Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato            

J nr.              

Finansudvalget har i brev af 6. december 2007 stillet mig følgende spørgsmål  vedr. aktstykke 53, som jeg hermed skal besvare.

 

§ 7 Spørgsmål 2:

 

"Hvad er klimaministerens vurdering af DONGs kulkraftværk i Tyskland ud fra et klimapolitisk synspunkt? Kan ministeren bekræfte, at værket ikke er et kraftvarmeværk og dermed har en lavere udnyttelsesgrad end danske kulkraftværker?"

 

Svar:

 

Udledningen af drivhusgasser fra elsektoren og en række andre sektorer er i EU begrænset af det antal CO2-kvoter, der kan udstedes under kvotehandelssystemet, samt eventuelt mulighederne for at anvende JI/CDM, der skaber drivhusgasreduktioner andre steder.

For de kvoteomfattede virksomheder er det en forudsætning for at kunne udlede CO2, at de har det antal kvoter, der modsvarer den faktiske udledning. Hvordan virksomhederne vælger at disponere inden for denne ramme, er uden betydning ud fra en klimapolitisk synsvinkel. Det samme gælder DONG Energy A/S’ overvejelser om at opføre et kulfyret kraftværk i Tyskland.

Vedrørende spørgsmålet om kraftvarme har DONG Energy oplyst følgende: ”Værket planlægges, så det kan drives både som kondens- og som kraftvarmeværk. Størrelsen af varmeproduktionen vil afhænge af i hvilken udstrækning det viser sig muligt at forsyne omliggende byer med varme. Hertil kommer, at værket placeres i et industriområde, hvor der forventes etableret flere, store procesenergi-forbrugende virksomheder.”  

Det kan bekræftes, at kraftvarmeværker generelt har en højere virkningsgrad end kraftværker uden varmeudnyttelse.

Med venlig hilsen

 

 

Jakob Axel Nielsen

Fung. Klima- og energiminister