Notat

 

 

Kontor

Sagsbehandler

Dato        23. september 2008

J. nr.         

 

 

 

Grundnotat om forslag fra EU-kommissionen om forordning der implementerer direktiv 2005/32/EF med hensyn til at fastlægge krav til simple digitalbokse

 

KOM nr. (foreligger ikke), af 9. september 2008

 

 

Resumé

Kommissionen har fremsendt et forslag til forordning om simple digitalbokse, som konverterer digitale TV-signaler til analoge signaler. Sådanne bokse sikrer, at ældre TV fortsat kan anvendes, når sendestationerne overgår til digitale signaler. Forslaget er et led i udmøntningen af Eco-designdirektivet, som er et rammedirektiv, der har til formål at reducere energiforbruget i energiforbrugende produkter. Forslaget forventes sat til afstemning i en komité efter forskriftsprocedure med kontrol i slutningen af september måned. Forslaget stiller krav til energiforbruget i forskellige typer af simple digitalbokse. Forslaget vurderes at have positive klimamæssige og samfundsøkonomiske konsekvenser, som følge af et lavere energiforbrug i brugsfasen af de berørte produkter. Forslaget vurderes ikke at udgøre en væsentlig ekstra byrde for erhvervslivet. Regeringen er generelt positiv overfor Kommissionens forslag og agter derfor at stemme for forslaget.

 

 

Baggrund

EU-Kommissionen har d. 9. september fremsat forslag til forordning, med krav til maksimalt elforbrug i simple digitalbokse beregnet til montering på eksisterende tv-apparater med henblik på konvertering af digitale tv-signaler til et analogt signal.

 

Forslaget forventes at blive sat til afstemning d. 26. september 2008.

 

Hjemmelsgrundlag

Forordningen har hjemmel i Europaparlamentets og Rådets direktiv 2005/32/EF af 6. juli 2005 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energiforbrugende produkter (Eco-designdirektivet) specielt artikel 15. Eco-designdirektivet er baseret på Traktatens artikel 95 (indre marked). Forordningen er et led i rækken af gennemførelsesforanstaltninger under Eco-designdirektivet.

 

Forslaget behandles i en komité efter forskriftsprocedure med kontrol jf. bestemmelserne i artikel 5a stk. 1-4 og art. 7 i afgørelse 1999/468/EF.

 

 

Nærhedsprincippet

Forslaget til forordning er et led i udfyldelsen af Eco-designdirektivet og stiller krav til den type af produkter, der er omfattet af udkastets definition.

 

Hvis de enkelte medlemslande fastsætter nationale krav til de pågældende produkter, vil der være risiko for forskelligartede nationale bestemmelser og procedurer, som ikke stemmer overens på tværs af landegrænserne i EU. Dette vil resultere i barrierer for varernes fri bevægelighed inden for Fællesskabet og unødige omkostninger for erhvervslivet. Sådanne regler må derfor have det samme indhold i Fællesskabet. I overensstemmelse med nærhedsprincippet bør tiltag inden for området derfor gennemføres på fællesskabsniveau.

 

Formål og indhold

Af tekniske grunde sondres der mellem simple og avancerede digitalbokse. Det er alene de simple bokse, som omfattes af denne forordning.

 

Forslaget har til formål at minimere energiforbruget i simple digitalbokse til montering i ’gammeldags’, analoge tv-apparater.

 

En simpel digitalboks primære funktion er at konvertere digitale tv-signaler med lav opløselighed (Standard Definition, SD) eller høj opløselighed (High Definition, HD) til analoge signaler, således at et analogt TV-apparat fortsat kan anvendes, når tv-stationerne går over til udelukkende at anvende digital tv-kommunikation. En simpel digitalboks kan desuden have begrænsede optagefunktioner fra en indbygget sekundær tuner.

