PRESSEMEDDELELSE

 

 

26. juni 2008

 

 

 

Næsten 28 mia. kr. til staten fra olie- og gasaktiviteterne i 2007

Den danske olie- og gasproduktion har sammen med de fortsat høje oliepriser givet staten næsten 28 mia. kr. i skatter og afgifter i 2007 fra aktiviteterne i Nordsøen. Olieproduktionen faldt med ca. 9 pct. fra 2006 til 2007. Danmark forventes at være selvforsynende med olie de næste 10 år. Det fremgår af rapporten ”Danmarks olie og gasproduktion 2007”, som Energistyrelsen udsender i dag.

 

Olieproduktionen fra felterne i Nordsøen var i 2007 på 18,1 mio. m3. Det er et fald på ca. 9 pct. i forhold til 2006 og et fald på ca. 20 pct. i forhold til 2004, hvor olieproduktionen toppede med 22,6 mio. m3. Der blev i 2007 solgt 8 mia. Nm3 gas fra felterne i Nordsøen, hvilket er en nedgang på ca. 13 pct. i forhold til 2006.

 

Staten fik omkring 28 mia. kr. i skatter og afgifter fra olie- og gasaktiviteterne i 2007. Det er ca. 3 mia. kr. mindre end i 2006. Faldet skyldes mindre olie- og gasproduktion i 2007 end i 2006 samt en faldende dollarkurs, som ikke fuldt ud kunne opvejes af den stigende oliepris i samme periode. Den gennemsnitlige oliepris i 2007 var 72,5 US$ pr. tønde (Brent-noteringen). Staten andel af olieselskabernes overskud var i 2007 på 63 pct.

 

Produktionen af olie og gas i 2007 har medført et fald i reserverne. Energistyrelsen har opgjort de danske olie- og gasreserver pr. 1. januar 2008 til 214 mio. m3 olie og 105 mia. m3 gas. Det er et fald på henholdsvis 11 og 13 pct. i forhold til opgørelsen pr. 1. januar 2007.

 

Danmark er fortsat nettoeksportør af energi. Den samlede produktion af olie, gas og vedvarende energi var i 2007 31 pct. større end det samlede energiforbrug. I rapportens nye 20 års prognose skønnes det, at Danmark kan være selvforsynende med olie til og med 2017 og med naturgas til og med 2016.

 

I 2007 blev der med Rau-1 boringen gjort et nyt fund af olie. Der er fortsat stor interesse for at lede efter nye olie- og gasfelter, og der blev i 2007 tildelt 3 nye efterforskningstilladelser. De fortsat høje oliepriser stimulerer olieselskaberne til at investere i projekter, der kan øge indvindingen fra de eksisterende felter, og gøre det muligt at udvikle mindre felter. Det kan forlænge perioden, hvor Danmark producerer mere olie end vi selv bruger.

 

Der blev i 2007 investeret omkring 0,5 mia. kr. i efterforskning efter nye olie- og gasfelter, samt ca. 6,6 mia. kr. i udbygning af de eksisterende olie- og gasfelter. Der er siden 1963 investeret i alt 28 mia. kr. i efterforskning efter olie og gas samt i alt 126 mia. kr. i etablering af produktionsanlæg (platforme, rørledninger og boringer) for olie og gas.

 

 

 

 

 

 

Ulykkesfrekvensen offshore er faldet til 3,6 pr. mio. arbejdstimer i 2007 fra 4,9 pr. mio. arbejdstimer i 2006. Tendensen har været faldende siden 2002. På grund af det begrænsede antal ulykker vil der kunne være betydelige udsving i ulykkesfrekvensen fra år til år. Til sammenligning var ulykkesfrekvensen i 2006 for samtlige branchekategorier på land 11,2 pr. mio. arbejdstimer.

 

Rapporten ”Danmarks olie og gasproduktion 2007” kan hentes på Energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk.

 

Yderligere oplysninger:

Vicedirektør Anne Højer Simonsen, tlf. 33 92 66 55

Kontorchef Søren Enevoldsen, tlf. 33 92 66 62

Kontorchef Henrik Andersen, tlf. 33 92 67 24