Pressemeddelelse

Dansk Energi

 

3. april 2008

 

Dansk Energi: Vi skal i gang med at udbygge el-infrastrukturen hurtigst muligt

Dansk Energi er godt tilfreds med den rapport, som El-infrastrukturudvalget har fremlagt i dag. Rapporten er afbalanceret og giver regering og Folketing et udmærket grundlag for at beslutte, hvordan vi udbygger og moderniserer det indenlandske el-net.

 

- Det er afgørende, at regering og Folketing bruger rapporten til hurtigt at få lagt en strategi for udbygning og modernisering af elnettet. Selv om der ikke er nogen nemme og billige løsninger, så er det nødvendigt at lægge kursen nu. Modernisering og udbygning af elnettet kræver milliardinvestering og en årelang indsats, siger Jørgen S. Christensen, afdelingschef i Dansk Energi.

 

Jørgen S. Christensen henviser til, at Danmark - lige som resten af Europa - satser kraftigt på vindenergi, og uden en klar plan for, hvordan strømmen kommer rundt til forbrugere og virksomheder, risikerer vi at tabe satsningen på gulvet.

 

- Anbefalingerne fra Elinfrastrukturudvalget er kun det første – men nødvendige – skridt. Det næste bliver at lægge en plan for modernisering og udvidelse af elledningerne til vores nabolande. Danmark får så store mængder strøm fra vindmøller i de kommende år, at vi ikke alene får brug for et moderne elnet til de hjemlige forbrugere og virksomheder. Men også til forbrugere og virksomheder i vores nabolande, siger Jørgen S. Christensen.

 

Rapporten viser, at store dele af det overordnede elnet allerede er lagt i jordkabler, og at der er gode muligheder for fjerne endnu flere luftledninger.

 

- Luftledninger er ikke populære i befolkningen, og elselskaberne er indstillet på at fortsætte med at fjerne højspændingsmaster og luftledninger. Der er indtil nu gravet 56.799 km ledninger under 400 kV i jorden, og det betyder, at der er 17.294 km tilbage. Den indsats skal fortsætte. Vores anbefaling til regering og Folketing er at kabellægge, hvor vi kan fjerne flest mulige master og luftledninger, siger Jørgen S. Christensen.

 

 

Kontakt:

Afdelingschef Jørgen S. Christensen, Dansk Energi, tlf. 35 300 400 / 35 300 780 / 20 907 780

 

Med venlig hilsen

Dansk Energi

Torben Hvidsten

Tlf. 22 750 471

 

 

Â