|
I pressen har der været fokus på danskere med skattefri konti i lande med skattely. Et af de forhold, der har været fremme er, at disse skatteunddragere frit kan hæve kontanter i danske pengeautomater med deres internationale kreditkort udstedt af en bank beliggende i et land med skattely. Dette har ført til forslag om, at der fastsættes en beløbsgrænse for, hvor meget de danske skatteunddragere kan hæve i danske pengeautomater.
Finansrådets vurderer, at indførelse af en sådan grænse ikke vil føre til det ønskede mål. Derimod vil det have en række utilsigtede effekter. Følgende forhold bør tages i betragtning, før man går videre med forslaget:
1. Symptombehandling uden virkning
Såfremt der indføres en beløbsgrænse på kontanthævning via pengeautomater, kan
de danske skatteunddragere få fat i pengene på deres udenlandske bankkonto på
anden måde. En mulighed er overførsel via pengeoverførselsvirksomheder, da
disse overførsler ikke sker til bankkonto, og derfor i praksis er meget
vanskelige at spore for SKAT. En anden metode er at anvende internationale
kreditkort til at købe let omsættelige varer, der kan sælges videre, eller til
at købe varer, der efterfølgende kan refunderes til kontanter i butikken.
Endelig kan kontanterne blot hæves i udlandet.
Â
2. Rammer lovlydige skatteborgere – der ikke får den vare de har betalt
for
Betalingskort udstedt til danske borgere med
bankkonti i udlandet, kan teknisk ikke skelnes fra betalingskort udstedt til
andre. En beløbsgrænse vil dermed ramme alle betalingskort. Dermed kan
lovlydige skatteborgere risikere at blive mistænkeliggjort. Dertil kommer, at
kunderne ikke får den vare de har betalt for – nemlig et betalingskort, der
giver mulighed for kontanthævninger af nærmere fastsatte beløb. Et platinkort
eller guldkort giver ofte mulighed for kontanthævninger af store beløb.
3. Bankerne bidrager allerede til at identificere skatteunddragere
Det er væsentligt at understrege, at bankerne
allerede i dag samarbejder med SKAT ved at videregive de ønskede kreditkortdata
til SKAT, hvilket hjælper SKAT i bestræbelserne på at identificere danske
skattesnydere.