MILJØstyrelsen                                                                                                    28. november 2007
                                                                                                                              Â
GRUNDNOTAT FOLKETINGETS EUROPAUDVALG Â
Forslag til Kommissionens beslutning om fastsættelse af tilladte mængder af methylbromid til kritiske anvendelser i Fællesskabet fra 1. januar til 31. december 2008 under Forordning 2037/2000 om stoffer, der nedbryder ozonlaget
1. Status
Produktion, import, eksport, markedsføring og anvendelse af ozonlagsnedbrydende stoffer har i EU været reguleret siden 1991, pt. ved Forordning 2037/2000 om stoffer, der nedbryder ozonlaget. Ovennævnte forslag til Kommissionsbeslutning skal behandles den 6. december 2007 i forvaltningskomitéen for forordning 2037/2000. Forslaget foreligger kun i udkast på engelsk.
Der skal stemmes om forslaget i overensstemmelse med forvaltningsproceduren, og det vil således blive vedtaget, såfremt der ikke blandt medlemsstaterne er et kvalificeret flertal imod. I så fald kan Rådet med et kvalificeret flertal omgøre Kommissionens beslutning.
2. Formål og indhold
Formålet med forslaget til Kommissionens beslutning er, i overensstemmelse med artikel 3 stk. 2 i Forordning 2037/2000, at definere de ’kritiske anvendelser’, hvor der ikke findes anvendelige alternativer til methylbromid, og fastlægge de mængder af methylbromid, som kan bruges hertil i 2008. Beslutningen er i overensstemmelse med Montreal Protokollens bestemmelser om beskyttelse af ozonlaget og ligger inden for de kvoter som EU fik tildelt på det 19. partsmøde under Montrealprotokollen, som afholdtes fra den 17. til 21. september 2007.
I henhold til Forordningen om ozonlagsnedbrydende stoffer kan Kommissionen give dispensation til at anvende methylbromid til ’kritiske anvendelser’ efter de kriterier, der er fastsat i beslutning IX/6 under Montrealprotokollen. Dispensation forudsætter blandt andet, at manglende adgang til at anvende methylbromid vil resultere i en alvorlig forstyrrelse af markedet, og at der ikke er teknisk eller økonomisk anvendelige alternativer, som ud fra et miljø- og sundhedsmæssigt synspunkt er passende til den aktuelle afgrøde og dyrkningssituation. Endvidere skal ansøgerlandene demonstrere, at de yder en passende indsats for at vurdere, udvikle og godkende alternativer og substitutionsmuligheder. Udgangspunktet er, at dispensationer gives for et år med henblik på at blive erstattet af alternativer.
Ansøgerlandene indsender detaljerede ansøgninger for hver enkelt anvendelse til Kommissionen, som efter en grundig ekspertvurdering fremsætter forslag til kvotestørrelse.
Det aktuelle forslag omfatter ca. 213 ton Methylbromid til ’kritiske anvendelser’ i 2008. Det drejer sig især om forskellige former for anvendelser indenfor gartneri, som for eksempel desinfektion af jordbærplanter, og forskning. De 213 ton svarer til en reduktion på 99 % i forhold til forbruget i 1991. Der var oprindeligt ansøgt om lidt mere end 245 ton fra medlemslandene for 2008.
3. Nærhedsprincippet
Da formålet med forslaget er at udmønte EU reguleringsbeføjelser i allerede gældende fællesskabsregulering (Forordning 2037/2000), finder Regeringen, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
4. Konsekvenser for Danmark
I Danmark har anvendelse af methylbromid været forbudt siden 1995, og Danmark har ikke behov for methylbromid til ’kritiske anvendelser’.
Forslaget har ingen lovgivningsmæssige eller økonomiske og administrative konsekvenser for Danmark.
Forslaget er neutralt i forhold til beskyttelsesniveauet i Danmark.
Forslaget indebærer, at der tillades et begrænset udslip af methylbromid til atmosfæren. Da nedbrydningen af ozonlaget er et globalt miljøproblem, påvirkes også miljøet i Danmark i mindre omfang. Det vurderes dog, at forslaget søger at begrænse forbruget, og dermed udslippet, så meget som muligt.
5. Høring
Ved høringen i miljøspecialudvalget er der ikke kommet høringssvar.
6. Forhandlingssituationen
Der har været afholdt bilaterale møder mellem Kommissionen og ansøgerlandene for at diskutere de enkelte ansøgninger.
Det forventes, at forslaget vil blive vedtaget ved komitémødet den 6. december 2007.
7. Dansk holdning
Forekomsten af andre skadevoldere og andre dyrkningsforhold end i Danmark er blandt andet årsagen til, at methylbromid vurderes at være nødvendig i en nogle andre medlemslande. Processen ved vurderingen af ansøgninger om kvoter af methylbromid til kritiske anvendelser er meget grundig og detaljeret. Kommissionen har gjort en stor indsats for kritisk at vurdere ansøgningerne, og der er således i forhold til de oprindelige ansøgninger i beslutningsforslaget reduceret i de tilladte mængder. Forbruget af methylbromid i EU er på grund af kvotetildelingsmekanismen støt faldende.
Danmark har på denne baggrund ikke grundlag for at anfægte Kommissionens konkrete vurderinger af de enkelte ansøgninger.