Fra: PREBEN MAEGAARD
Organisation: NORDISK FOLKECENTER FOR VEDVARENDE ENERGI
Adresse: KAMMERSGAARDSVEJ 16
Postnr: 7760 HURUP
EMail: [email protected]
Telefon: 9795 6600 2127 6677
Må offentliggøres på hjemmesiden: Ja
Tak til EU for at skubbe os i den rigtige retning - fra kul til vedvarende
energi! Danmark kan blive det foregangsland, der først sagde farvel til kul og
de andre fossile brændsler. Vi skal glæde sig over høje krav fra
EU-kommissionen, når det gælder omstillingen til vedvarende energi og energieffektivitet.
Det giver os en enestående mulighed for på samme tid at stille om fra kul og
andre fossile brændsler til vedvarende energi. Forbruget af kul, det mest
forurenende af alle brændsler, har i de seneste år været stigende, samtidig med
at udbygningen med vedvarende energi nærmest er gået i stå. De meget
energieffektive lokale kraftvarmeværker bliver oven i købet præmieret for at
stå stille. Tilsammen fører det til stigende CO2 udslip. Gennemførelse af EU’s
krav vil føre til en hårdt tiltrængt fornyelse af det danske energisystem med
decentrale løsninger. I fremtidens vedvarende energisamfund skal anvendes alle
former for vedvarende energi, sol, vind, biomasse og bølger, store anlæg og små
anlæg, offentligt ejede anlæg og private anlæg. Omstillingen indebærer utrolige
udfordringer for forskning, erhvervsliv og borgerne på ethvert niveau. Foruden
at sikre forsyning med ren energi til stabile priser, vil en bred satsning på
hele paletten af vedvarende energiformer give dansk industri nye muligheder. Det
globale marked for miljøvenlig energiteknologi vil vokse eksplosivt i de
kommende år efterhånden som klimakravene strammes og de fossile brændsler
bliver knappe og dyre. Specielt produktionen af solceller og vindmøller har de
seneste ti år oplevet eksponentielle vækstrater. Men indenfor alle former for
vedvarende energiudstyr vil der være stærk vækst og store eksportmuligheder,
der langt overstiger IT-eventyret. De nuværende 30.000 arbejdspladser kan blive
til mange flere. Danmark skal forlade princippet om kun at anvende de
vedvarende energiformer, der er de billigste her og nu, for ingen vedvarende
energi kan stå alene. Vindmøllerne skal sammen med solenergi, træ, affald og
halm anvendes i kombinerede højeffektive systemer til forsyning af el, varme og
transport. I de igangværende energiforhandlinger skal der satses bredt, så
omstillingen til vedvarende energi bliver en folkesag og ikke blot interessant
for investorer. Lokale forbrugerejede selskaber med valgte bestyrelser er de
bedste til at sikre befolkningen økonomiske løsninger og den nødvendige lokale
accept. Der skal samtidig være ordninger, der tilskynder husholdninger,
landbrug og erhvervslivet i øvrigt til energibesparelser og selvforsyning med
energi fra sol, vind og biomasse. Vi har tidligere set, at omstilling kan ske
hurtigt, når der er de rette politiske rammebetingelser. Fra 1990 – 95 blev 25%
af elforbruget lagt om fra CO2 belastende kulstrøm til energieffektive lokale
kraftvarmeværker og i løbet af 1990erne overtog vindmøllerne yderligere 20% af
elforsyningen. Gennem en flerstrenget og helhjertet indsats kan vi sagtens
undvære de fossile brændsler. Danmark kan blive det foregangsland, der først
sagde farvel til kul og de andre fossile brændsler. Det vil samtidig skabe ny
vækst og velstand. EU skal have tak for at give os et skub i den rigtige
retning. Kommentarer til pressemeddelelsen kan fås hos Preben Maegaard,
www.maegaard.net telefon 9795 6600 eller 2127 6677. Se også www.folkecenter.net
Se også www.energiblog.dk