørelse hvorefter LPN’s anmodning om aktindsigt i dokumenter vedrørende opførelse af et vandreservoir i Portugal afslås.

 

Ved den nævnte afgørelse begrundede Kommissionen sit afslag med henvisning til en generel undtagelse i artikel 4, stk. 2 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning EF nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (herefter forordningen om aktindsigt), hvorefter aktindsigt bl.a. kan afslås, hvis udbredelse af dokumentet vil være til skade for beskyttelsen af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision.

 

LPN har til støtte for sin påstand gjort gældende, at undtagelser i aktindsigtsforordningen til formodningen om, at der foreligger en tungtvejende offentlig interesse i oplysningernes offentliggørelse, jf. artikel 6, stk. 1 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning EF nr. 1367/2006 af 6. september 2006 om anvendelse af Århus-konventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer (herefter forordningen om miljøoplysninger mv.), ikke generelt kan fritage Kommissionen fra dens forpligtelse til at foretage en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Kommissionen skal altid fortolke grundene til afslag restriktivt.

 

Ligeledes har LPN anført, at Kommissionen bør give en konkret begrundelse for afslag, for så vidt angår hvert enkelt dokument.

 

Sagens betydning for Danmark

 

Mest mulig aktindsigt i EU har høj prioritet for Danmark. Spørgsmål om fortolkningen af forordningen om aktindsigt tillægges derfor stor vægt.

 

Et centralt spørgsmål i den konkrete sag er, hvorvidt artikel 6, stk. 1 i forordningen om miljøoplysninger mv. kan fritage Kommissionen fra dens forpligtelse til at foretage en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde efter reglerne i forordningen om aktindsigt. Den danske regering finder ligesom LPN, at Kommissionen ikke er fritaget af dens forpligtelser til at foretage en afvejning af dens grundlag i ethvert konkret tilfælde, at Kommissionen altid skal fortolke grundene til et afslag restriktivt, og at Kommissionen bør give en konkret begrundelse for så vidt angår hvert enkelt miljøoplysning, som omfatter en stillingtagen til, hvorvidt det er muligt at give delvis aktindsigt, jf. forordningen om aktindsigt, artikel 4, stk. 6.

 

Regeringen har interveneret i sagen til støtte for sagsøger. Regeringen har bl.a. gjort gældende, at Kommissionen altid skal fortolke grundene til afslag restriktivt, og at Kommissionen bør give en konkret begrundelse for så vidt angår hvert enkelt dokument, som omfatter en stillingtagen til, hvorvidt det er muligt at give delvis aktindsigt.