Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240 København K

 

Dato   25. september 2008

Ref.

 

 

Side 1/1

 

Til udvalgets orientering fremsendes hermed udkast til bekendtgørelse om offentliggørelse af energimærkninger af bygninger og eftersynsrapporter om kedel- og varmeanlæg m.v., som Energistyrelsen har sendt i ekstern høring med frist den 13. oktober 2008.

 

Folketinget vedtog den 3. april 2008 lov om miljøvenligt design af energiforbrugende produkter, og som en del af denne lov vedtog de også en ændring af lov om fremme af energibesparelser i bygninger. Med ændringen af lov om fremme af energibesparelser i bygninger er der etableret hjemmel til at offentliggøre energimærkninger for bygninger og eftersynsrapporter for kedel- og varmeanlæg og andre energiforbrugende anlæg i bygninger. Reglerne herfor skal fastsættes ved bekendtgørelse.

 

Hovedformålet med en offentliggørelse af energimærkninger og eftersynsrapporter er at skabe gennemsigtighed for energibesparelsesindsatsen og at gøre disse oplysninger tilgængelige for energiforsyningsvirksomheder, der har en central opgave med realiseringen af energibesparelser. Adgangen til disse oplysninger vil gøre det muligt at målrette disse virksomheders indsats i forhold til bygningsejerne med henblik på at realisere de energibesparelsesmuligheder, som er påpeget i energimærkningen og eftersynsrapporten.

 

Forsyningsvirksomhederne vil i samarbejde med finansieringsselskaber, håndværkere og leverandører af byggematerialer eller energieffektivt udstyr m.fl. kunne tilbyde den enkelte boligejer en pakkeløsning med nærmere fremgangsmåde og tilbud på, hvorledes de foreslåede energibesparelser i praksis kan gennemføres og evt. finansieres. Al markedsføring skal ske i overensstemmelse med markedsføringsloven og dørsalgsloven.

 

Det forbrug, som ejere af enfamiliehuse oplyser i forbindelse med energimærkningen, undtages fra offentliggørelse.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Connie Hedegaard