Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato            

J nr.              

Finansudvalget har i brev af 6. december 2007 stillet mig følgende spørgsmål  vedr. aktstykke 53, som jeg hermed skal besvare.

 

§ 7 Spørgsmål 1:

 

"Hvad er klimaministerens vurdering af de klimapolitiske konsekvenser af at privatisere DONG frem for at lede det som et 100 pct. statsejet selskab, der kan tage hensyn til klimaet og ikke kun økonomiske interesser?"

 

Svar:

 

Jeg har forelagt spørgsmålet for finansministeren, som udtaler følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

”Indledningsvis skal der gøres opmærksom på, at staten i dag kun ejer ca. 73 pct. af aktierne i DONG Energy A/S. De resterende ca. 27 pct. af aktierne er ejet af tidligere aktionærer i Elsam A/S og Energi E2 A/S.

Det gælder generelt for de statslige aktieselskaber og selskaber med statslig deltagelse, at de drives på et forretningsmæssigt grundlag. Det er således et mål, at (sektor)politiske hensyn skal varetages gennem den relevante (sektor)lovgivning, kontrakter indgået på markedsmæssige vilkår mellem staten og selskaberne osv., således at udøvelsen af statens ejerskab kan fokusere på at sikre den størst mulige effektivitet og dermed værdiskabelse.

Heri ligger, at det ikke vurderes hensigtsmæssigt at lede et statsligt aktieselskab ud fra fx klimapolitiske hensyn, uanset at staten ejer 100 pct. af aktierne, idet det grundlæggende ikke vil ligge i tråd med formålet med at drive statslig virksomhed på selskabsform. Idet DONG Energy A/S tilmed kun er delvist ejet af staten, vurderes det ikke muligt at lede selskabet ud fra eksempelvis klimapolitiske målsætninger, med mindre mindretalsaktionærerne og selskabet finder, at det vil være i deres interesse, jf. i øvrigt Finansministeriets svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 30 af 17. september 2007 ad aktstykke nr. 187 - § 7 Finansministeriet (folketingssamlingen 2006-07).

Dertil kommer, at DONG Energy A/S kun er en af flere virksomheder, der har aktiviteter i den danske energisektor. At pålægge DONG Energy A/s særlige forpligtelser i forhold til klimapolitikken, vil stille selskabet ringere i konkurrencen med de andre selskaber, der ikke har tilsvarende pligter, og have begrænset virkning i forhold til at reducere den globale opvarmning.

I stedet bør de klimapolitiske målsætninger opnås ved i lovgivningen både i EU-regi og på nationalt niveau at fastsætte de rammebetingelser, som alle virksomheder skal følge. Kun derved sikres, at målsætningerne opnås på den mest effektive måde, og at alle relevante aktører yder deres bidrag til at reducere den globale opvarmning.”

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Jakob Axel Nielsen

Fung. Klima- og energiminister