Beskæftigelsesministeriet

Velfærdsministeriet (Ligestillingsafdelingen)

 

 

Til Folketingets Europaudvalg

 

cc:

Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Folketingets Socialudvalg

Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg

 

 

 

 

 

Det franske EU-formandskabs program på beskæftigelses-, social- og ligestillingsområdet, 2. halvår 2008

 

Det franske EU-formandskab har præsenteret sit arbejdsprogram på beskæftigelses- social- og ligestillingsområdet for efteråret 2008.  

 

Frankrig fremhæver sammen med de øvrige lande i den nye trio, Sverige og Tjekkiet, følgende prioriteter for den kommende periode: Balance mellem arbejdsliv og familieliv, ligestilling mellem kvinder og mænd, flexicurity i praksis samt indsatsen mod fattigdom og aktiv inklusion.

 

Det franske formandskab lægger vægt på at konkretisere den sociale dimension af EU samarbejdet. Dette skal ske med afsæt i en fornyet social agenda, som første gang drøftes på det uformelle ministermøde i Chantilly den 10.-12. juli 2008.

 

Den sociale agenda indeholder en lang række konkrete initiativer, der har til formål at besvare nye udfordringer, der følger af globalisering, ny teknologi, demografiske forskydninger mv. og dækker et bredt spektrum af politikområder.

 

Af mere konkrete initiativer i pakken på beskæftigelses,- social- og ligestillingsområdet kan nævnes forslag til et nyt direktiv om ligebehandling mellem mennesker uanset tro, handicap, alder eller seksuel orientering samt et forslag til ændring af direktivet om europæiske samarbejdsudvalg.

 

Forslaget om et nyt antidiskriminationsdirektiv er på den foreløbige dagsorden for rådsmøderne både i oktober og december. Direktivet supplerer de eksisterende antidiskriminationsdirektiver på området og forbyder diskrimination på grund af religion/tro, handicap, alder eller seksuel orientering uden for arbejdsmarkedet.

 

Kommissionen har endvidere fremlagt et forslag til ændring af direktivet om Europæiske Samarbejdsudvalg. Forslaget ventes sat på dagsorden for rådsmødet den 15.-16. december 2008 til politisk vedtagelse. Formålet med direktivet er at tydeliggøre kravene til information og høring i forbindelse med større ændringer og omstruktureringer i store, transnationale virksomheder.

 

Formandskabet har endvidere nævnt, at man ville lægge vægt på kønsligestilling, herunder evt. i form af rådskonklusioner om forening af arbejdsliv og familieliv på rådsmødet i december. Endvidere forventes den sædvanlige opfølgning af Peking-platformen.

 

Med hensyn til sager uden for den sociale dagsorden prioriterer det franske formandskab at finde en løsning i Europa-Parlamentet på vikar- og arbejdstidsdirektiverne, som der blev opnået politisk enighed om på rådsmødet for beskæftigelses- og socialministre den 9. juni. Den fælles holdning blev vedtaget med kvalificeret flertal og ventes vedtaget som a-punkt på et rådsmøde i september, hvor den også bliver videresendt til 2. behandling i Europa-Parlamentet.

 

Vedrørende social inklusion ventes i oktober en rekommandation fra Kommissionen om aktiv inklusion, som efter planen skal danne baggrund for et sæt rådskonklusioner i december.

 

Det franske formandskab vil endelig arbejde for at lukke de resterende artikler i forslaget til forordning til gennemførelse af forordning 883/94 om social sikring inden udgangen af 2008.