Pressemeddelelse

                                                             

 

23. januar 2008

 

 

Dansk Energi: - Blandede bolcher i EU-Kommissionens grønne pakke

Dansk Energi havde på forhånd sat næsen op efter et EU-udspil, der for alvor moderniserer EU's energi- og klimapolitik. Men dagens grønne pakke fra EU-Kommissionen lever ikke fuldt op til forhåbningerne.

 

Klimadelen i udspillet er godt, da det sikrer, at Europa når de fastsatte klimamål, og at det nu bliver de klimaeffektive teknologier og virksomheder, der vinder på markedet. Men den del af pakken, der omhandler den vedvarende energi er utilstrækkelig, og det er højst tvivlsomt, om udspillet fører til, at 20 pct. af EU's energiforbrug kommer fra vedvarende energi i 2020, som forudsat af de europæiske stats- og regeringsledere.

 

- Vi tog hatten af for stats- og regeringslederne, da de i marts i fjor meldte klart ud, at Europa skal skære drastisk ned på CO2-udledningen og for alvor sætte fart i den vedvarende energi. Men Kommissionens pakke er kun halvdelen af det, der skal til, siger Lars Aagaard, vicedirektør i Dansk Energi.

 

- Der er umoderne og kortsigtet, at den massive udbygning med vedvarende energi skal afhænge af nationale støtteordninger, som Kommissionen foreslår. Konsekvensen bliver, at den vedvarende energi bliver bygget i det land, der giver mest i støtte og ikke i det land med mest vind, mest biomasse og mest sol. Forslaget sætter konkurrencen ud af kraft og spænder ben for teknologisk udvikling, siger Lars Aagaard.

 

- Det værste i forslaget er nok ikke de økonomiske aspekter; men at det giver ringe sikkerhed for, at EU's mål om 20 pct. vedvarende energi bliver opfyldt, Det bliver også svært at få vedtaget, når det ikke tillader de enkelte EU-lande at nå sin forpligtigelse via projekter i andre lande. Det ligner en ommer, siger Lars Aagaard.

 

Dansk Energi er tilfreds med Kommissionens klimaudspil.

 

- Der er grund til at rose Kommissionen for klimaudspillet. Kursen er klar, og udspillet sætter en stopper for de nationale fiflerier, vi hidtil har set. Forslaget giver virksomhederne ensartede konkurrencevilkår og sikrer, at de klimaeffektive virksomheder vinder på EU’s indre energimarked. Heldigvis er de virksomheder for en stor dels vedkommende danske. Men det forudsætter naturligvis, at der ikke i de igangværende danske energistrategiforhandlinger skabes nye forhindringer for de danske virksomheder, siger Lars Aagaard.

 

Dansk Energi er tilfreds med, at Kommissionen satser på, at der skal udvikles teknologi, der opsamler CO2 fra kraftværker og industri.

 

- Vi har brug for alle midler i kampen mod klimaforandringerne, og vi kan ikke i et snuptag lukke for olie, gas og kul i de europæiske virksomheder. Europa og resten af verden har brug for at kunne fjerne CO2-udledningen fra de konventionelle energikilder, siger Lars Aagaard.

Han håber, at den danske regering vil understøtte, at danske virksomheder kan deltage i udviklingen af en teknologi, der kan medvirke til at knække den globale CO2-kurve.

 

Kontakt:

Vicedirektør Lars Aagaard, tlf. 22 750 450

Afdelingschef Lars Hansen, tlf. 22 750 438

 

Med venlig hilsen

Dansk Energi

Torben Hvidsten

Tlf. 22 750 471

 

 

Dansk Energi, Rosenørns Alle 9, 1970 Frederiksberg C, tlf.: 35 300 400, fax: 35 300 401

e-mail: [email protected], hjemmeside: www.danskenergi.dk