300-timers-reglen er en succes

 

300-timers-reglen virker efter hensigten. Hver tredje, der har fået frakendt kontanthjælpen, er kommet i arbejde efter seks til ti måneder. Det viser ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

 

Undersøgelsen viser derudover, at knap hver tiende har arbejdet så meget i løbet af 2007, at de har genoptjent retten til kontanthjælp. Dermed har knap hver anden af de undersøgte kontanthjælpsmodtagere skaffet sig arbejde, efter at 300-timers-reglen trådte i kraft den 1. april 2007. Knap hver tredje, der har fået frakendt kontanthjælpen, har valgt at blive hjemmegående.

 

De nye tal viser, at 300-timers-reglen er en succes, konstaterer beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen:


- Langt om længe får vi én gang for alle slået fast, at 300-timers-reglen virker efter hensigten. Jeg er oprigtig glad for, at vi har valgt den rigtige løsning over for langvarige kontanthjælpsmodtagere. Undersøgelsen viser klart, at de kan komme videre i deres liv, hvis vi hjælper på den rigtige måde. Vi skal ikke opgive mennesker og parkere dem på passiv forsørgelse, selv om de ikke har været i arbejde i mange år eller måske slet ikke taler dansk, siger Claus Hjort Frederiksen.

 

SFI’s undersøgelse bygger på interview med 1.054 gifte personer på kontanthjælp fra oktober 2007 til januar 2008. 338 personer havde fået frakendt kontanthjælpen og resten var i risiko for at miste den.

 

Anvendt Kommunalforskning (AKF) har i dag offentliggjort en anden undersøgelse om 300-timers-reglen. AKF’s undersøgelse beskriver, hvordan kommunerne administrerer 300-timers-reglen.

 

Undersøgelsen viser, at halvdelen af kommunerne har gjort en ekstraordinær indsats for at få afklaret, om kontanthjælpsmodtagere i målgruppen umiddelbart kan bestride et job, eller om de skal visiteres til anden hjælp. Det kan være en medvirkende årsag til, at der er forholdsvis få ægtepar på kontanthjælp, hvor den ene har mistet kontanthjælpen.

- Reglen har virket som et prik på skulderen og en opfordring til at tage fat på de tunge sager i mange kommuner. Men jeg hæfter mig også ved, at der er kommuner, som ikke har iværksat særlige initiativer og som ikke følger op, når den enes kontanthjælp først er taget fra et ægtepar. Derfor er der fortsat potentiale for at få endnu flere i arbejde og væk fra kontanthjælpssystemet, siger Claus Hjort Frederiksen. 

AKF’s undersøgelse bygger på spørgeskemainterview med alle kommuner, hvoraf 71 kommuner har svaret. Derudover har AKF interviewet ledere og sagsbehandlere i 10 udvalgte kommuner i oktober/november 2007.

 

Begge undersøgelser er bestilt af Beskæftigelsesministeriet.

 

Du kan finde SFI’s undersøgelse om 300-timers-reglen på SFI’s hjemmeside: www.sfi.dk.

 

AFF’s undersøgelse kan du finde på AKF’s hjemmeside: www.akf.dk

 

Fakta om 300-timers-reglen

300-timers-reglen blev indført den 1. april 2006 med virkning fra den 1. april 2007. Det vil sige, at de første kontanthjælpsmodtagere fik frakendt kontanthjælpen i april 2007.

 

Reglen betyder, at når et ægtepar har modtaget kontanthjælp i to år eller mere, er det en betingelse for at begge kan blive ved med at modtage kontanthjælp, at begge ægtefæller kan dokumentere, at de har haft ordinært ustøttet arbejde i 300 timer inden for de seneste 24 måneder. Ellers kan de miste den ene kontanthjælp.

 

Hvis ingen af ægtefællerne opfylder arbejdskravet, udbetales der alligevel kontanthjælp til den ene af dem.