 

Forordningens krav gælde for produkter, der markedsføres eller erhvervsmæssigt tages i brug som følgende:

 

Ét år efter forordningen er trådt i kraft

I digitalbokse til SD må energiforbruget ikke overskride 5 W i aktiv tilstand, såfremt boksen er beregnet til HD tillades et energiforbrug på max. 8 W. I standby tilstand må energiforbruget ikke overskride 1,0 W. Såfremt boksen har en displayfunktion tillades det samlede standbyforbrug dog at være 2,0 W.

 

Tre år efter forordningen er trådt i kraft

I digitalbokse til SD er energiforbruget uændret, for bokse til HD er kravet skærpet til max. 6 W. Såfremt digitalboksen har en intern harddisk tillades et yderligere energiforbrug på 6 W.

Såfremt digitalboksen har en sekundær tuner, tillades et yderligere energiforbrug på 1 W.

 

Energiforbruget i standby tilstand skærpes til 0,5 W, såfremt boksen indeholder en displayfunktion, tillades det samlede standbyforbrug dog at være 1,0 W.

Ét år efter at forordningen er trådt i kraft, skal alle digitalbokse være udstyret med en standby tilstand.

 

Ét år efter at forordningen er trådt i kraft, skal alle digitalbokse være udstyret med en automatisk power down funktion, der sikrer, at boksen automatisk skifter fra aktiv tilstand til standby mindre end 4 timer efter den sidste bruger-interaktion. Denne funktion skal være en standard fabriksindstilling.

 

Forordningen indeholder desuden en kontrol og verifikationsprocedure for overholdelse af forordningens krav.

 

Forordningen skal tages op til revision senest 5 år efter ikrafttræden.

 

Benchmark for produktgruppen:

Dokumentet indeholder en række indikative benchmarks for produktgruppen, som angiver den nuværende bedst opnåelige teknologi.

 

Følgende benchmarks er angivet:

Digitalbokse uden ekstra funktioner:

 

-        Aktiv tilstand 4 W

-        Standbytilstand 0,25 W

 

Digitalbokse med integreret harddisk:

 

-        Aktiv tilstand 10 W

-        Standbytilstand 0,25 W

 

 

Europa-Parlamentets udtalelser

Parlamentet vil i overensstemmelse med den valgte komité-procedure udtale sig, efter at komitéen har stemt om forslaget.

 

Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor

Der eksisterer ingen danske regler for det maksimale energiforbrug i digitalbokse. 

 

Forslaget til forordning vil, hvis den vedtages i ovennævnte komité, samt af Rådet og Europaparlamentet, være direkte gældende i Danmark og skal ikke implementeres i dansk lovgivning.

 

 

Forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet

Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Forslaget vil på statsligt niveau medføre omkostninger til markedsovervågning og –kontrol mv. Omkostningerne dækkes inden for Klima- og Energiministeriets bevillingsmæssige rammer.

 

Forslaget medfører ikke administrative eller økonomiske omkostninger for regioner og kommuner.

 

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Producenter af produkter, der er omfattet af dette forslag, skal dokumentere, at deres produkter overholder forslagets bestemmelser. Dette vurderes imidlertid ikke, at udgøre en væsentlig ekstra byrde i forhold til de dokumentations- og informationskrav producenter af elektrisk og elektronisk udstyr allerede er omfattet af.

 

Samfundsøkonomiske konsekvenser

Som følge af reduktion af det samlede danske energiforbrug skønnes forslaget at have positive samfundsøkonomiske konsekvenser. Eventuelle prisstigninger på produkterne, som følger af producenternes meromkostninger til udvikling og produktion af produkter med lavere elforbrug, vil, ifølge de analyser som EU-Kommissionen har ladet udarbejde, være mindre end de besparelser, der følger af et lavere energiforbrug i produkternes brugsfase.

