Besvarelse af spørgsmål nr. 5 (Alm. del), som Tilsynet i henhold til Grundlovens § 71 har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 30. april 2008.

 

Spørgsmål 5:

"Hvor mange steder i sundhedslovgivningen er der særregler for behandling af børn/mindreårige?"

 

Svar:

Idet spørgsmålet er stillet af Tilsynet i henhold til Grundlovens § 71, hvis opgave er at føre tilsyn med personer, der er administrativt frihedsberøvet, forstår jeg spørgsmålet således, at tilsynet ønsker oplysninger om psykiatriområdet.

 

Jeg kan oplyse, at tvangsdefinitionen i psykiatriloven blev ændret i forbindelse med revision af psykiatriloven. Den reviderede lov trådte i kraft den 1. januar 2007.

 

Således defineres tvang i psykiatrilovens § 1, stk. 2, som anvendelse af foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger informeret samtykke, jf. kapitel 5 i sundhedsloven. Hermed blev psykiatrilovens grænser for, hvornår en foranstaltning er frivillig, eller hvornår der modsat er tale om tvang, bragt i overensstemmelse med sundhedsloven.

 

En patient, der i henhold til reglerne i kapitel 5 i sundhedsloven, ikke selv kan give et informeret samtykke til behandling m.v. på grund af mindreårighed eller nedsat psykisk funktionsevne, skal inddrages mest muligt i beslutningsprocessen, også selv om der er legale repræsentanter, d.v.s. forældremyndighedens indehaver, værgen eller de nærmeste pårørende, der er bemyndiget til at varetage patientens interesser gennem det informerede samtykke.

 

Det fremgår af psykiatrilovens § 1, stk. 3, at der for patienter, der er under 15 år eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, ikke skal forsøges indhentet et samtykke fra forældremyndighedens indehaver, værgen eller de nærmeste pårørende, såfremt omgående gennemførelse af en foranstaltning i henhold til psykiatriloven er nødvendig for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred eller for at afværge, at patienten øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Denne undtagelse finder alene anvendelse i de meget akutte situationer, hvor omgående intervention er påkrævet med henblik på at afværge de i bestemmelsen anførte følger, og hvor det således ikke er muligt at forsøge at indhente et stedfortrædende samtykke inden iværksættelsen af den pågældende foranstaltning.

 

Forældremyndighedens indehaver, værgen eller de nærmeste pårørende skal efterfølgende orienteres om den iværksatte foranstaltning.

 

OvenstÃ¥ende bestemmelse skal for sÃ¥ vidt angÃ¥r patienter under 15 Ã¥r ses i lyset af bestemmelsen i sundhedslovens § 17, stk. 1, hvorefter en patient, der er fyldt 15 Ã¥r, selv kan give informeret samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal efter bestemmelsen i sundhedslovens § 17, stk. 1, tillige have information og inddrages i den mindreÃ¥riges stillingtagen.

 

Det følger af sundhedslovens § 17, stk. 2, at sÃ¥fremt en sundhedsperson efter individuel vurdering skønner, at en patient, der er fyldt 15 Ã¥r men ikke fyldt 18 Ã¥r, ikke selv er i stand til at forstÃ¥ konsekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give informeret samtykke. Med psykiatrilovens § 1, stk. 4, sikres, at bestemmelsen i stk. 3 ogsÃ¥ finder anvendelse for denne patientgruppe, d.v.s., at der for disse patienter, sÃ¥fremt betingelserne i § 1, stk. 3, er opfyldt, ikke skal forsøges indhentet et stedfortrædende samtykke, før den pÃ¥gældende foranstaltning iværksættes.

 

For de børn og unge, der er omfattet af bestemmelserne i § 1, stk. 3 og 4, og hvor en omgÃ¥ende gennemførelse af en foranstaltning i henhold til loven har været nødvendig, skal forældremyndighedens indehaver naturligvis efterfølgende informeres om den iværksatte foranstaltning, herunder baggrunden for, at det var nødvendigt at iværksætte den pÃ¥gældende foranstaltning m.v.

 

Jeg kan endelig oplyse, at de materielle kriterier for anvendelsen af de enkelte tvangsforanstaltninger overfor børn og unge ikke blev ændret ved revision af psykiatriloven.