Til virksomheder omfattet af vedlagte høringsliste
|
18. januar 2008
Side 1/3 |
Til høring fremsendes vedlagt udkast til forslag til ændring af love om elforsyning, naturgasforsyning, varmeforsyning og Energinet.dk
                    Â
Ændringerne foretages i en samlet lov, der primært handler om:
I forslaget er der også ændringer af mere detaljeret eller teknisk karakter. Det drejer sig bl.a. om reglerne om bødestraf og flere muligheder for Energitilsynet til at give administrative tvangsbøder efter varmeforsyningsloven.
Præcisering af de kommunale regler i el- og naturgasforsyningslovene
El- og naturgasforsyningslovene giver kommuner ret til at eje og drive aktiviteter omfattet af lovene. Herudover har kommunerne, efter elforsyningsloven, ret til at deltage i aktiviteter, som har tilknytning til elforsyningsvirksomhed. I naturgasforsyningsloven er det også forudsat, at kommuner kan udøve visse aktiviteter, som har tilknytning til transmissions- og distributionsvirksomhed. Disse regler er særlige for de to love.
Der er i dag tvivl om, hvilke aktiviteter kommuner kan deltage i som tilknyttede aktiviteter. Der er derfor behov for at skabe klarhed over, hvad kommunerne må og ikke må i forhold til tilknyttede aktiviteter uden, at der foretages modregning i kommunens bloktilskud.
Ændringsforslaget lægger op til en snæver afgrænsning af tilknyttede aktiviteter i såvel el- som naturgasforsyningsloven. Afgrænsningen i forhold til naturgasforsyningsloven er pga. særlige omstændigheder lidt mere lempelig. Afgrænsningen vil tage udgangspunkt i de principper, som er blevet lagt til grund ved fortolkningen af den gældende bestemmelse i elforsyningsloven i forhold til de kommunale elselskabers engagement i bredbåndsaktiviteter.
Den tilknyttede aktivitet skal således udspringe af en primær aktivitet omfattet af el- eller naturgasforsyningsloven, som kommunen varetager eller deltager i. Heri ligger også, at den tilknyttede aktivitet skal have et væsentligt mindre arbejdsmæssigt og økonomisk omfang end den primære aktivitet, som den tilknyttede aktivitet har en naturlig og nær sammenhæng med.
Lovforslaget giver eksempler på aktiviteter, som vil falde inden for eller uden for bestemmelserne om tilknyttede aktiviteter.
Det fremgår af eksemplerne, at der er enkelte undtagelser fra principperne om afgrænsning. Kommunerne får f.eks. ret til også at kunne deltage i vejbelysningsaktiviteter, som ligger uden for netforsyningsområdet men inden for kommunegrænsen, selv om der ikke umiddelbart kan siges at eksistere samme nære tilknytning til en primær aktivitet omfattet af elforsyningsloven for dette område.
Lovforslaget kan medføre, at kommuner ikke længere kan deltage i en aktivitet. Der er derfor indsat en overgangsregel, som sikrer, at kommuner fortsat vil kunne deltage i aktiviteter, som de var i gang med efter den gældende elforsyningslov om tilknyttede aktiviteter, selv om de fremover ikke må det efter elforsyningsloven. Aktiviteterne må ikke udvides. Overgangsreglen omfatter også de tilfælde, hvor der i dag er tvivl om, hvorvidt kommunerne kan deltage i aktiviteten, f.eks. vejbelysningsaktiviteter uden for kommunegrænsen. Kun de tilfælde hvor det er åbenbart, at kommunerne ikke kan deltage i aktiviteter i dag, vil falde uden for overgangsbestemmelserne. Det gælder f.eks. handel med olie, fremstilling af brændsler til transportsektoren samt ingeniør- og entreprenørvirksomhed i bred forstand.
Lovforslaget vil blive fulgt op af en bekendtgørelse som nærmere fastlægger afgrænsningen af, hvad der forstås ved tilknytningsbegrebet.
Modernisering af reglerne om udnyttelse af el-produktionsanlæg på havet
Lovforslaget indeholder også forslag til modernisering af reglerne om elproduktionsanlæg på havet. Dette skyldes, at der, bl.a. på baggrund af erfaringerne med godkendelse af tre store havvindmølleparker og en række mindre parker kystnært og til havs, har vist sig behov for at tilpasse og effektivisere bestemmelserne. Der foreslås herunder en bestemmelse, som skal sikre, at vinderen af et udbud forpligtes til at gennemføre projektet i overensstemmelse med buddet.
Med lovforslaget gennemføres nu en klar opdeling mellem de tre typer godkendelser: tilladelse til forundersøgelser, tilladelse til opførelse af anlæg og tilladelse til udnyttelse af energien. Der skelnes endvidere klarere mellem den situation, hvor staten iværksætter et udbud gennem offentlig indkaldelse af tilbud, og den situation, hvor staten uopfordret modtager en ansøgning om forundersøgelser og udnyttelse af energi.
Ændring af reglerne om naturgasselskabers selskabsretlige organisering
Der vurderes at være behov for en revision af bestemmelsen i naturgasforsyningslovens § 5, således at denne på en række punkter præciseres og justeres. Dette har dels baggrund i, at naturgasforsyningsselskaberne har undergået en strukturudvikling siden den gældende bestemmelse blev gennemført og dels i, at der i den mellemliggende periode er foretaget ændringer af andre bestemmelser i naturgasforsyningsloven, som har relation til den omhandlede bestemmelse.
Bestemmelsen foreslås omstruktureret, således at reguleringen af henholdsvis hjemmelsforhold, krav til organisation og forhold vedrørende gældsafvikling klart adskilles. Derudover lægges der for så vidt angår krav til organisation op til enkelte ændringer, herunder at kravet om tilladelse fra klima- og energiministeren til udøvelse af naturgasdistributionsvirksomhed i et selskab med begrænset ansvar bortfalder, og at tilknyttede aktiviteter ikke længere vil kunne undtages fra kravet om selskabsmæssig adskillelse i forhold til distributionsselskabet.
Justering af reglerne om modregning i kommunale bloktilskud m.v.
Herudover indeholder forslaget tre mindre ændringer af reglerne om modregning i kommunale bloktilskud i el-, varme- og naturgasforsyningslovene.
Ændringerne vil bl.a. skabe mulighed for ministeren for at præcisere, hvornår en ny aktivitet anses for væsentlig i forhold til el- og varmeforsyningslovenes regler. Hvis en aktivitet anses for væsentlig, skal kommuner ansøge ministeren om tilladelse til bevarelse af ejerandele. Det har vist sig vanskeligt i praksis at skønne, hvornår en aktivitet er "væsentlig". Der er derfor foreslået indsat en bemyndigelsesbestemmelse, så ministeren gives mulighed for at fastlægge, hvordan "væsentlig" skal forstås.
Herudover vil der blive foretaget en konsekvensændring på grund af de øvrige ændringer af naturgasforsyningslovens § 5.
----- 0 -----
Høringssvar bedes sendt til Energistyrelsen ([email protected]) med kopi til Søren Ramsing ([email protected]). Høringssvar bedes være Energistyrelsen i hænde senest:
fredag den 1. februar 2008, kl. 12.00