|
|
|
Finansudvalget Folketinget Christiansborg 1240 København K |
Dato            27. november 2007 J. nr.           Â
|
|
Selskabets formål er varetagelse af aktiviteter vedrørende kulbrinter i Grønland samt opgaver uden for Grønland, der står i naturlig forbindelse hermed. Nunaoil A/S deltager som båret (ikke betalende) partner i efterforskningsfasen i samtlige licenser, der tildeles olieselskaber med ret til efterforskning og udnyttelse af kulbrinter ved Grønland, mens Nunaoil A/S i udvindingsfasen deltager som betalende partner.
Nunaoil A/S deltager på nuværende tidspunkt i 6 efterforsknings- og udnyttelsestilladelser. Endvidere har Grønlands Hjemmestyre netop iværksat anden fase af udbudsrunden Disko Vest. Interessen for den anden fase er stor, og der er forventning om, at der vil blive meddelt 1-2 tilladelser. Uanset udfaldet af anden runde deltager Nunaoil A/S i et historisk højt antal efterforsknings- og udnyttelsestilladelser, hvorfor aktivitetsniveauet i de kommende år forventes at blive væsentlig forøget i forhold til tidligere.
Nunaoil A/S havde i 2006 et underskud på 11,9 mio. kr., og der budgetteres med et underskud på 16,6 mio. kr. i 2007.
Så længe der ikke er gjort kommercielle fund af kulbrinter ved Grønland, og disse er sat i produktion, forventes selskabet at have løbende driftsunderskud. Da eventuelle indtægter fra kulbrinteproduktion meget vel kan ligge 10 år eller mere ude i fremtiden, forventes de løbende underskud at fortsætte i årene fremover. Underskuddenes størrelse vil afhænge af aktiviteten i selskabet og indtægter fra salg af seismiske data. Som båret partner, er Nunaoil A/S’ økonomiske eksponering i de kommende år dog fortsat begrænset.
Til finansiering af de løbende underskud har selskabet i de seneste syv år, bortset fra 2005, modtaget et årligt kapitalindskud fra ejerne på 10 mio. kr., jf. Akt 49 af 14. december 2006.
I lighed hermed er der også i 2007 behov for et kapitalindskud fra ejerne. Selskabets bestyrelse agter på den baggrund at stille forslag på en snarlig ekstraordinær generalforsamling om en kapitaludvidelse på 10 mio. kr.
Det kan oplyses, at Nunaoil A/S’ fremtidige ejerforhold er blevet et tema i Selvstyrekommissionens arbejde. Som det fremgår af besvarelsen af Finansudvalgets spørgsmål nr. 1 af 7. december 2006 ad aktstykke 49 - § 7 Finansministeriet, forventes de årlige kapitalindskud under uændrede forhold for selskabet gentaget, indtil Selvstyrekommissionen har afsluttet sit arbejde. Når Selvstyrekommission har afleveret sin betænkning, vil regeringen tage situationen op til fornyet overvejelse.
Kapitaludvidelsen planlægges gennemført ved en forhøjelse af selskabets aktiekapital med 1 mio. kr. ved tegning af nye aktier til kurs 1.000 med fortegningsret for de eksisterende aktionærer, staten og Grønlands Hjemmestyre. Forslaget indebærer, at begge selskabets to aktionærer tegner ny aktiekapital for 0,5 mio. kr. til kurs 1.000 svarende til en kapitaltilførsel på 5 mio. kr. fra hver af de to aktionærer.
Efter kapitalforhøjelsen vil selskabets aktiekapital udgøre 17 mio. kr.
I lyset af de forventede fremtidige underskud i selskabet forventes det, at der også i årene fremover vil være behov for løbende kapitalindskud fra ejerne.
De økonomiske rammer kan specificeres som følger:
§ 28.11.63 Nunaoil A/S
               20. Tegning af nye aktier i Nunaoil A/S
                               Udgift
                               58. Værdipapirer, tilgange…………….….5,0 mio. kr.
e. Under henvisning til overstående anmoder Klima- og Energiministeriet om Finansudvalgets tilslutning til at foretage et kapitalindskud på 5 mio. kr. i Nunaoil A/S i forbindelse med en udvidelse af selskabets aktiekapital
På forslag til tillægsbevillingslov for 2007 optages følgende
Â
§ 28.11.63 Nunaoil A/S
               Udgift…………………………………………………..5,0 mio. kr.
f.    Finansministeriets tilslutning foreligger.