 

Konsekvenser for miljø og beskyttelsesniveau

Forslaget reducerer energiforbruget ved anvendelse af simple digitalbokse med en tilsvarende reduktion i CO2-niveauet. Det forventes, at de foreslåede krav for simple digitalbokse vil medføre en besparelse i elforbruget på op til 100 GWh, heraf vil størstedelen stamme fra standbyforbruget. Dette er i øvrigt medregnet i det besparelsespotentiale, der er opgjort i forbindelse med den horisontale standbyforordning, der blev vedtaget i den regulerende komité i juli måned. Forslaget om simple digitalbokse vurderes at have en positiv effekt på miljøet og beskyttelsesniveauet.

 

 

Høring

Forslaget har været sendt i høring i EU-Specialudvalget for Klima- og Energipolitik. Energistyrelsen har desuden d. 12. september afholdt et møde for interessenter, hvor der har været en teknisk gennemgang af forslaget. Deltagerne udtrykte generelt positiv holdning til forslaget.

 

Ved høringen er der indkommet høringssvar fra Energitjenesten, som foreslår en række skærpelser af forslaget, så det tilnærmes de niveauer i energiforbrug, som kan opnås med bedst tilgængelige teknologi. Det er imidlertid Energistyrelsens vurdering, at forslaget opfylder Eco-designdirektivets formål om at fremme de mest energieffektive apparater. Det foreslåede niveau er fastsat således, at eksempelvis standbyforbruget reduceres til mellem 1/5 og 1/10 af det typiske standbyforbrug i dag. Eco-designdirektivet giver ikke mulighed for at afskære produkter, som ikke lever op til Bedst tilgængelige teknologi. Forslaget vurderes derfor at være balanceret, idet der med det opnås væsentlige energibesparelser.

 

Regeringens foreløbige generelle holdning

Regeringen er generelt positiv overfor Kommissionens forslag til krav til det maksimale energiforbrug for simple digitalbokse. Regeringen agter derfor at stemme for forslaget.

 

Regeringen bifalder, at kravene til digitalboksene i forhold til tidligere versioner er skærpet, således at kravene til bokse med ekstrafunktioner er blevet mere ambitiøse. Niveauet for de forskellige typer af bokse anses for rimelige.

 

Det bør præciseres i forordningen, at energiforbruget, der tillades for bokse med ekstra funktioner, kun gælder i de driftssituationer, hvor ekstrafunktionen er slået til. Energiforbruget bør for disse apparater være angivet i den tekniske dokumentation for drift både med og uden ekstrafunktioner.

 

Da Danmark allerede i november 2009 overgår til digital transmission, vil denne forordnings bestemmelser i første omgang have mindre betydning for Danmark end for andre medlemslande, som overgår til digital transmission på et senere tidspunkt.

 

Det vurderes dog, at forordningen vil få en effekt, når DR og TV2 i 2012 overgår til en anden komprimeringsstandard end den, der anvendes i dag. Den nye komprimeringsstandard vil kræve udskiftning af de simple digitalbokse. Dette kan enten ske ved at udskifte til en ny simpel digitalboks, en kompleks digitalboks eller et fjernsyn, som kan modtage den nye komprimeringsstandard. I de tilfælde, hvor forbrugeren vælger en simpel digitalboks, vil denne forordning få en positiv effekt på energiforbruget.

 

 

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der har været bred enighed om at normer for simple digitalbokse skulle gennemføres hurtigt, da det forventes, at disse efter en kort årrække vil blive erstattet af mere komplekse bokse. Hvis normen derfor skal have effekt, er det vigtigt, at denne gennemføres hurtigt.

 

Et enkelt land har argumenteret for, at elforbruget for digitalbokse med harddisk skulle være lavere end det foreslåede, samt at man bør stræbe efter et 0 W niveau, når boksen er i deaktiveret tilstand selvom dette ikke er muligt på nuværende tidspunkt.

 

Det vurderes, at der er principiel opbakning til de krav, som Kommissionen foreslår.

 

 

Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingests Europaudvalg