EU-Koordination

J.nr. DEP-243-00012

Ref. bxj

Den 18. september 2008

 

 

 

 

GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

 

Forslag til kommissionsbeslutninger om ikke-optagelse af aktivstofferne anthraquinon, benolie og carbon monoxid på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler

 

Resumé

Kommissionen foreslår, at aktivstofferne anthraquinon, benolie og carbon monoxid ikke optages på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler. Bilag I er den såkaldte positivliste.

Hvis forslagene bliver vedtaget, vil det betyde, at stofferne optages på bilaget over ikke-optagede aktivstoffer, til bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen.

Det vurderes, at forslagene har en positiv indflydelse på beskyttelsesniveauet i Danmark.

 

1. Status

Foreløbige forslag til kommissionsbeslutninger “Commission Decision of [...] concerning the non-inclusion of anthroquinone, bone oil and carbon monoxide in Annex I to Council Directive 91/414/EEC and the withdrawal of authorisations for plant protection products containing this substance” forventes fremsendt til medlemsstaterne.

 

Forslagene er fremsat med hjemmel i direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler, artikel 6, som fastlægger proceduren for optagelse af aktivstoffer på bilag I til direktivet (positivlisten).

 

Det forventes, at forslagene kommer til afstemning i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 25.- 26. september 2008. De skal vedtages i komitéprocedure efter forskriftsprocedure (1999/468/EF, art. 5).

 

Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen beslutningen. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa-Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig mod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede beslutningen.

 

Da stoffet har været på markedet i EU før den 26. juli 1993, er baggrunden for forslagene direktivets artikel 8, stk. 2, hvorefter alle aktivstoffer, der var på markedet i EU før den 26. juli 1993 skal vurderes.

 

2. Formål og indhold

Forslagene om anthraquinon, benolie og carbon monoxid forventes begrundet med, at der ikke er vist, at stofferne opfylder kriterierne i artikel 5 i direktiv 91/414/EØF især mht. risiko for sprøjteførere og arbejdere.

 

Forslagene forventes at pålægger medlemsstaterne at tilbagekalde godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder anthraquinon, benolie og carbon monoxid som aktivt stof senest 6 måneder efter beslutningernes vedtagelse. Medlemsstaterne pålægges endvidere fremover ikke at give godkendelser eller forny sådanne til plantebeskyttelsesmidler med anthraquinon, benolie og carbon monoxid efter direktivets overgangsregel i artikel 8 (2). Endelig skal medlemsstaterne give en frist for afvikling af salg og anvendelse, der er så kort som mulig og ikke længere end 18 måneder efter beslutningernes vedtagelse.

 

3. Nærhedsprincippet

Kommissionen har ikke redegjort for nærhedsprincippet. Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger af en allerede vedtaget rådsretsakt, hvorfor Regeringen vurderer, at forslagene er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

 

4. Konsekvenser for Danmark

Lovgivningsmæssige konsekvenser:

Som følge af forslagene vil anthraquinon, benolie og carbon monoxid skulle optages på bilag 9 til bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler. Bilag 9 er listen over aktivstoffer, for hvilke der er vedtaget en kommissionsbeslutning om ikke-optagelse på bilag I til plantebeskyttelsesmiddeldirektivet.

 

Der er ikke godkendt midler med anthraquinon, benolie og carbon monoxid i Danmark.

 

Økonomiske og administrative konsekvenser:

Forslaget får ingen økonomiske konsekvenser for firmaerne, idet der ikke er godkendt midler med anthraquinon, benolie og carbon monoxid i Danmark. 

 

Beskyttelsesniveau:

Det vurderes, at forslagene har en positiv indflydelse på beskyttelsesniveauet i EU og dermed også indirekte i Danmark.

 

5. Høring

Forslaget har været i høring i Miljøspecialudvalget, hvor der er indkommet høringssvar fra 3F, som støtter den danske indstilling.

 

6. Forhandlingssituation

Forslagene forventes vedtaget med kvalificeret flertal.

 

7. Dansk holdning

Danmark støtter, at anthraquinon, benolie og carbon monoxid ikke-optages på bilag I, da der ikke er vist sikker anvendelse af stofferne i EU.