ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål 1 alm. del Europa-udvalget stillet af Steen Gade, den 29. maj 2008.    

 

 

Spørgsmål 1:

Vil ministeren sikre, at der ikke opstår en risiko for, at passive software­patenter, som er udstedt af Den Europæiske Patentorganisation (EPO), bliver aktiveret i forbindelse med EU's bestræbelser på at forbedre det europæiske patentsystem og eventuelle forhandlinger om etablering af en fælles europæisk patentdomstol?

 

Svar:

 

Kommissionen har i sin meddelelse fra april 2007 om forbedring af det europæiske patentsystem, KOM(2007) 165, foreslået, at der etableres en fælles europæisk patentdomstol, som skal afgøre tvister om europæiske patenter og eventuelle fremtidige EF-patenter. En fælles europæisk patentdomstol skal bl.a. medvirke til at sænke de høje sagsomkostninger ved førelse af patentsager i Europa. I meddelelsen lægger Kommissionen ligeledes op til en genoptagelse af forhandlingerne om et EF-patent.

 

Derimod lægger meddelelsen ikke op til ændringer i regelgrundlaget for det patenterbare område, herunder for patentering af software eller forretningsmetoder.

 

Meddelelsen har været genstand for sonderinger i Rådets arbejdsgruppe for immaterialret, der drøfter grundlaget for indretningen af en fælles europæisk patentdomstol og et EF-patent. Spørgsmålet om ændringer i regelgrundlaget for så vidt angår patentering af software eller forretningsmetoder har ikke indgået i Rådets sonderinger.

 

Etableringen af en fælles europæisk patentdomstol og et EF-patent vil derfor ikke ændre på retsgrundlaget for, hvilke typer af opfindelser, der kan patenteres. Disse retsregler vil fortsat være fastsat i Den Europæiske Patentkonvention (EPK), der er godkendt af Folketinget på linie med andre internationale retsakter, som Danmark ratificerer. Det fremgår af EPK artikel 52, at opfindelser, der alene angår software, forretningsmetoder eller præsentation af information, ikke kan patenteres.

 

Det bemærkes hertil, at en fælles europæisk patentdomstol vil blive øverste instans - også i forhold til den Europæiske Patent Organisations (EPO) Board of Appeal. Patentdomstolen bliver dermed en selvstændig og uafhængig instans, der på ingen måde vil være bundet af praksis fra EPO’s Board of Appeal. Dette vil gælde i samtlige spørgsmål, herunder også om hvilke opfindelser, der kan patenteres.

 

Domstolen vil blive bemandet med uafhængige dommere, og disse dommere vil være forpligtet til udelukkende at basere deres afgørelser på en fortolkning af retsreglerne, herunder Den Europæiske Patentkonvention. Af disse grunde vil en europæisk patentdomstol give den bedst tænkelige sikkerhed for, at der sker en korrekt, uafhængig og ensartet fortolkning af retsreglerne.

 

For god ordens skyld skal det understreges, at regeringen fortsat er modstander af, at opfindelser, der alene består af software eller forretningsmetoder, skal kunne patenteres. Regeringen har derfor med tilfredshed noteret sig, at spørgsmålene om software og forretningsmetoder, med rette, ikke indgår i drøftelserne om en fælles europæisk patentdomstol og et EF-patent.

 

Afslutningsvis bemærkes, at Europa-Parlamentet senest har udtalt sit syn på en patentdomstol og et EF-patent i sin beslutning fra 2006, B6-0522/2006. Her opfordrede Europa-Parlamentet Kommissionen til at udforske mulighederne for oprettelse af en fælles europæisk patentdomstol og et EF-patent. Med fremsættelse af patentmeddelelsen har Kommissionen fulgt denne opfordring fra Parlamentet.

 

 

 

 

 

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.          33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk