J.nr. DEP-319-00005

 

Den

 

 

 

 

 

 

 

 

Redegørelse for arbejdet i EU på miljøministerens område i andet halvår af 2008

 

Det franske formandskab ønsker under sit formandskab at sætte særligt fokus på problemstillinger vedrørende bæredygtighed, risiko forebyggelse og forurening samt GMO’er.

 

Arbejde i Rådet (miljø)

 

Bæredygtighed er højt prioritet af det fransk formandskab og allerede på rådsmødet i oktober lægger formandskabet op til, at der vedtages konklusioner om Handlingsplanen for Bæredygtig produktion og forbrug. På samme møde lægger formandskabet op til, at Rådet også vedtager konklusioner om Kommissionens meddelelse om afskovning i troperne. En meddelelse der vil fokusere på konsekvenser af afskovningen for klimaændringer og tab af biodiversitet. Herudover vil der på rådsmødet i oktober muligvis skulle opnås politisk enighed om fælles holdning i Rådet om forslaget til et nyt jordrammedirektiv og forslaget om emissioner fra tunge biler (EURO VI).

 

På mødet i december planlægger formandskabet at Rådet vedtager konklusioner om GMO’er.  For GMO’ernes vedkommende forventes det, at det franske formandskab fortsætter den linje, der blev lagt forud for rådsmøde (miljø) i juni, hvor der blev fokuseret på at gøre risikovurderingerne bredere og bedre, mulighederne for at inddrage socio-økonomiske kriterier som f.eks. samfundsnytte i vurderingen, medlemslandenes muligheder for at forbyde GMO’er i følsomme områder (GMO-fri zoner) og fastlæggelse af en tærskelværdi for utilsigtet forekomst af GMO’er i frø.

 

Endelig lægger formandskabet op til at Rådet muligvis skal vedtage konklusioner om Kommissionens meddelelse om ophugning af skibe og grønbog om invasive arter på rådsmødet i december.

 

Det franske formandskab ønsker også at fremme forhandlingerne af IPPC direktivet mest muligt under deres formandskab og har sat sagen på til fremskridtsrapport på rådsmødet i december. Direktivet betyder, at kravene til industrianlæg i højere grad harmoniseres, og miljøkravene til udledning af emissioner og spildevand skærpes.

Det franske formandskab fortsætter også forhandlingerne af forslaget om ændring af kvaliteten af benzin og dieselolie med en forventning om at opnå en 1. behandlingsenighed med Europa-parlamentet i løbet af efteråret. Forslaget indeholder en række opstramninger på indholdet af svovl og andre stoffer i brændstoffer. Herudover fastsætter forslaget retningslinjer for iblanding af biobrændstof, herunder bioethanol i brændstoffer.

 

Miljøsager i andre råd

 

Der er flere væsentlige miljøsager der vil blive forhandlet uden for miljørådet i efteråret 2008. På rådsmøde (transport) i oktober forventer det franske formandskab, at opnå politisk enighed om fælles holdning om forslaget til fremme af ikke-forurenende køretøjer. Formålet med forslaget er at fremme af indkøb af miljøvenlige biler – og skal ses i samspil med regler om offentlige indkøb. Direktivet kræver, at medlemsstaterne tager bilens omkostninger, herunder miljøomkostninger, i betragtning ved indkøb.

 

Det franske formandskab forventer først at der vil kunne opnås en 1. behandlingsaftale med Parlamentet om forordningsforslaget om kosmetiske produkter under det tjekkiske formandskab og lægger derfor op til vedtagelse af overordnet ramme på rådsmødet for konkurrenceevne i december. Udover at sammenskrive og opdatere det gældende kosmetikdirektiv indeholder forslaget også en række nye substansændringer. Formålet med forordningen er hovedsagligt at forenkle og sikre en ensartet anvendelse af den gældende lovgivning, bl.a. for herigennem at mindske de administrative byrder. Der opstilles desuden minimumskrav for hvad en kosmetisk sikkerhedsvurdering skal indebære. Forslaget indeholder fortsat et forbud mod CMR-stoffer i kosmetiske produkter (stoffer der kan fremkalde kræft, skade på arveanlæg eller på foster eller afkom) men åbner samtidig for at visse CMR-stoffer, der opfylder særlige kriterier, undtagelsesvis kan anvendes.

 

Det franske formandskab lægger op til at der opnås en 1. behandlingsenighed med Europa-parlamentet om forslaget til revision af legetøjsdirektivet i løbet af efteråret. Det er Rådet for konkurrenceevne der behandler sagen. For så vidt angår kemikaliedelen af forslaget lægges der op til et generelt forbud mod brug af CMR-stoffer i legetøj medmindre stofferne forekommer i de dele af legetøjet der ikke er tilgængelige for børn. Herudover indeholder forslaget et forbud mod brug af visse allergifremkaldende duftstoffer.

 

Kommissionen er på vej med en meddelelse om hvordan fællesskabet kan forhindre import og markedsføring af ulovligt hugget tømmer og træprodukter. Det forventes at meddelelsen vil være ledsaget af et forordningsforslag, som indfører krav om dokumentation for at træ og træprodukter er lovlige. En sag som Danmark har presset på for at få Kommissionen til at lægge forslaget frem hurtigst muligt til Rådets og Parlamentets behandling. Sagen vil blive behandlet landbrugs- og fiskerirådet.

 

Det er også landbrugs- og fiskerirådet der behandler sagen om EU’s sundhedscheck af den fælles landbrugspolitik. Kommissionens udspil lægger op til at den permanente brakordning ophæves og at modulationen øges.

 

For så vidt angår forslagene i pesticid-pakken, som består af forslag til forordning om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, forslag om rammedirektiv om bæredygtig anvendelse af pesticider og forslag til pesticidstatistik vil de blive behandlet parallelt og det franske formandskab går efter at opnå en 2. behandlingsaftale med Parlamentet. Forhandlingerne forventes at gå i gang i oktober og forventes at blive vanskelige da rådets fælles holdning afviger på væsentlige punkter betydeligt fra resultatet af parlamentets 1. behandling (dvs. øget mulighed for overførsel af markedsmidler til miljø og natur formål). 

 

Â