31. juli 2008

Sag 4/0105-0300-0041

/ALM

 

 

 

 

 

Selvstændigt høringsnotat

 

 

 

 

Under henvisning til det fremsendte Grundnotat vedr. Hvidbog fra Kommissionen om erstatningssøgsmål ved overtrædelse af EF’s kartel- og monopolregler, KOM (2008) 165 endelig, fremsendt til Folketingets

Europaudvalg den 7. juli 2008, hvor det under pkt. 5 vedrørende høring er angivet, at hvidbogen pt. er i høring, fremsendes hermed det supplerende notat om resultatet af høringen.

 

Resumé af høringssvar

Hvidbogen har været i høring hos EU-Specialudvalget, og Konkurrencestyrelsen har modtaget høringssvar fra henholdsvis DI og Danmarks Rederiforening. Der er ikke modtaget høringssvar fra de øvrige medlemmer af EU-Specialudvalget.

 

Både DI og Danmarks Rederiforening er generelt imod særregler for konkurrenceretsområdet, der fraviger generelle processuelle og formueretlige regler.

 

DI finder endvidere, at en stor del af Kommissionens forslag i hvidbogen indebærer brud på danske retstraditioner og retskultur samt tilsidesættelse af virksomhedernes retssikkerhed.

 

I øvrigt mener DI, at Danmark allerede har tilstrækkelig regulering af bl.a. adgang til kollektive søgsmål, adgang til beviser (edition), mulighed for processuel skadevirkning, fastsættelse af sagsomkostninger, opgørelse af erstatning, ansvars- og bevisbryderegler mv.

 

Derudover tager DI principielt afstand fra at tillægge andre konkurrencemyndigheders afgørelser bindende virkning, som iflg. DI lægger op til eklatant tilsidesættelse af virksomhedernes retssikkerhed og vil øge antallet af ankesager betragteligt.

 

Endelig påpeger DI, at i sager efter konkurrencelovens § 16a, der giver konkurrencemyndigheden adgang til at afslutte sager med tilsagn, der af myndigheden gøres bindende, netop ikke konstateres en lovovertrædelse, hvorfor afgørelser i sådanne sager ikke vil kunne tillægges bindende virkning i en efterfølgende erstatningssag. Det forekommer derfor ikke hensigtsmæssigt, at mulighederne for at opnå erstatning i et efterfølgende privat søgsmål skal være forskellige afhængig af, om konkurrencemyndigheden har valgt at afslutte sagen ved at udstikke et påbud eller ved at gøre tilsagn afgivet af virksomheden bindende.

 

Danmarks Rederiforening er af den mening, at nødvendigheden af de forslag, som Kommissions lægger op til at gennemføre, er udokumenteret og indholdet af forslagene flere steder uklare. Endvidere bør det være op til de enkelte lande selv at regulere adgang til f.eks. kollektive søgsmål, edition, fastsættelse af sagsomkostninger.

 

Foreningen er ligeledes modstander af forslaget om bindende virkning af andre konkurrencemyndigheders afgørelser, og mener at det vil indebære, at danske domstole skulle give afkald på sin grundlovssikrede ret til at efterprøve en myndigheds afgørelse.