Fra: Jan Altermann
[mailto:[email protected]]
Sendt: 17. oktober 2007 13:22
Til: Jacob Ravn
Emne: Fw:
Til Skatteudvalget
Kommentar til Lovforslaget L26 vedr. Dobbeltbeskatningsaftalen
Jeg skriver til udvalget i min egenskab af præsident for Redan España, der ligesom den
tilsvarende organisation i Frankrig, arbejder for at danske pensioner fortsat beskattes i
bopælslandet, som det anbefales af OECD.
I dagspressen er skatteminister Kristian Jensen citeret for at udtale, at han ikke lovgiver
med tilbagevirkende kraft. Efter vor mening er det netop det, der sker, når herboende
danskere bliver beskattes af de pensioner, hvor man har valgt at starte udbetalingerne
på et tidspunkt, der ligger efter 11. oktober 2007.
Et typisk eksempel er ægteparret, der for 9 år siden baserede deres udflytning på, først at
leve af mandens 10 års ratepension og i forlængelse heraf at starte hustruens pension. Nu
kommer sidstnævnte til udbetaling efter 11. oktober og derfor ifølge lovforslaget til dansk
beskatning. Herved lider grundlaget for ægteparrets udflytning skibsbrud, hvilket det ikke skulle
gøre, da planlægningen på udflytningstidspunktet var i overensstemmelse med gældende
lovgivning.
Der kunne fremføres utallige former for økonomiske planlægninger af et otium i Spanien,
der ligesom førnævnte eksempel vil blive genstand for lovgivning med tilbagevirkende kraft.
Redans grundholdning er, at danske statsborgere til enhver tid skal kunne disponere, også
langsigtet, i tillid til gældende lovgivning. Vi tror også på, at skatteministeren ikke lovgiver med
tilbagevirkende kraft og opfatter derfor det påviste problem i lovforslaget som en utilsigtet
skønhedsplet, der vil blive rettet i den endelige udformning af loven.
Vi har forståelse og sympati for skatteministerens hensigt med at gøre lovforslaget fremadrettet,
men vi undrer os lidt over, at man jager ca. 3000 danske skatteborgere, hvis ophold i Spanien
ifølge en forskegruppe under Århus Handelshøjskole er beregnet som omkostningsneutral.
Med venlig hilsen
Bent Krone