ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål 6 ad KOM (2007) 0037 ”Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om akkrediterings- og markedstilsynskrav i forbindelse med markedsføring af produkter” og KOM (2007) 0053 ”Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om fælles rammer for markedsføring af produkter” stillet af Folketingets Europaudvalg den 28. januar 2008.    

 

 

Spørgsmål 6:

Vil de to forordninger om akkrediterings- og markedstilsynskrav i forbindelse med markedsføring af produkter (KOM (2007) 0037) og om fælles rammer for markedsføring af produkter (KOM (2007) 0053) medføre nogen begrænsning i landenes mulighed for at vedtage og håndhæve en skrappere forbrugerbeskyttelse ud over de fælles EU-bestemmelser, både i forhold til eksisterende og nye produkter?

 

Svar:

De to forslag berører ikke den eksisterende forbrugerbeskyttelseslovgivning, herunder Forbrugerombudsmandens tilsyn efter en række forbrugerbeskyttelseslove (markedsføringsloven, betalingsmiddelloven, tobaksreklameloven og e-handelsloven).

 

For så vidt angår de krav vedrørende sikkerhed, sundhed, miljø med videre, EU-lovgivningen stiller til produkter, skal det bemærkes, at KOM (2007) 0053 ikke i sig selv har nogen betydning for landenes mulighed for at vedtage og udøve en skrappere forbrugerbeskyttelse ud over de fælles EU-bestemmelser. Afgørelsen sætter alene rammerne for fremtidig EU-lovgivning på de relevante sektorområder.

 

Det er således de enkelte sektordirektiver, der fastsætter det konkrete beskyttelsesniveau, som produkterne skal overholde, herunder om der er mulighed for, at medlemslandene kan fastsætte højere krav til beskyttelsesniveauet ved minimumsharmonisering. Alternativt vil der være tale om totalharmonisering af produktkravene, således at medlemslandene ikke kan fastsætte yderligere krav. Der kan endvidere henvises nærmere til besvarelsen af spørgsmål 5 (ad KOM (2007) 0037) og (KOM (2007) 0053).

 

For så vidt angår KOM (2007) 0037, skal det bemærkes, at formålet med forordningen er at sikre et højere fælles niveau for markedsovervågning i alle 27 EU-lande til gavn for bl.a. forbrugerne. Forordningen fastsætter blandt andet forpligtelser til at udføre stikprøvekontrol, udforme nationale programmer for markedsovervågningen samt sikre effektiv koordinering mellem de forskellige markedsovervågningsmyndigheder. Derudover stiller forordningen øgede krav til toldmyndighederne, således at disse forpligtes til i passende omfang at kontrollere, at produkter fra 3. lande overholder EU-lovgivningen.

 

Forordningen forhindrer ikke medlemslandene i at udføre en skrappere markedsovervågning end, hvad der er påkrævet i forordningen.  

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk