Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

Finansministeren

10. december 2007

Endeligt svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 7 af 6. december 2007 ad aktstykke 53 - § 7 Finansministeriet

Spørgsmål:

”Der ønskes en sammenstilling mellem aktstykke 187 af 3. august 2007 og nærværende aktstykke 53 af 27. november 2007 hvoraf alle ændringer fremgår tydeligt.”

Svar:

Der er i aktstykke nr. 53 af 27. november 2007 foretaget følgende ændringer i forhold til aktstykke nr. 187 af 3. august 2007 (folketingssamlingen 2006-07), idet der er set bort fra korrekturrettelser:

 

1. a-stykket

 

i. Den 3. pind er ændret, således at staten nu alene skal skadesløsholde bestyrelsen, mens skadesløsholdelsen i den tidligere version også omfattede koncernledelsen.

 

Endvidere er formuleringen i den tidligere version ”…for eventuelle tab mv. som følge af deres ansvar i forbindelse med det udarbejdede prospekt…” ændret til ”…for eventuelle tab mv. som følge af krav rejst af tredjepart i forbindelse med det udarbejdede prospekt..”. Ligeledes er der afslutningsvis tilføjet ”…, med mindre de pågældende har handlet groft uagtsomt eller forsætligt.”.

 

De to sidstnævnte ændringer har alene til formål at præcisere omfanget af statens skadesløsholdelse i a-stykket, idet de nævnte kvalificeringer i den tidligere version af aktstykket var forudsat og beskrevet i b-stykket.

 

ii. I den 6. pind er der slettet et ”bl.a.”, der var overflødigt, idet staten over for bankerne alene vil indgå en aftale om skadesløsholdelse for det tilfælde, at staten ikke er retmæssig ejer til de aktier, der udbydes til salg.

 

2. b-stykket

 

i. I underafsnittet ”Baggrund” er der i første afsnit indsat en beskrivelse af de væsentligste ændringer i forhold til aktstykke nr. 187 af 3. august 2007.

 

ii. I underafsnittet ”Baggrund” er der sidste afsnit sket en omformulering, og det er blevet tilføjet, at den ret, som mindretalsaktionærerne har til at sælge deres aktier til staten til det angivne beløb, også udløses, hvis partierne bag den politiske aftale træffer beslutninger med den virkning, at børsintroduktionen endegyldigt ikke vil blive gennemført senest den 31. december 2008.

 

iii. I underafsnittet ”Børsintroduktion og aktieudbud” er 2. afsnit justeret, idet børsnoteringen ikke som oprindeligt forventet, vil blive gennemført i 2. halvår 2007.

 

iv. I underafsnittet ”Børsintroduktion og aktieudbud” er der i næstsidste afsnit indføjet et ”som udgangspunkt” i sætningen ”Staten og de øvrige aktionærer har dog med den i fusionsaktstykket omtalte lock-up aftale forpligtet sig til som udgangspunkt ikke at sælge deres aktier i en periode på 360 dage efter børsintroduktionnen”. Der er alene tale om en præcisering, der ikke forventes at få praktisk betydning.

 

v. I underafsnittet ”Håndtering af naturgasinfratruktur” er der i 7. afsnit slettet et ”i den kommende folketingssamling” i sætningen ”Transport- og Energiministeriet vil fremsætte lovforslag herom”. Ændringen skyldes, at det oprindelige aktstykke blev fremsat i folketingssamlingen 2006-07.

 

vi. I underafsnittet ”Håndtering af naturgasinfratruktur” er der indføjet et nyt 3. sidste afsnit, der præciserer, at det vil kræve enighed mellem parterne bag den politiske aftale, før staten kan benytte den i aktstykket omtalte procedure, hvorefter aktiemajoriteten først afhændes, hvorefter tilbagekøbet af naturgasinfrastrukturen sker i medfør af bestemmelserne i naturgasforsyningsloven.

 

vii. I overskriften til afsnittet ”Skadesløsholdelse af DONG Energy A/S’ bestyrelse” indeholdt det oprindelige aktstykke tillige ”og koncernledelse”.

 

viii. I afsnittet ”Skadesløsholdelse af DONG Energy A/S’ bestyrelse” er der indsat et antal afsnit, der begrunder, hvorfor Finansministeriet finder den foreslåede skadesløholdelse af bestyrelsen rimelig. Dette skal ses på baggrund af den diskussion, som det oprindelige aktstykke gav anledning til angående denne skadesløsholdelse.

 

ix. I afsnittet ”Skadesløsholdelse af DONG Energy A/S’ bestyrelse” er det nuværende 8. afsnit ændret. Dels omfatter anmodningen om skadesløsholdelse ikke længere koncernledelsen, dels er den foreslåede skadesløsholdelse af bestyrelsen blevet præciseret, for så vidt angår de omstændigheder, hvorunder statens skadesløsholdelse ophører. Præciseringerne indebærer ingen ændringer i forhold til den oprindeligt tiltænkte skadesløsholdelse.

 

x. I afsnittet ”Skadesløsholdelse af DONG Energy A/S’ bestyrelse” er 9. afsnit, der henviser til statens skadesløsholdelse af bestyrelsen i Teledanmark A/S, nyt.

 

xi. I afsnittet ”Skadesløsholdelse af DONG Energy A/S’ bestyrelse” er 10.-13. afsnit nye.  Disse afsnit beskriver, at det i forhold til det oprindelige aktstykke nu foreslås, at DONG Energy A/S frem for staten skadesløsholder koncernledelsen samt konsekvenserne af dette.

 

xii. I afsnittet ”Skadesløsholdelse af DONG Energy A/S’ bestyrelse” er 3. sidste afsnit, der omhandler forholdet mellem statens skadesløsholdelse og den forsikring, som DONG Energy A/S vil tegne i forbindelse med børsnoteringen, blevet præciseret. I den oprindelige version stod, at ”Endelig vil det være et vilkår, at staten får ret til efter eget valg at føre eventuelle sager anlagt mod bestyrelsens medlemmer, og som vil kunne give anledning til skadesløsholdelse”, hvilket i den nye version er ændret til, at ”Endelig vil det være et vilkår, at staten får indsigt i og indflydelse på førelse af sager, som er anlagt mod bestyrelsens medlemmer, og som vil kunne give anledning til skadesløsholdelse fra statens side”. Ændringen er bl.a. begrundet i, at både de pågældende bestyrelsesmedlemmer, forsikringsselskabet og staten i nogle tilfælde vil have en interesse i at føre sagen, hvorfor det staten i realiteten næppe vil kunne påberåbe sig en ret til at føre sagen.

 

xiii. I afsnittet ”Skadesløsholdelse af DONG Energy A/S’ bestyrelse” er indføjet et nyt sidste afsnit, der for en god ordens skyld påpeger, at staten under alle omstændigheder er omfattet af dansk rets almindelige regler om sælgeransvar.

 

xiv. I afsnittet ”Rådgiveromkostninger og garantier” er der i 2. afsnit indføjet, at der på grund af den forsinkede børsnotering også vil være rådgiverudgifter i 2008.

 

xv. I afsnittet ”Rådgiveromkostninger og garantier” er der i 3. afsnit sket en præcisering af det ansvar, som N M Rothschild & Sons Ltd. har.

 

xvi. I afsnittet ”Rådgiveromkostninger og garantier” er 4. afsnit, hvoraf det fremgår, at den foreslåede skadesløsholdelse vurderes som sædvanlig og tidligere har været anvendt af staten, nyt.

 

xvii. I afsnittet ”Rådgiveromkostninger og garantier” er 3. sidste afsnit er der sket en præcisering af bankernes ansvar, og det er tilføjet, at den foreslåede skadesløsholdelse anses som sædvanlig.

 

xviii. I afsnittet ”Medarbejderaktier og ledelsesincitamentsprogram” er der i 2. afsnit sket den ændring, at betingelsen om, at medarbejderne skulle være i ansat i DONG Energy A/S pr. 1. juli 2007 for at kunne deltage i det foreslåede medarbejderaktieprogram, er slettet. Dette skal ses i lyset af den forsinkede børsnotering.

 

xix. I afsnittet ”Medarbejderaktier og ledelsesincitamentsprogram” er der i 3. afsnit slettet formuleringen om, at den adm. direktør og finansdirektøren først kunne deltage i ledelsesincitamentsprogrammet efter en periode, jf. punkt xx.

 

xx. I afsnittet ”Medarbejderaktier og ledelsesincitamentsprogram” er der tilføjet et nyt sidste afsnit, hvoraf det fremgår, at den adm. direktør og finansdirektøren nu kan deltage i ledelsesincitamentsprogrammet fra begyndelsen, hvilket skal ses i lyset af, at de ikke længere har mulighed for at modtage den bonus for en vellykket børsnotering, som tidligere har indgået i deres ansættelsevilkår.

 

3. e-stykket

 

i. De bemyndigelser, der anmodes om tilslutning til, er ændret svarende til ændringerne i a-stykket, jf. ovenfor.

 

ii. Den foreslåede tekstanmærkning er justeret, så den svarer til de ændringer, der er omtalt ovenfor.

 

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen