Arbejdsmarkedsudvalget

Folketinget

København 


 


30. maj 2008

 

 

 

Sendt pr mail

 

 

Vedr. netop vedtagne Lov nr. 148 (Forlængelse af arbejdsgiverperioden…)

 

Folketinget har 22. maj vedtaget Lov nr. 148

 

 

Som arbejdsgiverorganisation, der varetager bageres og konditorers interesser, skal vi beklage den vedtagne lov, der for os at se er et eksempel på, at det højt besungne skattestop er en illusion. Dette er imidlertid ikke vort ærinde.

 

Vi vil derimod gerne henlede udvalgets opmærksomhed på, at der til en vis grad hersker i bedste fald vilkårlighed og i værste fald ”retsløse” tilstande for arbejdsgiver ved dokumentation af medarbejderes sygdom. Et fænomen der gælder hele arbejdsmarkedet.

 

Vi håber med henvendelsen at åbne udvalgets øjne for, at vedtagelsen af Lov nr 148 bør følges op af ”modernisering” af lægeerklæringernes informationsniveau.

 

 

Baggrunden for henvendelsen

Det er vor erfaring, at sygemeldinger ledsaget af lægeerklæringer, ganske ofte reelt skyldes alt andet end sygdom, bl.a.: det kan dække samarbejdsvanskeligheder, at tiden skal gå indtil man skal på efterløn, at man simpelthen ikke ønsker at arbejde eller der skal presses penge ud af arbejdsgiver.

 

Problemstillingen er blevet endnu mere aktuel i takt med, at endnu flere personer ”tvinges” ud på arbejdsmarkedet. Hvilket er ganske udmærket som princip, men som reelt til tider rammer sammen med, hvad vi bedst kan betegne som arbejdsvægring fra potentielle medarbejderes side. Med sygemeldinger til følge. Denne form for medarbejdergennemtræk er et stort ressourcemæssig problem for en mindre arbejdsgiver.

  

Desværre kan vi også konstatere, at flere og flere af vore medlemmer oplever, at lægerne er meget lemfældige med lægeerklæringerne og ukritisk udskriver disse i praksis stykker intetsigende papirer. Til gene for arbejdsgiverne, der ofte i forvejen lider under manglen på arbejdskraft. Men man ”tjener” selvfølgelig 3-400 kr på udfærdigelsen, der i bedste fald ofte tager under 5 minuttet (for os at se).

 

Vi har eksempler på, at læger har nægtet at efterkomme Funktionærlovens § 5 stk 4 om oplysning af varighed. Vi har eksempel på at speciallæge nægter at oplyse om sygdommens art og forventet varighed under påberåbelse af at loven ikke tillader dette (et postulat vi til dels er uenig i). Samt hvorvidt helbredelse vil ske eller ej.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Problemet er for arbejdsgiver yderligere forværret af at kommunerne, i takt med stadig mere snærende økonomi, søger at undgå refusion af sygedagpenge til arbejdsgiver efter tre måneder.

 

 

For arbejdsgiverne er der stort behov for mere informative lægeerklæringer

Vi håber med denne henvendelse at udvalget vil søge at påvirke ministeren til at få udfærdiget nye og mere informative lægeerklæringer.

 

Disse kunne f.eks. indeholde (ud over i dag):

 

* Oplysning om sygdommens art

* Mere præcise krav til tidsangivelse

* Pris på 100 kr

* Større oplysningskrav til uddybende lægeerklæringer efter 14 dages sygdom

* Endnu støre krav til informationsniveauet fra specialisterklæringer end alm. lægeerklæringer

* Telefoniske lægeerklæring skal forbydes

* Lægeerklæringer med tilbagevirkende kraft bør forbydes

 

De bør i den forbindelse betænke, at en læges udsagn i en retssag er så godt som en forlods vedtagen sandhed, der ikke kan stilles spørgsmål ved.

 

Eksempel på en lægeerklærings værdi

Mest grelle eksempel vi kender indgående til, er en funktionæransat medarbejder, der 9 måneder før efterlønsmulighed ville have tiden til at gå ”sygemeldt” på arbejdsgivers regning. Pågældende kommune tog hånd om situationen efter 3 måneder og krævede ny lægeerklæring. Resultatet var en raskmelding. Herefter krævede arbejdsgiver så medarbejderen på arbejde.

Det ville pågældende ikke. Gik på ny til samme læge, som havde raskmeldt pågældende få dage forinden. Ny sygemelding udfærdiges af lægen.

Nu ville kommunen imidlertid ikke refundere arbejdsgiveren de 95,00 kr pr time, som han ellers mente sig berettiget til. En noget grotesk situation.

Efterfølgende måtte vi på vort medlems vegne igennem to instanser forinden kommunen gav sig og refunderede arbejdsgiver. Historien viser med al tydelighed, at vilkårligheden hersker.

 

Vi medsender et par dokumenter i sagsforløbet til udvalgets orientering.

 

 

Med venlig hilsen

 

Poul Gunner Sørensen

direktør

Cc: Beskæftigelsesministeriet


Arbejdsgiverforeningen Konditorer, Bagere & Chokolademagere ∙ Tlf. 97 12 23 05 ∙ Fax 97 22 36 06 ∙ E mail: [email protected]  www.akbc.dk