1. november 2007

FIRA/OEKO

 

/lt

 

 

 

 

 

 

 

Komiteprocedure

 

Kommissionens udkast til forordning  om "establishing a mechanism for the determination of equivalence of accounting standards applied by third country issuers of securities pursuant to Directives 2003/71EC and 2004/109/EC of the European Parliament and of the Council".  Krav om ligeværdighed med regnskabsreglerne i EU ved selskaber fra 3. landes udstedelse af værdipapirer i EU.

 

Resumé

Kommissionens forordningsforslag, 1) definerer hvad der forstås ved ækvivalente (i forhold til IFRS) regnskabsstandarder, 2) opstiller en mekanisme til bestemmelse af, hvorvidt der er tale om ækvivalens eller ej, og 3) opstiller betingelser for brug af et tredjelands anvendelse af nationale regnskabsstandarder i en overgangsperiode.

 

 

1. Baggrund og indhold

Udstedere af værdipapirer i EU skal følge de internationale regnskabsstandarder IFRS (International Financial Regulations Standards). Ifølge artikel 23(4) i transparensdirektivet (direktiv 2004/109/EF) skal Kommissionen etablere en mekanisme til bestemmelse af, hvad der for udstedere af værdipapirer fra 3. lande kan anses for ækvivalent information i forhold til information baseret på de internationale regnskabsstandarder. Artiklen kræver endvidere, at Kommissionen tager konkrete beslutninger om ækvivalens ved anvendelse af den opstillede mekanisme. Disse kriterier for ækvivalens skal også anvendes på prospekter fra 3. landes udstedere, jf. prospektdirektivets artikel 20.

 

Baggrunden for disse krav er at stille investorerne i en situation, hvor de ikke ville handle anderledes efter en vurdering af den finansielle information fra udstederne, end hvis denne information var baseret på de internationale regnskabsstandarder (IAS/IFRS), som børsnoterede udstedere af værdipapirer fra EU skal anvende i deres koncernregnskaber.

 

Kommissionen har udarbejdet et udkast til en forordning til gennemførelse af bestemmelserne i såvel prospektdirektivet som transparensdirektivet. Udkastet skal vedtages under en komiteprocedure (Lamfalussy-processen).

 

I følge udkastets artikel 2 anses et 3. lands regnskabsregler (GAAP – Generally Accepted Accounting Principles) for ækvivalente, hvis den finansielle information, der udarbejdes i overensstemmelse med disse regler, gør det muligt for en investor "at foretage en tilsvarende vurdering af aktiver og forpligtelser, den finansielle stilling, resultat og fremtidsudsigter, som hvis IFRS havde været anvendt, og dermed nå frem til de samme investeringsbeslutninger (køb, salg, hold)"[1]. Denne definition af ækvivalens svarer til den definition, som samarbejdsorganisationen for de europæiske værdipapirtilsyn - CESR -, har anbefalet.

 

I artikel 3 beskrives, hvem der kan anmode om en vurdering af ækvivalens i regnskabsregler. Kommissionen kan på eget initiativ starte en vurdering. Endvidere kan en medlemsstat eller et 3. lands organ for udarbejdelse eller godkendelse af regnskabsstandarder (standardsætter) eller børsmyndighed anmode om en vurdering. En udsteder fra et 3. land kan altså ikke selv bede Kommissionen om at træffe en sådan beslutning. Beslutningen om, hvorvidt et lands regnskabsregler er ækvivalente eller ej, gælder for alle EU-landene. Beslutningen skal offentliggøres.

