NotAt

24. januar 2008

J.nr. 010101/10001-0112

Ref. jsk

Energiindvindingsområdet

 

Side 1/1

 

 

Opfølgning på EPU samrådsspørgsmål A og B – Wood Mackenzie studie.

 

Det internationale konsulentfirma Wood Mackenzie har gennemført et verdensomspændende studie af staters andel af overskuddet fra olie- og gasproduktionen. Fremgangsmåden har været at regne på statens andel af overskuddet i 2002 og 2007.

 

Der er tale om modelfeltsberegninger. For Danmark er beregningerne gennemført på felter op til en størrelse på 100 mio. tønder olie. Til sammenligning vurderedes størrelsen af felterne Siri og Syd Arne, inden de blev udbygget, til henholdsvis 51 mio. tønder og 90 mio. tønder. Den seneste planlagte udbygning af Halfdan feltet forventes at øge reserverne med 95 mio. tønder olie. Modelfelterne er derfor relevante for danske felter.

 

Beregningerne tager udgangspunkt i et nyt felt, uden opsparede fradrag, som der regnes på i forskellige landes skatteregimer. Olieprisen er antaget til 50 USD per tønde. Beregningerne foretages for de gældende skatteregler i 2002 og 2007.

 

Studiet viser for Danmark, at statens beregnede andel efter reglerne i 2002 var godt 40 pct., sammenlignet med godt 70 pct. efter reglerne i 2007.  Det bringer os på niveau med Holland og væsentligt over Storbritannien. Norge nævnes ikke i præsentationen, men vurderes af Energistyrelsen at ligge på ca. 80 pct., hvorfor Nordsøaftalen har medført en væsentlig indskrænkning af forskellen mellem beskatningen i Danmark og Norge.

 

Af copyrightmæssige grunde er det vigtigt at understrege, at der kun må citeres fra studiet såfremt der anvendes fuld kildeangivelse: Wood Mackenzie study - "Government Take: Comparing the attractiveness and stability of global fiscal terms", July 2007).