3. januar 2008

 


 

Emne:             LURPAK Smørbar

Notatet indeholder en række faktuelle oplysninger og omhandler 2 emner:

 

1. Den aktuelle sag om LURPAK Smørbar

2. Overdragelsen af Lurmærkerne

 

 

ad 1. Den aktuelle sag om LURPAK Smørbar

I marts 2006 klager Margarineforeningen til Fødevareregion Nord over lanceringen af LURPAK Smørbar. Klagen indeholder i korthed 3 punkter

 

a) Forkert benævnelse i henhold til de gældende EU regler

 

b) Forkert administration af Lurmærkerne, idet man ikke mener Lurmærkerne må bruges på blandingsprodukter

 

c) Vildledende markedsføring

 

Fødevareregionen afviser pkt. a) og b) i klagen, men giver medhold i c)

 

Mejeriforeningen klager over denne afgørelse til Fødevarestyrelsen, der giver medhold i, at der ikke er tale om vildledning.

 

 

ad 2. Overdragelsen af Lurmærkerne

I slutningen af 1800 tallet var der i mejerierhvervet et ønske om et fælles smørmærke. Mejeriernes Smørmærkeforening blev dannet, Lurmærket blev skabt, og registreret i 1901.

 

Der var dog stadig en diskussion i branchen om neutral administration af mærket. Der var på det tidspunkt ikke nogen Mejeriforening – den blev først dannet i 1912 – så man henvendte sig til staten, og i 1906 overdrog  man administrationen til staten.

 

Dette fortsatte uændret frem til 1991.

 

I hele perioden var det dog midler fra de danske mælkeleverandører (via Mælkeafgiftsfonden) der betalte for markedsføring, vedligeholdelse og beskyttelsen af Lurmærket. Der har ikke på noget tidspunkt været tale om en statsfinansiering.

 

I perioden 1991 - 1997 blev hele administrationen af de Lurmærker som mejerierhvervet i 1906 overdrog til staten så givet tilbage til mejerierhvervet.

 

Årsagen var, at en offentlig involvering pga. EU-medlemskabet ville betyde, at mærket ikke længere ville kunne forbeholdes danske virksomheder.

 

Det var et enigt Folketing, der vedtog loven.

 

Konklusion:

 

I den aktuelle sag er det afgjort, at alle spilleregler er blevet overholdt.

 

Mht. Lurmærkerne er der ikke tale om, at mejerierhvervet har fået et værdifuldt mærke foræret. Mejerierhvervet har fået det mærke tilbage som man selv opfandt og gav til staten i 1906, og hvis værdi man selv har finansieret opbygningen af.