Lovforslag i høring

 

 

 

 

 

8. februar 2008

 

Ref.  TOR

 

J.nr. 1911-0018

 

FINANSTILSYNET

Gl. Kongevej 74 A

1850 Frederiksberg C

 

Tlf            33 55 82 82

Fax          33 55 82 00

CVR-nr    10 59 81 84

[email protected]

www.finanstilsynet.dk

 

 

 

økonomi- og

erhvervsministeriet

 

 
 

 

 

 

 


Hermed sendes udkast til forslag til lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v. og forskellige andre love i høring.

 

Formålet med lovforslaget er at indføre en større åbenhed om Fondsrådet, Det Finansielle Virksomhedsråd og Finanstilsynets arbejde, så offentligheden i højere grad får indsigt i, om spillereglerne på de finansielle markeder bliver overholdt.

 

Dette lovforslag indebærer, at alle afgørelser truffet af de finansielle råd fremover som udgangspunkt skal offentliggøres, og at offentliggørelsen skal indeholde navnet på virksomheden.

 

Beslutninger om at oversende sager til politimæssig efterforskning skal offentliggøres, med mindre de vedrører privatpersoner, eller hvis offentliggørelse vil kunne skade den politimæssige efterforskning.

 

Lovforslaget vil ikke fjerne beskyttelsen af fortrolige kundeoplysninger eller oplysninger om finansielle virksomheders interne forhold. Ligeledes vil Finanstilsynets skærpede tavshedspligt blive opretholdt i alle andre sager, dog ikke forbrugersager, jf. nedenfor.

 

Det foreslås endvidere, at de virksomheder, som rådsafgørelserne retter sig mod, får hele udkastet til afgørelse i partshøring. Virksomhederne får desuden mulighed for at få foretræde for rådene.

 

Det bemærkes, at forslaget om offentliggørelse af rådsafgørelser skal ses i lyset af de opgaver, som med de nuværende regler er underlagt rådenes kompetence. Det drejer sig om tilsynssager af principiel karakter samt tilsynssager, der har videregående betydelige følger for virksomheder henholdsvis aktørerne på værdipapirmarkedet.

 

På forbrugerområdet øges åbenheden ligeledes. Med de foreslåede ændringer bringes reglerne om offentlighed om tilsynet med forbrugerbeskyttende regler på det finansielle område på linje med, hvad der gælder for tilsynet med tilsvarende regler for alle andre brancher. Denne del af lovforslaget har tidligere været sendt i høring ved brev af 15. oktober 2007.

 

Det er hensigten at foreslå regler om offentliggørelse af rådsafgørelser, partshøring og foretræde - svarende til de ovenfor beskrevne - i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og lov om arbejdsskadesikring.

 

Vi er interesseret i at høre Deres bemærkninger til forslaget, før lovforslaget skal behandles i Folketinget. Vi skal derfor anmode om at modtage eventuelle bemærkninger til lovforslaget senest onsdag den 20. februar 2008.

 

Bemærkninger bedes sendt enten pr. post til: Juridisk kontor, Finanstilsynet, Gl. Kongevej 74A, 1850 Frederiksberg C, eller pr. e-mail til: [email protected].

 

Lovforslaget forventes fremsat den 26. marts 2008.

 

Spørgsmål til lovforslaget kan rettes til vicekontorchef Ulla Brøns Petersen på tlf. 33 55 82 43 eller vicekontorchef Tina Oreskov på tlf. 33 55 83 22.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Tina Oreskov

Vicekontorchef