 

Artikel 4 foreslår Kommissionen, at en 3. lands udsteder kan fortsætte med at anvende sin nationale regnskabsregler i en overgangsperiode frem til udgangen af 2011. Disse betingelser er enten

 

1)      at den nationale standardsætter før 30. juni 2008 offentligt har forpligtet sig til at konvergere til IFRS inden udgangen af 2011 og

a)      har etableret et program, hvor deres regnskabsstandarder vil være ens med IFRS, og er i stand til at gennemføre dette program inden udgangen af 2011, og

b)      programmet gennemføres effektivt uden forsinkelse, og der er afsat de nødvendige ressourcer hertil,

eller

2)      at den nationale standardsætter før 30. juni 2008 offentligt har forpligtet sig til anvende IFRS før udgangen af 2011, og der tages effektive forholdsregler i 3. landet for at sikre dette.

 

Hvis et lands regnskabsstandarder ikke efter overgangsperioden bliver accepteret som ækvivalente skal udbydere af værdipapirer fra dette land ligeledes følge IFRS. Udstedere i lande, der ikke opfylder betingelserne, skal følge IFRS reglerne.

 

2. Europa-Parlamentets holdning

Europa-Parlamentet har endnu ikke afgivet udtalelse om forslaget. Økonomiudvalget forventes at behandle forslaget i november 2007.

 

3. Nærhedsprincippet

Der er tale om anvendelse af internationale regnskabsstandarder og om EU-landenes accept af regnskabsstandarder fra 3. lande. Regeringen mener på dette grundlag, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

 

4. Gældende dansk ret

Forordningens område er reguleret i lov om værdipapirhandel. Der er  tale om en forordning, der regulerer Kommissionens forpligtelse til at vurdere ækvivalens. En beslutning om, at et givet lands regnskabsregler er ækvivalent, vil være bindende for Danmark i den forstand, at en anvendelse af disse regnskabsregler på det danske marked ikke kan hindres. Der er herudover tale om en forordning, der tillader anvendelse af et 3. lands regnskabsregler i en overgangsperiode, hvis betingelserne i artikel 4 er opfyldt. En beslutning om, hvorvidt betingelserne for at falde ind under overgangsordningen er opfyldt, forudsættes koordineret i EU-landenes samarbejdsorganisation for tilsynsmyndigheder med værdipapirmarkederne (CESR), således at der sikres en ensartet opfattelse i alle medlemsstater.

 

5. Høring

Udkastet til forordning har været i høring i EU-Specialudvalget for den finansielle sektor. Der har ikke været bemærkninger til indholdet af udkastet til forordning.

 

6. Andre landes holdning

De foreløbige tilkendegivelser har drejet sig om art. 4, nemlig overgangsperioden fra 2008-2011. En gruppe lande har støttet indførelse af en overgangsperiode, da en sådan periode vil give 3. lande mulighed for en gradvis overgang til de nye regler. En anden landegruppe ønsker ikke en sådan periode, da der lægges størst muligt pres på 3. lande til at overgå til de nye regler ved ikke at indføre en overgangsperiode.

 

7. Foreløbig dansk holdning

Danmark støtter forslaget

 

8. Lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser

Forordningen kræver ingen ændring af dansk ret.

 

Forslaget forringer ikke beskyttelsesniveauet for forbrugere/investorer i Danmark, da forordningen kræver, at udstedere af værdipapirer fra 3. lande skal stille sammenlignelige oplysninger til rådighed for investorerne.

 

9. Samfundsøkonomiske konsekvenser

Forslaget har til hensigt at gøre det lettere for 3. landes udstedere at anvende det europæiske kapitalmarked end, hvis det krævedes, at de skulle anvende IFRS. Forslaget vil gøre det lette for udstedere af værdipapirer fra 3. lande at få værdipapirer optaget til handel i Danmark. Dermed øges omfanget af værdipapirmarkedet i Danmark.

 

 

 

10. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget har ingen administrative konsekvenser for erhvervslivet, da det alene er relevant for 3. landes udstedere.

 

11. Tidligere forelæggelse for Folketinget

Forslaget har ikke tidligere været forelagt for Folketinget.



[1] Bemærkning: Hvis første led i definitionen er opfyldt, fører dette til, at der træffes samme beslutning om investering eller ej.