NOTAT

til

Folketingets Europaudvalg

 

om afgivelse af indlæg i sag C-158/07, Förster

 

 

Centrale Raad van Beroep (Nederlandene) har anmodet EF-Domstolen om at besvare fem præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af

 

-      Kommissionens forordning 1251/70 om arbejdstageres ret til at blive boende på en medlemsstats område efter at have haft beskæftigelse der,

 

-                Rådets direktiv 93/96/EØF om opholdsret for studerende, samt

 

-                Traktatens artikel 18 om unionsborgerskab og artikel 12 om forbud mod nationalitetsdiskrimination i lyset af Domstolens dom i sag C-209/03, Bidar.

 

Spørgsmålene er stillet, fordi de hollandske myndigheder har meddelt afslag på studiestøtte til en tysk statsborger, der tidligere har arbejdet og studeret i Nederlandene.

 

Baggrunden er, at sagsøger i hovedsagen, Jacqueline Förster, er tysk statsborger. I marts 2000 flyttede hun til Nederlandene, hvor hun påbegyndte en uddannelse som lærer og i pædagogik. Frem til juni 2003 havde hun forskellig lønnet beskæftigelse og lønnet praktik. Herefter havde hun ikke lønnet beskæftigelse frem til juli 2004, hvor hun på ny begyndte at arbejde. Afslaget på studiestøtte drejer sig om andet halvår 2003, hvor hun ikke var i arbejde.

 

Sagen behandles af Domstolens store afdeling (13 dommere). Der er afgivet skriftlige indlæg af Kommissionen og 7 medlemslande (UK, Tyskland, Østrig, Sverige, Finland, Belgien og Nederlandene) og den mundtlige forhandling finder sted den 23. april 2008.

 

De danske regler om SU er på centrale punkter parallelle til dem, der gælder i Nederlandene, herunder navnlig med hensyn til at kræve fem års forudgående ophold for unionsborgere med opholdsgrundlag som studerende for at få studiestøtte og med hensyn til at opstille nogle klare og generelle retningslinier, der ikke giver mulighed for konkrete vurderinger. Det er regeringens opfattelse, at sådanne regler er i overensstemmelse med EU-retten.

 

Regeringen har således afgivet mundtligt indlæg i sagen i overensstemmelse med ovenstående.